Elsewhere er et af de album, der er svære at anmelde. Det skyldes, at det er vanskeligt at høre alle nuancerne i de individuelle numre, hvilket gør, at musikken – de første par gange, man lytter til albummet – stort set lyder ens. Mit førstehåndsindtryk af Elsewhere var derfor ikke synderligt godt, snarere tværtimod.
Som anmelder kan man dog ikke afskrive et album efter blot de første par gennemlytninger, og i dette tilfælde var det en rigtig god ting, for Elsewhere krævede bare lidt tid, før det for alvor viste sit potentiale. Langsomt, men sikkert trådte flere nuancer frem i de enkelte numre, jo mere jeg lyttede, og Elsewhere fremstod pludselig en del mere alsidigt, end det først havde gjort.
Selvom albummet, efter en hel del gennemlytninger, efterlod et noget bedre indtryk, end det umiddelbart havde gjort, var der stadig et gennemgående problem ved Elsewhere, som ikke var til at overse, og som leder tilbage til min udtalelse om, at albummet er svært at anmelde. Det er nemlig sådan, at kvaliteten af de enkelte numre svinger i så høj grad, at det er meget svært at komme med en samlet bedømmelse af og udtalelse om albummet som helhed.
Enkelte numre er helt vidunderligt smukke, såsom det indledende melodiske “Underlying Lies”, hvor Matthews’ næsten søvnigt vemodige stemme forenes på skønneste vis med særdeles velkomponeret musik i en dybsindig og melankolsk beretning om et forhold baseret på løgn og overflade; et emne der i et narcissistisk samfund, som det vi lever i i dag, er højaktuelt, og som mange sikkert kan nikke genkendende til i en eller anden grad.
Ligeledes er nummeret “Fractured” noget ud over det sædvanlige med sin stille og eftertænksomme opstart, der langsomt går over i god gedigen rock. Det er en kombination af rock og ballade, der er så gennemført, at det dårligt kan gøres bedre.
Desværre er der også numre, som må siges at være direkte kedelige. Men det er det, der er faren ved at lave musik i den melodiske ende; helt små nuancer kan bestemme, om et nummer bliver smukt, eller om det bare bliver kedeligt. Med ballader er der stor fare for, at nummeret fortsætter i samme stille rille fra start til slut, og så er det mest af alt blot uinspirerende. Det er dette, der desværre også indimellem sker på Elsewhere.
Dermed bliver Scott Matthews’ andet album af en slags, hvor der er nogle numre, man kan lytte til på repeat, og nogle, man konsekvent trykker skip. Derfor bliver den samlede bedømmelse blot af middel karakter.
