Plader

Theoretical Girl: Divided

Skrevet af Jonathan Heldorf

Næsten alt omkring Theoretical Girls debut, Divided, indikerer, at vi her har med en pige med tonstungt, lavt selvværd at gøre – eneste modargument er den prægtige kammerpopplade, hun har fostret.

Hvor mange af os har mon opnået og indfriet vores fulde potentiale som mennesker? Hvor mange af os går mon gennem livet og begrænser os selv til at passe ned i en støbeform? Hvor mange af jer læsere sidder nu og tænker: Jeg synes i hvert fald, jeg gør mit? Men gør I nu også det? Er langt de fleste af os egentlig andet end blot teoretisk set mennesker – i den forstand, at vi har så ufattelig meget potentiale til at blomstre op og blive mere selvsikre og se verden som en legeplads frem for en led, militaristisk forhindringsbane? Rent praktisk er det min påstand, at størstedelen af os lader os begrænse (som pragmatiske individer) af vores eget sind, fordi vi er bange for den respons, vi forestiller os, vi kan få i et ’worst-case scenario’. Som hockeystjernen Wayne Gretzky sagde: »You miss one hundred percent of the shots you never take.«

Dette lader til at være en sandhed, Amy Eleanor Turnnidge alias Theoretical Girl har taget til sig, det virker, som om hun vælger at sætte sig selv og sine drømme frem i køen af ellers uopsættelige overspringshandlinger. Hendes debutplade, Divided, afspejler på et tekstmæssigt niveau i høj grad en usikker tilgang til livet, der dog bliver modsagt af en insisterende og overbevisende lydside. Med titler som “Rivals”, “Dancehall Deceit”, “A Future Apart”, “Never Good Enough” ,”The Biggest Mistake” og “The Hypocrite” skal man ikke have læst særlig meget Freud for at indse, hvilke temaer der længe har været omdrejningspunktet i Turnnidges liv.

Men alligevel får man ikke indtrykket af en selvudslettende personlighed, da alle sangene leveres med en intensitet og en vilje, der i overbevisende grad lader skinne igennem, at hun hverken er ude efter sympati eller medynk. Tværtimod kæmper hun imod sig selv for at bevise, at hun fandeme godt kan bryde denne onde cirkel, og dermed indgyder hun også lytteren kampgejst frem for livslede.

Stilen ligger tæt op ad, hvad vi kender fra Camera Obscura, Blonde Redhead og til dels Kathleen Edwards (der dog til tider ligger tættere på country), hvilket vil sige i et folkpoppet, kammerpoppet univers, primært domineret af strygere, akustiske strenge og nogle markante og dybe trommer, der tilsammen skaber en svævende, hjerteskærende, men også håbefuld og dansabel melodi. Det bør også nævnes, at Amy Turnnidges stemme på ingen måde står tilbage for nogen af ovennævnte kunstneres.

Alle instrumenter på Divided bliver spillet af Turnnidge selv på nær strygerne, som hun dog stadig har arrangeret. Som sådan må hun kaldes talentfuld på flere planer, da hun både har sans for den gode melodi, perspektiv nok til at vinkle og iscenesætte, kløgt til at undgå at falde i kitschfælden, mod nok til at følge, hvad hun tror på, teknisk dygtig nok til at være kreativt skabende, og emotionel nok til at påvirke og gribe sit publikum.

Så hvis nogen skulle være i tvivl om, hvorfor man bør forfølge sine drømme, så tag og lyt til Theoretical Girl, her fremvises nemlig et glimrende bevis på, hvordan alle og enhver, der tvivler på egen tilstrækkelighed, kan omvende nederlag til succes ved ganske enkelt at komme ud af sit eget hoved, tage sagen i egen hånd og udfolde det potentiale, vi givetvis alle besidder.

★★★★★☆

Deltag i debat