Rage Against the Machine-guitaristen Tom Morello har slået pjalterne sammen med The Coup-lederen Boots Riley og træder voldsomt i fodsporene på førstnævntes band. Og selvom det måske ikke er helt retfærdigt at bruge Rage Against the Machine som referenceramme for Street Sweeper Social Clubs første plade, så er man altså selv ude om det, når man læner sig så kraftigt op ad noget, at man skulle tro, de havde problemer med at stå selv.

Boots Riley har overtaget Zack de la Rochas mikrofon, og selvom man kan sige meget om de la Rocha, så var han ikke rapper. Det interessante ved det (og et af problemerne for Street Sweeper Social Club) var dog, at lige præcis kombinationen af rap og metal blev et varemærke for Rage Against the Machine. Måske fordi man – tilsat alle former for antiautoritære statements og opfordringer til at tage magten tilbage – med succes kombinerede rappens oprindelige status i USA som talerør for socialt oprør og metallens aggressive udladninger. Rage Against the Machines opråb til oprør blev også signaleret i deres genreblanding og de la Rochas (især hvis man kan lide hiphop og sætter pris på flow) middelmådige rap på den vis også en strakt langemand til konventioner og systemet, fordi han – selvom han måske var dårlig til det – rappede alligevel. Og ja, så virker det faktisk en smule forvirrende (og forkert), at der pludselig står en ganske dygtig rapper med et solidt flow på de la Rochas turf.

Den strakte langemand og opfordringen til oprør går også igen hos Street Sweeper Social Club, se bare deres panter-ikon med den kommunistiske femtakkede gule stjerne, men der mangler noget. Indignationen, aggressiviteten og ønsket om at bryde med uretfærdighederne og systemets voldsudøvelse på den lille mand er væk – bedst symboliseret ved Morellos udtalelse om, at Street Sweeper Social Club er »revolutionary party jams.«

What?!

MÃ¥ske er jeg gammeldags, men jeg synes, at revolution er et alvorligt begreb. Det er noget, man griber til, nÃ¥r nok er nok, og befolkningen ikke længere vil acceptere statens undertrykkelse. Det er serious business. Det er sgu ikke ’party jams’. Og selvom teksterne pÃ¥ Street Sweeper Social Club til tider er ganske skarpe, f.eks. »if you see my hood man / you might call it ghetto / politicians are puppets y’all / let’s get Gepetto« fra “Fight! Smash! Win!”, sÃ¥ er det mest af alt en tynd, ligegyldig kop te, der heller ikke opvejes af et ikke mere end udmærket musikalsk output.

Street Sweeper Social Club mangler det helt rigtige krydderi, og det er Rage Against the Machine med en ildspyende, møghamrende sur Zack de la Roca i forgrunden. Vi har masser af klassiske, murstenskastende, lige på og hårde Rage Against the Machine-riff, men den intensitet, glød og kantethed, der var et klassisk Rage-vartegn på især de to første plader, mangler. Og det trækker på ingen måde op, at flere af numrene er krydret med råb a la »Yeeee«, »Coo-Coooo!« og »Na na na na na na«.

Det er farligt at sige den slags ting om andres kunstneriske output, og jeg skruer bestemt bissen på, men det er, som om Street Sweeper Social Club ved, at revolution er et modeord, der altid fænger, og som man altid kan tjene penge på. Det irriterer mig, at politisk omvæltning bliver et brand, omformes til high society-underholdning, som vi, der ikke har brug for revolution (for når man har det, er det alvor), tilbagelænet i vores sofa kan nyde på vores Ipod. Som Riley (og det er altså en politisk engageret mand, der har været en vigtig del af kampen for radikal forandring gennem kultur i Oakland) – noget overraskende – udtaler ifølge pressemeddelelsen: »They’ll need something to listen to on their Ipods while storming Wall Street.« Hallo, Boots Riley! Hvis du stormer noget, hører du dælme ikke Ipod. Så forbereder du dig på at slås.

Street Sweeper Social Club lader som om, men mangler for alvor at signalere oprørets sjæl og viljen til kamp; at man virkelig, virkelig, VIRKELIG synes, at revolution er vejen frem, fordi samfundet øver vold på individets udfoldelsesmuligheder. Og ja, bevares, jeg er da ikke naiv, Rage Against the Machine tjente også penge på deres udtryk, men de havde held til at overbevise (i hvert fald mig) om ægtheden i deres frustration og indignation. Den evne mangler Street Sweeper Social Club i udstrakt grad.