Plader

Badun: Last Night Sleep

Skrevet af Mikkel Knudsen

De seneste år har det ulmet i den danske undergrund, og mange kunstnere er begyndt at tage jazzede virkemidler i brug. Badun har gjort det længe, og med Last Night Sleep tester de grænserne for, hvor forrykt deres stenede, elektroniske jazzmusik kan blive.

Lad mig sige det med det samme. Det har været svært for mig at bedømme denne plade. Jeg har været helt nede og skrabe bunden af skalaen – og helt oppe og ramme stjernerne af ren ærefrygt for pladens kreative overskud.

Badun spiller en art electronica møder fusionsjazz. Til forskel fra bølgen af spændende danske, eksperimenterende indiejazzede udgivelser, der er kommet de seneste år fra pladeselskaberne Escho og Yoyooyoy samt Jab Mica och El, Snöleoparden, Voks m.fl. lyder Badun hverken specielt minimalistisk, støjende eller fjollet. Det er de evigt skiftende elektroniske rytmer, som primært driver numrene fremad. Badun er måske også mere i familie med gennemproduceret electronica, i stil med den Arovane og Autechre har været stilskabende omkring.

Men hvor især Autechres knudrede rytmer er indpakket i en nærmest menneskefjendsk elektronisk lyd, har Badun en varm, jazzet lyd. Det skyldes ikke mindst den lækre båndløse bas og de varme synthlyde, der omgiver den knitrende elektronik. Badun har faktisk en virkelig unik lyd. Jeg synes desværre, at de høje ambitioner kvæler en del af numrene. Rytmeprogrammeringen virker nogle steder lidt for tilfældig, med for mange anslag og for forhippet på at være kompliceret. Nogle problemer, der faktisk minder en del om dem, den mere højpandede del af den oprindelige fusionsmusik også led under. Baduns største svaghed er uden tvivl deres egen ubestridelige dygtighed.

Det hele starter ellers rigtigt godt. Coveret ligner noget, Cobra-kunstnerne kunne have kreeret tilbage i 50′erne. Der er blade og fjer i flotte farvesammensætninger i et lidt farveladeagtigt udtryk. Det passer rigtigt godt til den jazzede stemning, og man har rigtig lyst til at pakke lp-coveret ud, mens man har sine arkitektvenner på besøg og i det hele taget begynde at ryge pibe. Den gode stemning fortsætter især igennem den første del af Last Night Sleep. Det første nummer ”Leck” byder på en røget og stemningsfuld knitrende electro-jazz. Lækre bas-overtoner byder lytteren velkommen ind i Baduns svampede verden. Det er lettere melankolsk og tyst som Miles Davis eller Tortoise, når de er i det stille hjørne. Det passer fint til coveret, og man kan næsten se efterårsbladene blæse roligt rundt i vinden. Dygtigt og smagfuldt.

Jeg er i det hele taget ret så vild med de psykedeliske stenernumre som ”Leck”, ”The Man with the Fine Air” og ”Slow City”. En eller anden dygtig filminstruktør burde med det samme hyre Badun til at kreere lydsiden til den næste film, i stedet for de ligegyldige soundtracks som dyre film bliver pakket ind i. Der er noget Lynch-syre hygge/uhygge-stemning over Baduns sumpede udflugter. Jeg tror også, at en fokuseret opgave ville have en gavnlig virkning på deres musik.

Mod slutningen af pladen går der mere eksperimenterende elektronisk rytmik i foretagendet. Men hvor forbillederne i Autechre ved hjælp af en feberagtig rytmesans som regel får sådanne eksperimenter til at lykkes, går det knap så godt for Badun. Det er en svær genre at mestre, og det lykkes kun nogle gange for Badun.
Selvom der godt kunne være skåret lidt mere ind til benet, er det alt i alt en ganske fin, ambitiøs plade, som kan anbefales både til fans af eksperimenterende jazz og klikkende elektronisk musik. Hvis man er til melodier, man kan huske, eller noget, man kan danse til, skal man nok holde sig væk.

★★★★☆☆

Lyt til “Plastic Jungle”:
[audio:http://badun.dk/music/lns/snip/02_plastic_jungle.mp3]

Deltag i debat