Plader

Roof on Fire: s.t.

Det er sjældent, at debuterende danske artister kaster sig over powerpop. Umiddelbart kan jeg ikke komme i tanker om andre bands, der minder om Roof on Fire. Har de virkelig fundet deres helt egen niche?

I en årrække har Lars Harboe lagt sin energi i forskellige projekter; primært i diverse kopibands. Nu har han besluttet at delagtiggøre omverdenen i sine egne kompositioner, og resultatet er 10 sprælske rocknumre. Han beskriver selv sangskrivningen som en »musikalsk dagbog«, hvor han kan berette om sine oplevelser, sine møder med nye mennesker og andre af menneskelivets facetter. Hans beretninger er pakket ind i powerpop og rock, hvor specielt det skarpe guitarriff anvendes flittigt. Samtidig spores en vis forkærlighed for 80’er-lyd og falsetsang. En interessant cocktail.

Netop de skarpe, kantede og direkte guitarriff er straks i fokus. “Break Free & Run” åbner ballet, og tendensen fortsætter på “On My Way” og “Perfect”. Treenigheden har et klart slægtskab: et dominerende riff, et effektivt omkvæd og en kantet vokal. Harboe leger med sin sang og er ikke bleg for at virke lettere teatralsk. Skønsang er der ikke tale om, heldigvis. I stedet er der personlighed bag mikrofonen. Det løsslupne virker tiltalende.

Netop “Perfect” er et fremragende eksempel på albummets styrkesider. Sangen er umiddelbart catchy, historien om jalousi, misundelse og fascination er spændende. Det mærkes, at fortællingen stammer fra personlige oplevelser, og sangen får derfor et individuelt præg, hvor man mærker mennesket bag. Musikalsk er det præcist og uden dikkedarer. Sangen har det umiddelbare præg, der kendetegner en succesfuld powerpop-single. Det virker for den uindviede simpelt, men at skabe effektiv powerpop er ingen let kunst.

Alt er dog ikke velklingende powerpop. “Same Pain” er en akustisk ballade med lejrbålspotentiale, mens “Not Good Enough” er præget af let boogie-rock. Når den akustiske guitar findes frem, falder min interesse desværre også. Så bliver resultatet mere jævnt og trivielt, og numrene forsvinder i glemslen. Holdepunkterne er væk og er desværre erstattet af mere banale udgydelser.

Således knækker pladen på midten. Første halvdel er charmerende, pågående og et frisk pust. Efter femte skæring falder pladen i et sumpet og uinspireret hul.

★★★☆☆☆

Deltag i debat