Plader

The Minus 5: Killingsworth

Skrevet af Christian Klauber

Worth killing for? Måske ikke, men det er solide, varme, countryinspirerede popsange, der flyder fra The Minus 5-forsanger Scott McCaughey.

Rigtig god country har en sær dobbelthed indlejret i sig. Den ene dag kan dens skønhed få en til at føle sig fuld af liv, den anden dag lægger den en betonklods om ens hjerte og lader det synke til bunds i melankoli. Scott McCaugheys sange og stemme på Killingsworth indeholder lige præcis en sådan twisted dobbelthed.

Komponenterne, der skaber denne drilske, forvirrende følelse af tungsind som følge af mødet med skønhed og vellyd, f.eks. på numre som “Scott Walker’s Fault” og “I Would Rather Sacrifice You”, er som sagt dels McCaughneys vokal, men det er også den veldoserede brug af bl.a. violin, banjo, harmonika, slideguitar og især de varme og runde backup-kvindevokaler, der er strøet med lind hånd ud over Killingsworth.

Det, der charmerer, er den ro, numrene bliver fremført med. Et efter et strømmer de imod lytteren som nænsomme strøg, der dykker ind under huden og tager fat om hjertet med kærlig hånd. Evnen til netop at tage hånd om sin lytter, ved at tilbyde et varmt og imødekommende lydbillede og et minimum af kompleksitet, tilsat fortællinger om dagligdagsemner og skæbner, er netop det, der gør Killingsworth så utrolig rar.

Men i det rare ligger også det ufarlige og let kedsommelige og lurer, og det er paradoksalt nok også den runde, rare lyd – følelsen af at blive aet på kinden af fløjlsblød vokal på den samme måde gennem knap 42 minutter – der gør, at jeg momentvis kommer til at savne kant på Killingsworth. De ofte fremtrædende kvindevokaler og »yeah yeah yeah«- og »na na na«-kor (“The Lurking Barrister”) er charmerende og velklingende solstråler, men det tenderer samtidig voldsomt mod det sukrede, selvom det retfærdigvis skal siges, at der indimellem bliver rocket lidt mere, f.eks. mod slutningen på “I Won’t Do You Any Good”.

Alligevel er det samlede indtryk, at Killingsworth er ekstremt rar og beroligende at lytte til, både hvis man har lyst til at fælde en tåre, eller hvis man trænger til at få den indre sol til at skinne – eller måske begge dele på samme tid.

★★★★☆☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar