Sunn 0))) har længe fremstået som de ubestridte klanledere af drone/doommetal-scenen og har over syv plader forfinet et udtryk, der – med et nærmest totalt fravær af rytme – er domineret af tonstunge, forvrængede riff, der i et uendeligt langsomt tempo tilsyneladende indvarsler den snarlige dommedag. Med tydelig og selvproklameret inspiration fra Earth har duoen forfinet sit udtryk og med hjælp fra en stadigt voksende skare af samarbejdspartnere sat nye standarder for, hvor langsomt, dybt og tungt, det rent faktisk kan lade sig gøre at spille. På deres nyeste udspil, Monoliths & Dimensions, har de dog i høj grad rykket sig så langt væk fra, hvad de fleste mennesker ville acceptere som metal, og med inspiration fra klassisk minimalisme, science fiction-soundtracks og udknaldet jazz a la Sun Ra transcenderer de nærmere deres genre, end de egentlig bryder med den.
Pladen åbner med “Agartha”, der umiddelbart lyder som klassisk Sunn 0))) med buldrende, dvælende doom-riff og dyster, growlende vokal fra bandets tilbagevendende samarbejdspartner Attila Csihar, men over nummerets næsten 18 minutter lange spilletid løsnes der langsomt op for det knusende, kompakte lydtryk, og de massive støjudladninger afløses gradvist af droner, knitrende støj, skingre strygere, voldsomme, atonale klaveranslag og udtrukne blæsere, indtil Csihars vokal står så godt som alene tilbage, kun omgivet af susende field recordings.
Bandets fokus virker allerede her til at have flyttet sig fra det rene, knusende lydtryk til en ekstremt konsekvent og nærmest videnskabelig grundig udforskning af teksturer. Man kan snildt argumentere for, at det også gør sig gældende på andre udgivelser fra bandet, men på Monoliths & Dimensions er paletten udvidet betragteligt, og udtrykket virker i det hele taget mere sofistikeret og varieret. De kværnende riff kontrasteres og udfordres konstant og konsekvent af andre lydkilder, hvad enten der er tale om Oren Ambarchis nærmest parallelt udforskende guitararbejde, der manifesterer sig som alt fra skingert hvinende droner, mikrorytmisk skratten eller oscillerende støj, som jazzede blæsere, storslåede strygerarrangementer eller – som på “Big Church” – et kvindekor, der med tydelig inspiration fra klassisk minimalisme, som den f.eks. kommer til udtryk hos György Ligeti, tilføjer radikalt anderledes klangfarver til bandets musikalske univers.
“Hunting & Gathering (Cydonia)” er et aldeles fremragende, krybende monster af en skæring, der udfolder sig i pulserende bevægelser af storslåede blæserharmoniseringer og retrofuturistiske synths over guitarernes og vokalens mørke klaustrofobi. Det er både storslået og episk, men en anden – og som nævnt mere sofistikeret – form af ‘episk’ end den let rollespilsfjollede æstetik, der i høj grad har præget – og stadig præger – bandets udtryk, musikalsk såvel som grafisk.
“Alice” må alligevel siges at være den mest radikale udvikling for Sunn 0))) på Monoliths & Dimensions. Dels på grund af sin titel, der – nærmest uhørt for bandet – hverken refererer til mytiske navne og begreber, religiøs retorik eller andet i den dur, dels fordi nummeret for alvor må siges at antyde en vej ud af det intense mørke, hvori de herrer O’Malley og Anderson tilsyneladende har befundet sig siden udgivelsen af Flight of the Behemoth i 2002. Den luftighed og melankoli, der flere steder på pladen afløser det sædvanlige, knugende mørke, gennemføres som den konsekvente stemning på dette pladens afsluttende nummer, der i høj grad domineres af blåtonende blæserinstrumenter, og selv guitarerne har tabt en betragtelig del af den uigennemtrængelige forvrængning, der ellers er normen. At påstå, Sunn 0))) ligefrem lukker solskin ind i deres drypstensgrotte af monumental lyd, ville være en tilsnigelse, men på “Alice” kommer de tættere på end nogensinde før.
På Monoliths & Dimensions er bandets lydarkitektoniske udfoldelser i det hele taget blevet bedre, mere forfinede, og der er en gennemført brug af virkemidler, der på en gang virker mere subtile og mere effektfulde end tidligere. Selvom de stadig rejser natsorte monolitter og gotiske mareridtskonstruktioner af lavfrekvente, rugende toner, er der blevet plads til en detaljerigdom, der på imponerende vis undgår at fremstå som ornamentik, men i stedet under- og udbygger den nærmest underbeviste kraftfuldhed, der på mange måder er essensen af gruppen. I det hele taget præsenterer pladen en så konsekvent, veludført og reflekteret eksperimenteren og udforskning af lyd, dynamik og musikalske teksturer, at man måske efterhånden burde henregne Sunn 0))) som neoklassiske komponister. Der er i hvert fald ikke mange på den sædvanlige metalscene, der er i stand til en perfektionistisk magtdemonstration som denne.