Koncerter

Slaraffenland, 12.09.09, Loppen, København

Skrevet af Signe Palsøe

Slaraffenland er på vej mod USA for i den næste tid at turnere med Akron/Family, og lørdag spillede de tourens sidste koncert på dansk grund. Det var pænt. Det var rart. Det var en smule skuffende.

Fotos: Kasper Troels Nørregard, www.comeondieyoung.dk

Lørdag aften på Staden syntes at være mere end almindeligt stille. Selv da jeg havde parkeret min cykel nedenfor Sydområdet 4B, var der endnu ikke den mindste gøen at spore fra Loppen. Ovenpå fremmanede opvarmningsbandet en så stille omgang postrock, at situationen bød mig at slå lyden fra min telefon og liste gennem lokalet på forfødderne for ikke at drukne de samtlige 25 tilstedeværendes koncertoplevelse i hensynsløs klikken fra mine støvler.

Det var jeg sgu ligegodt ikke forberedt på. Vi skal et par år tilbage – til en novemberaften i Vega – for at nå min sidste koncert med Slaraffenland. Her opvarmede de for Efterklang, og de to bands syntes både at matche og supplere hinandens musik på fin vis. Begge besad de en art kontrolleret livsglæde, hvor Efterklang kunne indtage rollen som den mere højtidelige, klassisk orienterede storebror, og Slaraffenland nærmere var den improviserende unge med eftertænksomt krudt i røven. Det var en god kombination og en af de aftener, der efterlod en varmende vished om, at man havde overværet et lille nøk i formningen af et band. For til trods for Slaraffenlands charmerende og spændende zappen rundt mellem jazzpassager, støjudladninger og bundmelodiøs vellyd i de korbårne højdepunkter var der stadig plads til sublimering; en finpudsning af den udadvendte eksperimenteren, der var hovedattraktionen på Private Cinema fra selvsamme år.

Nu lader det til, at vi efterhånden har nået til den fremtid, der skal vise Slaraffenlands fineste kvaliteter. Bandet udtaler nemlig selv, at de siden forrige udgivelse har arbejdet intenst på at finpudse deres liveudtryk – og at de dags dato drager mod USA for at følge Akron/Family på deres tour, må jo siges at være et flot resultat. Flot og ikke mindst passende i forhold til de elementer, Slaraffenland tidligere har flirtet med, da Akron/Family bestemt er gode for en vis portion udsyret og freejazzet looove.

Lørdag aften var der da heller ikke tvivl om, at bandet havde arbejdet på at sublimere nogle af de kvaliteter, der var stærke og gode vartegn under tidligere koncerter. Farverne var endnu kraftigere, plasticblomsterne endnu større, overskæggene endnu fyldigere og smilene endnu bredere, og hvem synes ikke om den slags. Det viste sig dog snart ikke at være de eneste koncertmæssige faktorer, der var blevet modificeret for at skabe maksimal imødekommenhed. Meget sigende åbnede koncerten med “I’m a Machine” fra ep’en Sunshine, der tidligere på året varslede nye, lettilgængelige toner fra bandet. Under løsere tøjler ville numre fra denne ep – samt fra den nyligt udkomne We’re on Your Side, der viser samme musikalske tendenser – have mulighed for at give koncerten en charmerende dynamik gennem et samspil mellem de fængende melodier og et uforudsigeligt, improvisatorisk præg, men to faktorer syntes at hæmme denne mulighed fuldstændigt: Musikken blev så godt som på intet tidspunkt forsøgt modificeret i forhold til dens udgangspunkt, og i et forsøg på at fastholde en konstant fængende melodi med højstemt herrekor syntes sansen for detaljen at forsvinde i et betragteligt endorfin-niveau. Især brugen af kor, der er et af Slaraffelands fine kendetegn, blev i så høj grad et bærende element for koncerten, at det til tider nærmede sig det enerverende.

På “Open Your Eyes” indfandt sig en kort afslutning med dundrende trommer, der var et kortvarigt udsving fra skabelonen, men ellers var koncerten præget af den forudsigelighed, som dannedes ved – med undtagelse af “Polaroids” – kun at holde sig til stramme versioner af de nye sange, og selvom det ringe fremmøde efterhånden var vokset til en flok af en mere passende størrelse, var der ikke nær den samme opmærksomhed at spore i lokalet, som tilfældet var ved koncerten for to år siden. Jo, folket hyggede sig ganske vist til de venlige toner, men det indebar nærmere småsludren end musikalsk betagelse.

Slaraffenland er stadig rare, det må man give dem. De spiller fine melodier og deres imødekommende spilleglæde kan man ikke tage fra dem. Alligevel virker det, som om visse essentielle dele af deres personlige islæt har måttet lade livet, hvad enten det har været for at strømline musikken til deres amerikanske eventyr, eller fordi de virkelig mener, at det træk viser størst hensyn overfor deres koncertgængere. Jeg kan blot håbe, at en tid i selskab med de amerikanske, 70’er-dyrkende bonghoveder kan bringe en smule fandenivoldskhed ind i billedet, for de pæne udladninger ville bestemt være godt tjent med lidt mere kant.

★★★☆☆☆

1 kommentar

Deltag i debat