Plader

Athlete: Black Swan

Skrevet af Jonathan Heldorf

Rigtig fine poprockperler udgør denne stramme ten piece-plade, men det personlige, skæve præg, som Athlete tidligere har vundet stort på, er reduceret kraftigt.

Verden ville være et nemmere sted at leve (for mig), hvis det var mig, der lavede reglerne, hvis jeg havde ubetinget magt, og mit ord var lov. Hvis jeg var øverste instans, var der meget, der var anderledes; ikke mindst ville Athlete få langt mere omtale i Danmark, end tilfældet er.

Hjemme i England er Athlete et etableret navn på hitlisterne; i Danmark er det de færreste, som kender bandet, og det på trods af at de har tre uudtømmeligt dejlige album i sportstasken. Debuten Vehicles and Animals fra 2003 var et skævt, afslappet og varmt indslag, der stadig i dag er en af mine favoritplader, Tourist (2005) solgte dobbelt platin, var i ugevis eneste gæst på min cd-afspiller og havde hitpotentiale i læssevis, mens Beyond the Neighbourhood (2007) bød på et indadvendt, eftertænksomt, melankolsk og synthet genreskift, der vandt på langdistancen. Alle som et har disse udspil i min bog været meget tæt på topkarakter – og derfor er jeg en smule mut over at skrive denne anmeldelse, da Black Swan desværre synes at være det sorte får i folden.

Spørgsmålet er nu bare, hvorvidt jeg kan tillade mig at være skuffet over Black Swan, som er tætpakket med rigtig gode popsange, der desværre bare mangler kant, bid og frygt (det virker ikke, som om de fire herrer har nok på spil). Det er et sikkert album, fyldt med gode melodier, men den førhen velkendte, kantede spændstighed er forsvundet.

Førstesinglen ”Superhuman Touch”, der ligger på højde med det bedste, The Killers kan præstere, hørte jeg uden for kontekst, og jeg kunne slet ikke få armene ned – i dagevis gik jeg med en luftmikrofon (jeg er for maskulin til hårbørster) og sang: »You pick your colour and I’ll sing it for you / I know you feel the same way / say say say you feel the samme way / fingertips alive, superhuman touch / can’t get enough of this electric love / burning the sun with just a wave of your hand« – og mine forventninger til Black Swan lå højere end min falsetvokal. Men albummet som helhed er knap så himmelråbende, og begge mine ben er nu plantet solidt på jorden igen.

Jeg kan godt forstå, hvad det er, der er sket: Efter den tordnende succes, der fulgte med Tourist (som gik ind som #1 på de engelske salgslister), kom modstykket Beyond the Neighbourhood, der – uforståeligt for mig – blev hadet af mange og i betydelig grad reducerede Athletes fanskare. Denne plade var på ingen måde lige så tilgængelig som de to tidligere udspil, og lyden havde også ændret sig fra at være glad og smittende til at være blå og eftertænksom. Med Black Swan har Athlete ikke sagt endegyldigt farvel til deres Beyond the Neighbourhood-lyd, men de har prøvet at minimere den og i stedet finde Tourist-hitskabelonen frem igen. Desværre er det ikke en udpræget succeskombination.

Som jeg nævnte, er sangene på Black Swan stadig stærke, og kvalitetsmæssigt står de givetvis ikke tilbage for sangene på Tourist, men kombineret med en yderst sirlig, renskuret lyd bliver det bare ikke helt det samme. Der må godt være lidt støv i hjørnerne; især når Joel Potts vokal rigtig folder sig ud, klæder det bandet med lidt knaster i træværket. Men dem kan man altså godt spejde langt efter på Black Swan, de små lækre fills, uforudsigelige b-stykker og kækt indskudte narrestreger er blevet støvsuget væk til fordel for en forfinet, strømlinet og storladen pop/rock-lyd, der mere og mere ligner stadionrock end det glade, letbenede havefest-tema, der i høj grad var så vindende for debutpladen.

Jeg er bange for, at jeg er blevet medlem af den klub, hvor mottoet lyder: »Det bliver aldrig lige så godt som de første plader.« Det er ikke en klub, jeg bryder mig om, for kunstnerens evne til at forny sig er en af de dyder, jeg sætter højest, og hvis jeg tager Black Swan ud af konteksten og lytter indgående til hver sang på dens egne præmisser, kan jeg også godt se, at jeg faktisk har med rigtig smukke, stemningsmættede og inderligt oprigtige enheder at gøre. Det har bare ikke særlig meget med Athlete, som jeg kender dem, at gøre. For at citere Eddie Argos fra Art Brut: »Why is everyone trying to sound like U2? That’s not a very cool thing to do.«

Så ja, jeg er splittet. ”Superhuman Touch”, “Magical Mistakes” og “The Unknown” overgår i den grad The Killers’ ”Human” med hensyn til sing-along-potentiale, ”Black Swan Song” er virkelig et stykke fejlfrit håndværk, ”Don’t Hold Your Breath” har en virkelig flot og gribende lyrik (»There are trees to remember you by / those trees are cold but they’re anticipating«). Og alligevel er det overordnede indtryk, at meget af personligheden er forsvundet… eller også er det bare andre – ikke tidligere sete – sider af de samme personer, man opdager. Jeg ved det ikke.

I dette tilfælde, hvor jeg skal give en karakter, må jeg have den store kugleramme frem og veje for og imod, vurdere på både godt og ondt. Black Swan er uden tvivl et helstøbt og kvalitetsstemplet produkt, der har den gode melodi og tilgængeligheden bag rattet. Der er smukke øjeblikke, og der er festlige indslag, men er det personligt nok? Viser det, hvem Athlete er, og hvordan de skiller sig ud fra mængden? Har det nerve og sjæl? Kunne disse sange i virkeligheden ikke være skrevet af de første 10 andre melankolske pop/rock-grupper, der er så populære verden over i disse år? Det er jeg bange for.

Derfor vil jeg på bundlinjen sige, at hvis du har en forkærlighed for bands som eksempelvis The Killers, The Fray eller Coldplay, så er Black Swan et stensikkert hit. Hvis du derimod snarere er til Grandaddy, Flaming Lips, Death Cab for Cutie eller Modest Mouse, bør du indlede dit forhold til Athlete ved at starte fra starten med Vehicles and Animals, men under alle omstændigheder må du som indierockfan ikke snyde dig selv for bekendtskabet med Athlete.

★★★★☆☆

Deltag i debat