Koncerter

Sunset Rubdown, 06.09.09, Loppen, København

Spencer Krug tog sit storslåede teater Sunset Rubdown forbi Loppen og leverede en intens koncert med buldrende trommer og højtsvungne ballader.

Fotos: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Det er vist ikke nogen nyhed, at oplevelsen af tid er subjektiv. Efter fire numre proklamerede forsanger og hovedmand bag Sunset Rubdown og i øvrigt også aktiv i Wolf Parade og Swan Lake, Spencer Krug, at nu hvor bandet ikke havde opvarmning på, ville de spille et længere sæt end normalt, hvilket fik publikum til at juble, hvilket så til gengæld fik bandet til at følge op med »ja, ja, lad os nu se, hvad I siger om tre timer.« Så lang tid spillede bandet heldigvis ikke. Lange koncerter bliver jeg aldrig ambassadør for. Hellere kvalitet frem for kvantitet. Og når bandet på scenen kun har udgivet fire album, indrømmet af usædvanlig høj kvalitet, er det begrænset, hvor meget materiale, der er at bygge maraton-koncerter på.

Derfor virkede det til gengæld også lidt sært, da bandet spillede det sidste nummer en time senere. De må virkelig spille korte koncerter normalt. Til gengæld var det en glimrende længde, hvor der blev leveret bombastiske dansenumre og buldrende ballader med høj intensitet hele vejen igennem. Det startede med “The Empty Threats of Little Lord” fra Shut Up I Am Dreaming med de fremragende linjer: »If I ever hurt you, it will be in self defence,« der ret præcist indfanger den skrøbelighed, der gennemsyrer Sunset Rubdowns sange helt ud i Krugs skabede vokal, der ikke ulig hans eget fysiske udseende (minus en del kilo) har noget til fælles med den fortabte sjæl David Thomas fra Pere Ubu.

Til publikums store begejstring fortsatte koncerten med “Idiot Heart” fra det nye album, der lod til at være det, det ganske pæne fremmøde var bedst bekendt med. Ilden flammede især op i tredje nummer, godt hjulpet på vej af to trommeslagere der tæskede energien ind i “Black Swan”, som her fremstod som storladen dansepop. Det brændte sangen direkte ind i øregangene og benene. Og sådan vekslede koncerten mellem tempofyldte sange farvet godt sorte af en bund i postpunk og de artrockede ballader, der havde det historiske sus fra David Bowie blafrende bag Krugs ører, når han satte sig ved sit elektriske klaver.

Krug kørte den klassiske, ydmyge ‘undskyldning for sig selv’-stil ved skiftevis at takke oprigtigt for publikums lidt søndagstrætte opbakning og samtidig forsikre os om, at de bestemt ikke ville plage os for lang tid. Det blev så i øvrigt krydret med dårlige jokes om, at bandets booking hang sammen med Ruba’dub Sundays-arrangementet “’ der er flyttet ud på Loppen efter Stengades endeligt “’ på grund af den åbenlyse lighed i bandnavnet.

Den slags blev da heldigvis overskygget af, at bandet var helt igennem velspillende og tilmed havde glimrende lyd, så Krugs snublende, kejtede sange, hvis teatralske facon bliver opblødt med en befriende legesyge, havde optimale forhold at udfolde sig under.

Det var absolut en glimrende søndag aften i Sunset Rubdowns følelsesladede teater.

★★★★★☆

1 kommentar

  • Jeg ægrer mig gul og blå over ikke at have taget turen til København. Men tusinde tak for en fin anmeldelse, som nok gjorde slemt værre, men som understøtter den fantastiske opfattelse, jeg selv har af Sunset Rubdown som live band.

Deltag i debat