Koncerter

Athlete, 12.10.09, Lille Vega, København

Skrevet af Jonathan Heldorf

Britiske Athlete besøgte København for første gang og fik efterhånden varmet det mindre publikum op med deres gode sange og med deres sympatiske og ydmyg tilgang til opgaven.

Jeg stormer forpustet ind ad døren til Lille Vega klokken halv ni, lige præcis da første akkord bliver slået an. Jeg kan høre det nede fra entréen, mens jeg afleverer min taske i garderoben. Det er ”Superhuman Touch” – første single fra den nye skive Black Swan (anmeldelse følger). Et klokkeklart hit, og en god åbner. Først overraskes jeg over den lille sal, og de relativt få fremmødte, der dog alligevel får fyldt pladsen godt ud, dernæst begynder jeg at nyde intimiteten. Athlete er en løjerlig størrelse, de har både sange der kan gøre sig godt på rigtig store scener, og de har også de små, nære og meget vedkommende melodier, der tager sig bedst ud på en scene som netop Lille Vegas.Athlete brown

Det slår mig, at bandet udstråler en enorm ydmyghed omkring deres opgave  og en simpel ægthed i deres sange, der klæder deres optræden. De har aldrig spillet i København før, og vidste på forhånd ikke, hvad de skulle forvente, og det kan man ikke fortænke dem i, for det er unægtelig sjældent, man hører om bandet herhjemme. Men fremmødet er acceptabelt og publikum virker åbne for noget nyt. Rundt omkring kan jeg godt få øje på nogle ægte fans der kender bagkataloget, men det er ikke mange. Jeg gætter på, at Athlete er en ny oplevelse får mange af de fremmødte, og det hæmmer flowet. Publikum er meget lyttende og interesserede, men de bidrager ikke rigtig, og bandet ser ud som om de har brug for noget respons for at hive koncerten op, hvor det er sjovt at være.

Athlete slog for alvor igennem i England i 2005 med deres anden plade, Tourist, der solgte dobbelt platin og gik ind som nummer et på de engelske salgslister, men det er sjovt nok ikke fra dette album, de fleste af aftenens sange er hentet, ej heller er der et ensporet fokus på den nye plade, nej, det er en finurlig blanding med cirka fire sange fra første, andet og fjerde album, mens kun to fra treeren er sluppet ind på scenen, hvilket giver en lidt mærkelig oplevelse, da sangene er flettet skiftevis ind i sættet så det bliver en forvirrende rejse rundt i det skiftende lydbillede. Men jeg tænker, at det vel egentlig er at foretrække frem for en kronologisk koncert. Det er heller ikke sådan, at de storladne og kraftfulde sange ligger sammen og dernæst de mere rolige og afdæmpede kompositioner, hvilket også giver en lidt op-og-ned-oplevelse, da man hele tiden skal omskifte sig fra at være i første og fjerde gear. Men what the hell, det er småting.

Lyden til gengæld er der ikke en finger at sætte på, Athlete kommer virkelig godt ud over scenekanten. Til at starte med lyder det hele måske en anelse for meget som på pladerne, men efterhånden løsnes grebet lidt, der bliver plads til lidt forskellige indslag, blandt andet end ret fin drum-session på slutningen af ”One Million”, og forsanger Joel Pott begynder også at snakke med publikum, ikke uden en vis humor. Han spørger: »Er det normalt at holde koncerter så tidligt på aftenen i Danmark?« Publikum siger nej, og Joel: »Vi er jo ret tidligt færdige.« En blandt publikum er hurtig til at råbe: »Så spil længere.« »Haha, jamen vi har alligevel en stram tidsplan.« Tøven. »Nej, ok det er ikke helt rigtigt, vi har bare ikke øvet sange nok, haha.« I det hele taget virker det som om de fire gutter hygger sig, og der bliver skruet op for lyset så de kan se gæsterne bagerst i lokalet. »Oh, there are also people down there! How are you doing?«

Publikum begynder at respondere, og med sangen ”El Salvador” – et af gruppens hits fra første plade – kan man mærke den gode energi brede sig i lokalet. Da Joel beder publikum agere kor på sangen ”The Getaway” har bandet virkelig krammet på os. De da takker af og går ud bagved, bliver folk ved med at synge korstemmen, som havde de ikke opfattet at bandet var væk, eller bare ikke har lyst til at give slip igen. Det er denne følelse, vi står med under ekstranumrene – vi har egentlig ikke lyst til at give slip. Og da sidste sang, den ultrasmukke ”Wires” – bandets vel nok største hit i den syvårige karriere – lukker festen, går det op for mig, at det trods en til tider lidt forvirrende kombination af sange, har været en rigtig fin koncert, der viste et tæt sammenvævet band, der fremstår ægte, ydmyg og glade.

★★★★★☆

3 kommentarer

  • Hov! Det er jo rigtigt! Den koncert havde jeg overset. Jeg skammer mig, men tak for, at det hermed er blevet gjort klart. :)

  • Jeg giver dig helt ret i at det var en fantastisk koncert, der er ingen som Athlete, der med nogle bestemte sange kan give mig mega gåsehud. Så dem på Roskilde Festival, da de åbnede en af de mindre scener, kan ikke huske hvilken. Men jeg kan huske, at de også der, var enormt ydmyge, og meget glade for at der var kommet nogle mennesker, det er det jeg elsker ved Athlete, de tager intet forgivet – og det er måske derfor, at alle deres sange, virker så pisse ærlige, og det er derfor de kan komme afsted med, til tider at måske være lidt sukkersøde, men det gør ikke noget, for det holder og giver som sagt gåsehud på hele kroppen. Hurra for Athlete og følelsen at blive lukket ind i deres univers :) Ja, det var bare det, håber de kommer til Roskilde næste år, vi må hellere huske at stemme på dem, eller ønske dem, som han selv sagde, altså Joel…

Deltag i debat