Plader

Telekinesis: Telekinesis!

Skrevet af Lise Christensen

Sommeren går på hæld, men her tilbydes en musikalsk hestekur mod vintermørket. Telekinesis leverer med sit selvbetitlede debutalbum lettilgængelig sommerrock uden de store lyriske udfordringer.

Det har været en mægtig sommer. Solen har hamret ned over eksamensblege kroppe, der endelig kunne få lov til at boltre sig i livemusik på alverdens festivaler. Men nu rusker vinden op i bladene, og de varme nætter og dage lakker mod enden for denne gang. Om hjørnet lurer endnu et semesters slid og slæb i hastigt svindende dagstimer. Er det ikke en udvikling, der tiltaler dig, er Telekinesis lige det alternativ, du ikke vidste, du havde ventet på. Telekinese betyder nemlig fjernbevægelse ved tankens kraft. Telekinesis er også lig Michael Benjamin Lerner fra Seattle, der med debutudspillet Telekinesis! har frembragt et pastelfarvet kraftudbrud af en plade. Med sin happy-go-lucky musik tager Lerner dig med ind i en verden af evig sommer og ukueligt ungdomsmod, hvor dine vintertrængsler bliver skubbet til side for en stund.

Det er Lerner selv, der betjener både trommer, guitar og lægger vokal til sine up-tempo indierocknumre, der tangerer det poppede. Og det gør han for så vidt ganske godt. Numre som “Calling All Doctors” og “Awkward Kisser” har en ligefrem karakter, der får lytteren til at vippe i stolen og brumme med. Specielt fængende er nummeret “Coast of Carolina”, der har potentiale til at blive en så resistent ørehænger, at den da også får lov til at optræde to gange på pladen, hvilket skyldes, at det europæiske marked er blevet forkælet med tilføjelsen af ep’en Coast of Carolina fra 2009. På dette nummer bliver der nynnet og sunget om længslen efter at se sin hjertenskær, men samtidig får nummeret også en energisk rocket attitude, der egner sig til højlydt bilstereo-afspilning, mens man kører ud i det blå.

Tematisk kredser teksterne om kærligheden, udlængsel og refleksioner over det at blive voksen, hvor man både risikerer at miste sine imaginære venner og skabe sig nye, mere amourøse bekendtskaber. Selvom teksterne af og til bliver sørgmodige, er der dog hele tiden en underliggende ukuelig optimisme. Lytteren udsættes for en ren tour de force gennem ungdommens bittersøde melankoli og glade stunder, alt sammen akkompagneret af Lerners muntre sang og energiske guitarudladninger.

Men ud over at kunne foranstalte en ubekymret virkelighedsflugt har Telekinesis ikke det store at byde på, og sommerpop-drømmen kommer hurtig til at virke enerverende. Al den nynnen, trallen og gentagelse af sangstrofer understøtter måske nok det ligefremme udtryk i musikken, men det kommer hurtigt til at virke banalt.

Der kunne snildt have været en større variation i musikstilen. De stille numre såvel som de mere rockede minder alle foruroligende meget om hinanden. Der er forsøgt sig med at give lydbilledet en skramlet overflade, der ved sin upolerede facon skal understrege teksternes umiddelbarhed. Den effekt – sammen med lejlighedsvise syntheffekter – styrer pladen uden om de værste klicheer, men der er ikke den store musikalske nytænkning at finde på pladen.

Telekinesis! er produceret af Chris Walla, der tidligere har arbejdet med Death Cab for Cutie og The Decemberists. Specielt virker det til, at førstnævnte har spøgt i baggrunden ved tilblivelsen af albummet. Men hvor Death Cab for Cutie har godt fat om tekstuniverset, mangler Lerner stadig et stykke vej endnu.

Telekinesis egner sig altså til sorgløse sommerdage, hvor det netop er det ubekymrede og glæden ved at skråle med på lette tekster, der er målet. Lerner formår at mane solen frem, men efter en time i den stegende hede længes man efter mere kølige og indholdsrige oplevelser. Telekinesis er et muntert selskab, men ikke en plade, der kommer til at forlade min reol alt for hyppigt.

★★★☆☆☆

Deltag i debat