Plader

Alexi Murdoch: Time Without Consequence

Skrevet af Jonathan Heldorf

Tv-producerdarling og singer/songwriter Alexi Murdochs debutplade udgives nu i Europa. Det er et værk, der blamerer skønhedens banaliteter, hylder monotonien og giver ordet kedsomhed nye, bredere og bedre dimensioner.

For de fleste fjernsynsejere er Alexi Murdoch måske ikke et navn, der klinger af meget, men hvis du har fulgt med i tv-serier som “Prison Break”, “Ugly Betty” osv., har du givetvis også hørt hans musik. I USA har debutpladen navigeret sig uden om anmelderfaldgruberne med bravur, og den har endda haft masser af rygvind på turen. De gavmilde amerikanere mente derfor, at vi også skulle have glæde af musikken i Europa, uden vi nødvendigvis behøver se deres tv-serier ved samme lejlighed. Og det kommer sådan en som mig, der ikke følger særligt grundigt med i serieverdenen, til gode. Mit kendskab til “Prison Break” er nemlig ikke noget, man kan kalde imponerende. Jeg ved, det handler om en tatoveret fyr, der vil bryde ud af et fængsel, men det er omtrent dét, og “Ugly Betty”, mener jeg, er en serie med en køn pige i hovedrollen, som er blevet gjort grim og klodset, så man kan identificere sig med hende.

Med andre ord var jeg – ligesom mange andre – sandsynligvis ikke stødt på Alexi Murdoch uden en europæisk udgivelse. Til de ansvarlige vil jeg gerne sige tak. For selvom jeg måske ikke er ovenud euforisk, synes jeg stadig, det er en plade, man ikke bør tage let på.

Time Without Consequence er en af den slags plader, man uden videre kan høre er af solid kvalitet, også selvom man ikke er udpræget begejstret. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg finder den (lidt for) sløvende, til tider enerverende, monoton og temmelig langtrukken, men ikke desto mindre er hvert eneste nummer også hypnotiserende (i kraft af det sløvende og monotone, måske?) og melodisk medrivende, for den gode Alexi Murdoch har i sandhed øre for det enkle og den gode melodi. Der er ikke noget lir og ikke noget pis på Time Without Conequence, det er en plade, der holder fokus på et enkelt, spartansk, stilrent univers. Alexi Murdoch tør tage sig den tid, han mener, er nødvendig, for at sangene kan folde sig ordentligt ud.

Gennemsnitligt varer de 11 numre fem et halvt minut – takket være pladens bedste sang, ”Love You More”, der med sine sølle to et halvt minut holder gennemsnittet under de seks minutter – og dét uden at numrene gennemgår de store forandringer. Hvert nummer er strikket af det samme slidstærke garn: En dyb, behagelig, rund, luftig bamsebjørnestemme, en guitar og så nogle sporadisk krydrende baggrunds- og rytmeinstrumenter, der kun optræder lejlighedsvis. Guitaren, skal det lige siges, bruges dog også mest som et rytmeinstrument, hvor det primært er de dybe toner, der slås rytmisk an igen og igen, uden nævneværdige variationer. Der er altså næsten intet avanceret fingerspil og praktisk taget ingen brug af egentlige akkorder.

Jeg ved godt, at jeg måske har malet fanden på væggen, men også kun med blød blyant, for jeg vil gerne holde fast i mine ord om, at det faktisk er en god plade, trods det monotone og langtrukne univers. Alexi Murdoch har vitterlig fat i den lange ende med sine glimrende melodier; især fungerer de rigtig godt en søndag formiddag med alt for mange tømmermænd, men også som supplement til lektielæsningen, eller når du har romantisk besøg, går den rent ind; kort sagt i alle situationer, hvor din opmærksomhed er andetsteds. Dette vil jeg gerne uddybe, for at høre Time Without Consequence har for mit vedkommende været en lidt anstrengende affære, når jeg ikke har haft andet at lave samtidig. Havde hvert nummer (på nær ”Love You More”) været mellem to og tre minutter kortere, så ville jeg udråbe Time Without Consequence til en klassiker inden for genren, for melodierne er i al deres enkelhed små skønhedspletter, der komplementeres glimrende af små lommefilosofiske repetitioner som: »My salvation lies in your love« eller »The handprints on the wall / they remind you how it’s endless / how endlessly you fall / then the answer that you’re seeking / for the question that you’ve found / drives you further to confusion / as you lose your sense of ground / so don’t forget to breathe / don’t forget to breathe.«

Dét, Alexi Murdoch succesfuldt formår, er at vise skønhedens banale sider. Skønheden kan sagtens eksistere uden de store armbevægelser og uden at være opmærksomhedssøgende. Enkelhed i lyd og tekst kan uden problemer være raffineret og gribende. Som sådan udvider Alexi Murdoch kedsomheden fra at være et gråt tomrum til at være et blandingsprodukt bestående af kreativitet, tankevirksomhed, monotoni, tid og ikke mindst god lyd.

★★★★☆☆

Deltag i debat