Koncerter

Blixa Bargeld & alva.noto + Soap & Skin, 23.10.09, Marmorkirken, København

Skrevet af Anna Møller

Jeg er taget til dødsmesse i Marmorkirken, hvor flygel, electronica og altdominerende skrig forløser og resonerer fra kirkens kolde vægge.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Jeg er taget til udsolgt dødsmesse i Marmorkirken (efter at have stået i den længste kø foran en kirke nogensinde). Lyset i kirkens indre slukkes endelig, og kun det store alterkors er belyst, da en pige iklædt sort tøj træder op på scenen til et gigantisk flygel og sætter sig. Vidunderbarnet Soap & Skin er ankommet.

Soap & Skin

Soap & Skin er den 19-årige Anja Franz Plaschg fra Wien, Østrig, og hun minder nok mest af alt om Björk med klaver. Hun udgav i marts i år debutalbummet Lovetune for Vacuum, der blander neoklassisk klaver med electronica, skrig og dramatisk østrigsk accent, og det er (indrømmet) primært på grund af hende, at jeg er taget til koncert i kirken.

Helt centralt er Plaschgs dramatiske flygel og hendes hypnotiserende vokal med småelektroniske samplede islæt her og der, og kirkens hule danner også gode akustiske forhold for Soap & Skin. Dog går der ikke længe, før jeg synes, det hele bliver lidt for pænt, og numre som “Cynthia” fra Lovetune for Vacuum bliver for meget klaverkoncert. Det er smukt, men Soap & Skin har brug for mere larm og elektronik for at hæve sig over ’bare’ at være klassisk klaver tilsat vokal. Dels er der i mine øjne mere (tiltrængt) støj på debutalbummet, og Plaschgs vokal har dér flere reminicenser af Björk end af Sigur Rós, som er den mest oplagte sammenligning i Marmorkirken. Dermed indgår Plaschgs stemme live på samme niveau som det øvrige lydtapet, og kun på numre som “Spiracle” og “Thanatos” er der en anderledes sort stemning og (forløsning!) endelig et skrig på nummeret “Spiracle”. Dette kommer efter Plaschgs har sunget: »When I was a child I threw with dung as I fought / as a child, I fucked all thugs and I bored with a bough / in their spiracle / when I was a child, foes pushed me hard / in my /«. Og så skriget.

Lyset fader ned, og røde spotlights sætter stemningen til Soap & Skin anden koncertdel, hvor Plaschg efter at have stavret tilbage til flyglet, skriger og sætter sig. Hun hamrer løs på klaverets tangenter, og der er til dels en bevægelse fra skønsang til larm med nummeret “Marche Funébre” og til et mere uhyggeligt univers, der synes passende til kirkerummets dramatik. Da “The Sun”, der er langt mere elektronisk, toner frem fra højttalerne, rejser Plaschg sig og går mod mikrofonen, hvor hun står i lyskeglen med alterkorset bag sig, hun skriger, synker ned og ud af keglens ramme og op igen, hvor hendes basken med armen pludselig synes som en døende ravns sidste vingeslag, og da hun går zombieagtigt fra scenen, håber jeg på, at Blixa Bargeld og Alva Noto vil overtage umiddelbart og bygge videre på den requiem-stemning, Plaschg alligevel formåede at bygge op. Efter en times elektrisk, østrigsk klaverbasken tændes lyset dog, og arbejdet med at fragte flygelet væk begynder.

★★★★☆☆

Blixa Bargeld & alva.noto

Efter en pause træder de tyske herrer Blixa Bargeld og Carsten Nicolai ind på scenen ved alteret og bebuder: »We are the ensemble of modern church music. Afterwards we are gonna give a baby a name«.

Nicolai, alias alva.noto, står denne fredag for den tekniske del af kirkekoncerten med computer og sampler, mens Blixa Bargeld står for vokal. Desværre går der ikke længe, før Bargeld skændes med dels teknikeren – »That’s my good friend Boris« – dels mikrofonstativet, der tilsyneladende står for tæt på Bargelds monitor. Da Bargeld alligevel forsikrer publikum om, at »it’s gonna be very loud,« klapper publikum – det er det, de er kommet efter. Og der er da også smæk for skillingen fra første tone, da Bargeld starter sit karakteristiske skrig, der formår at bevæge sig over flere toner, resonere fra kirkens kuppel og ned mod publikum, marmoren og vores åbne, blødende øregange.

Blixa Bargeld er 80’er-punkikon hele vejen igennem og har siden 1980 været en del af electronica-bandet Einstürzende Neubauten, der kan betegnes som Kraftwerk plus støj og apokalyptisk kaos. Navnet betyder ‘noget, der er blevet opbygget og derefter kollapser kort tid efter’, og bandets debutalbum fra 1981 hedder da også Kollaps. I 1984 blev Blixa guitarist for Nick Cave and the Bad Seeds, og om sit første møde med Blixa på tv har Nick Cave udtalt: »Jeg har aldrig set nogen se så ødelagt ud. (…) Hans [Bargelds, red.] skrig lyder, som om det kommer ud af kvalte katte eller døende børn.«

Det er en meget rammende beskrivelse af Bargelds apokalyptiske dødsskrig, som netop er det, der gør koncerten værd at overvære. Musikken leveres dels af Bargeld, der undervejs looper sin egen recitation – når hans udstyr vel at mærke virker – og dels af alva.noto, der leverer den elektroniske baggrund til impro-electroen, der bl.a. består af et Anders Fogh-sample.

Carsten Nicolai har tidligere samarbejdet med Thomas Knak aka. Opiate i projektet Opto på selskabet Raster-Noton, der er kendt for at udgive eksperimenterende electronica, og det er også klart i Bargeld & alva.notos electronica, at der er størst succes at hente i aften. Desværre bliver koncerten overskygget af tekniske problemer, en konstant gestikuleren fra Bargeld til lydmanden Boris, der opgivende trækker på skuldrene, og så en akustik, der umuliggør enhver form for artikulation og kommunikation fra Bargeld til publikum. Jeg kan ikke lade være med at sidde tilbage med en følelse af, at jeg ikke forstår Bargeld & Nicolai, og det største problem er i virkeligheden også, at jeg har tid til at tænke. Det, electronica i mine øjne kan, er, at overtage ens krop og tømme hovedet for alt andet end rytmernes pumpen og larmens skingre toner. Desværre punkteres den force i aftenens koncert gang på gang af Bargelds tydelige utilfredshed med forholdene.

Covernummeret “One” af Harry Nilsson (og senere sunget af Aimee Mann) med den patetiske åbningslinje »One is the loneliest number that you’ll ever know« var aftenens overraskelse, men lød fint i Bargeld & alva.notos version og var en kærkommen melodisk afveksling.

Hvor Soap & Skin klart havde tendens til at blive for pænt og kedeligt, eskalerer Bargeld og Nicolai og bliver decideret grimt. Bedst er de da også, når man kan ane en tilnærmelses melodisk electronica og messen under støjen. Det, der umiddelbart binder Soap & Skin og Blixa Bargeld sammen, er deres forkærlighed for skriget og desuden for den elektroniske uhygge, der kunne være underlægningsmusik til enhver strålende zombiefilm. Mens Soap & Skin er en døende ravns sidste desperate vingeslag, lægger de to tyskere stemning til forventningen om det kolde stål, der nærmer sig alabasterstruben.

★★★☆☆☆

Deltag i debat