Plader

V/A: Saluting The Crunchy Frog-a-Logue

Skrevet af Esben Rasmussen

Til tider deciderede fremragende momenter redder ikke helt Crunchy Frogs fejring af sig selv fra at lyde en kende ufokuseret, men pladen er en underholdende og passende fejring af et af Danmarks mindst konforme pladeselskaber. Tillykke Crunchy!

Covernumre indtager en speciel og ganske interessant position inden for beatmusikken. En plads, der har ændret sig radikalt siden den spæde begyndelse op gennem 50’erne og gennem de seneste 60 år. Fra starten af den kunstnerorienterede populærmusiks udbredelse var det fuldstændig normalt, ja, nærmest forventeligt, at unge nye kunstnere tilegnede sig andre folks materiale, og både originale og traditionelle sange blev indspillet igen og igen i nye indpakninger i en tin-pan alley-tradition, hvor mange deciderede coveralbum blev udgivet (se bl.a. Dylans debut Bob Dylan).

Op gennem tiden blev covernummeret for de fleste holdbare kunstnere skiftet ud med eget, originalt materiale, og i dag skal der tit en god begrundelse til, hvis man ønsker at inkludere et nummer, man ikke selv står bag, på en pladeudgivelse. Med covernummerets nuværende natur kan man nemlig i dén grad dele vandene; man kan blive lagt for had blandt den originale kunsters fanskare, men man kan også transformere et halvkedeligt nummer til et decideret fantastisk et af slagsen. Et eksempel på det første er den lesbiske/ikke-lesbiske, russiske duo T.A.T.U.’s rædselsfulde cover af The Smiths udødelige klassiker “How Soon Is Now”, mens John Does nyligt indspillede cover af Dylans “Pressing On” er decideret fantastisk.

Det, der gør covernummeret så interessant, er især det faktum, at man udelukkende arbejder med form; sangens tankeverden er fastlagt, og den rent litterære del bliver der sjældent pillet ved. Derfor er det helt overladt musikernes evne at forstå sangens nerve og transformere det til et musikalsk udtryk, der på den ene eller anden måde giver mening i forhold til sangens sjæl, om man vil. Og lige netop dét kan som nævnt være fælden, men også det, der gør, at nye sange kan få et helt nyt liv. Hvad man kan konkludere, må være, at det moderne covernummer skal træde varsomt, fordi man risikerer at ødelægge et i forvejen værdsat nummer. Således forholder det sig også med albummet Saluting The Crunchy-a-Logue udgivet i forbindelse med indieselskabet Crunchy Frogs 15-årsfødselsdag – der er noget, som er rigtigt godt, og noget der, hvis ikke rigtigt skidt, så i hvert fald er halvdårligt. Pladeprojektet går ud på, at forskellige danske kunstnere indspiller numre, udgivet af bands signet på det københavnske selskab. Det gør albummet endnu sværere at forholde sig ensidigt til, fordi det ikke blot er forskellige sangskrivere, men også 25 forskellige performere.

Men for at starte fra en ende af, så åbner cd 1 (for der er to) rigtig fint med Jannis Noya Makrigiannis (manden bag Choir of Young Believers) fortolkning af First Floor Powers “Goddamn Your Fingers”. Med følsom og sprød røst folkcroones der gennem et rigtig fint nummer, der afslører en melodiøsitet, som egentlig var ganske godt gemt på den staccato-underspillede, originale version. Herfra hoppes der videre til det måske bedste nummer på udgivelsen, Figurines’ cover af de svenske tosserockere The Mopeds “Television Time” fra deres debut Fortissimo. Der er ikke den store forskel i instrumenteringen, men Christian Hjelms herlige vokal gør sangen frisk og tilføjer faktisk noget næsten mystisk til en ellers ganske lineær rocksang. Dette er virkelig en fortrinlig start, men som man desværre kun kan forvente af en udgivelse med 25 numre, så daler niveauet betydeligt, og i mine ører er den første cd suverænt den bedste af de to. Måske fordi Baby Woodrose leverer et eksemplarisk eksempel på det, de er så suverænt de bedste til her til lands: Det halvsyrede, bluestrampende og på sin vis ganske klassiske rockudtryk. De spiller helt oplagt et cover af Raveonettes’ “Beat City”, men hvor Wagner og Foos æstetik primært trækker på 80’ernes støjrock, så rykker Lorenzo og co. sangens udtryk ca. to årtier yderligere tilbage – til en udknaldet garage omkring Venice Beach på et halvdårligt syretrip. Det er et på alle måder rigtig godt covernummer.

Det andet Raveonettes-cover, “Attack of the Ghost Riders”, slipper The Asteroids Galaxy Tour dog ikke helt så heldigt fra. Nummeret prøver for meget og virker en kende rodet i forsøget på at spæde Wagners minimalistiske sangskrivning op. Og netop denne rodebutik af forskellige ud- og indtryk kendetegner desværre for mange af pladens numre. Det bliver let en kende kvalmt, når man, som Slaraffenland, forsøger at skjule en heftigt instrumentering under et lo-fi dække. Det bliver her en omgang højpandet indie – i ordets meningsløse forstand – fordi sangene ikke rigtigt får lov at stå alene. Netop den fejl, der kendetegner det dårlige covernummer; nummeret, som ikke formår at give sangskrivningen en ny dimension, men virker forvirret i den overdrevne lyst til at forny formen.

Men lad det være sagt med det samme – en plade som den anmeldte er det særdeles svært at forholde sig objektivt til. Sangene har naturligvis en vis plads i mange lytteres hjerter, og derfor er det ganske subjektivt, om man kan lide de respektive sanges nye klæder. Det kan jeg i mange tilfælde – jeg synes, Nikolaj Nørlunds biddrag, coveret “Me Me Me”, skrevet af Lars and the Hands of Light, er forrygende, og den melankolske og dybt overraskende version af Junior Seniors monsterhit “Move Your Feet”, udført med bravur af Decorate Decorate, er ligeledes et glimrende og overrumplende bekendtskab. Men ganske forventeligt er pladen mildest talt ujævn, og der er også momenter, man helst havde været foruden (jeg er stadig fuldstændig uforstående over for nummeret “Katnazerjammerrock”, her præsenteret af Powersolo i selskab med The Wong Boys), og nogle ærgerlige undladelser (jeg havde utroligt gerne have set, at et eller to numre fra Epo-555’s kontinuerligt gode bagkatalog var blevet fortolket).

Men alt i alt er det en underholdende plade og en passende fejring af et af de vigtigste og mest innovative danske pladeselskaber nogensinde. Endnu en gang tillykke med dagen, Crunchy! Vi er glade for, du ikke blot er endnu en fad chokoladebid med lime cream!

★★★★☆☆

1 kommentar

Deltag i debat