Plader

Yo La Tengo: Popular Songs

Skrevet af Lise Christensen

Yo La Tengo er tilbage i fin form og leverer endnu et eklektisk udspil, der tager lytteren med rundt i et virvar af musikalske genrer og sindsstemninger.

Trioen Yo La Tengo, bestående af Ira Kaplan, Georgia Hubley og James McNew, er efterhånden ganske gamle i gårde. Siden de startede i 1984, er det blevet til et imponerende opbud af plader og finurlige sideprojekter. At høre det nye udspil, Popular Songs, er som at tage ud og se med DSB. Her tænkes der ikke på gratisbladet, der vælter sig i portrætter af kulturpersonligheder, skønlitteratur og krydsord på et niveau, hvor familien Danmark kan være med. I stedet spejler de populære sange selve oplevelsen af at rejse i et rum, der både er dit eget, men også fællesskabets.

Det er blevet stadig mere gængs blandt ungdommen at opleve verden skærmet bag et par hørebøffer. På flanørture, under indkøb og ved brug af offentlig transport foretrækker vi at forsvinde ind i et selvvalgt musikalsk åndehul frem for at risikere kontakt med vores medmennesker. Så velplaceret i sit umage, multifarvede sæde og attitudebarometeret stillet på ‘utilgængelig’, flyver blikket ud af vinduet på det hastigt forbifarende panorama af provinsbyer og marker. Åbningsnummeret ’Here to Fall’ er som skabt til det danske landskab. Det er som store plamager af sandfarver, blå og grønne nuancer under en trykkende grå himmel, et dystert og storladent nummer, der iklædt strygere og guitarekkoeffekter folder en deterministisk kærlighedshistorie ud. En betragtning over livets muligheder af ned- og opture og en accept af omstændighederne: »I know you’re worried / I’m worried too / but if you are ready / I’m here to fall for you too / what else is there for us to do?«

Straks herefter invaderes det komfortable mix af sortsyn og strygere af drømmepopnummeret “Avalon or Someone Very Similar”, der som et lykkeligt par invaderer sædet over for dig. Det er et rent stilskift, hvor forsanger og guitarist Ira Kaplan lader til at have suget helium ud af en ballon for derefter at være svævet til vejrs i en pussenusset, men lidt kedelig eufori. Rundt omkring dig fyldes sæderne efterhånden af et sandt potpourri af typer og genrer. Den rockede type med nummeret “Nothing to Hide”, der spiller på en garagerock-attitude, med støj-effekter og en opsætning der drøner af sted i samme tempo som toget. Den groovy “Periodically Double or Triple”, der deler rundhåndet ud af skingre keyboardakkorder, handslides-soloer, koklokker og Kaplans cool, tilbagelænede stemme. Dog støder vi også på de mere grå personager, bl.a. nummeret “All Your Secrets”, der lyder som en afdæmpet Belle & Sebastian-pastiche, uden sidstnævntes karisma.

Personligt foretrækker jeg pladens mere melankolske og instrumentale numre. De tre sidste numre på Popular Songs lader vokalen glide mere og mere i baggrunden. Fra “More Stars Than There Are in Heaven”, der med sit melodiske guitarspil og udflydende vokalharmonier skaber en fantastisk indadvendt stemning. Videre over “The Fireside”, som meget vel kunne være klimprerierne fra en fåmælt lonely cowboy, der sidder og venter på, at bønnerne kommer i kog. Og sluttelig lander vi ved albummets sidste nummer, det 16 minutter lange “And the Glitter Is Gone”, som er rent instrumentalt, og på en herlig støjrocket vis hypnotiserer lytteren. Den monotone melodi er fængende, samtidig med at den også distancerer, da det er svært at holde koncentrationen ved udtrykket.

Som forgængeren I Am Not Afraid of You and I Will Beat Your Ass fra 2006 er albummets udtryk eklektisk og stikker på kontrolleret vis af i alverdens retninger. Dog har man denne gang ikke valgt at sparke festen i gang ved at lægge et langstrakt instrumentalt støjnummer som pladens første skæring. Det giver til gengæld pladen en fin afslutning at lade den munde ud i selv samme. På den vis vil Popular Songs måske netop også blive modtaget mere populært i en bredere kontekst. Det er en plade, som er en fornøjelse at gå på opdagelse i, men i og med at pladen har et meget varieret udtryk, kommer numrene som sådan ikke hinanden ved, ganske lig togturen virker de glade pop- og rock-numre af og til malplacerede i forhold til pladens overvejende melankolske udtryk. Nok en gang virker det mest tillokkende at vende blikket mod vinduet og det grågrønne landskab med dets store flader af støj frem for medpassagerernes divergerende personligheder.

★★★★½☆

Lyt til “Periodically Double or Triple”:
[audio:http://www.matadorrecords.com/mpeg/yo_la_tengo/yo_la_tengo_periodically_double_or_triple.mp3]

Deltag i debat