Plader

BLK JKS: After Robots

Skrevet af Esben Rasmussen

Et fremragende album af et ganske unikt og udefinerbart sydafrikansk band. I et ingenmandsland mellem afropop, world, traditionel ‘hvid’ indie, jazz og postrock opstår sporadiske øjeblikke af høj, høj klasse.

Et indierockband, der trækker på den rytmiske verdensmusik og er inspireret af afrikanske vokalharmonier og en løssluppen stammetromme-tradition, er efterhånden ikke så svært at finde. Den ultrahippe Brooklyn-scene bugner af disse, ligesom denne nye indie-æstetik langsomt, men sikkert har bevæget sig over Atlanten og har inspireret utallige nye bands med hver deres bud på en ny, uafhængig, rytmisk musik. Men et band, der rent faktisk stammer fra Afrika og således har arbejdet sig den anden vej – ved så at sige at have deres egen rytmiske tradition i blodet – og efterfølgende har inkorporeret den hvide, anglikanske rock i deres udtryk, er ikke noget, man støder på hver dag. Dette er dog tilfældet med bandet BLK JKS (udtales Black Jacks), der stammer fra Johannesburg i Sydafrika. Flere af medlemmerne stammer fra den berømmede og berygtede tinskurs-park Soweto, og bandet kæmpede i dets spæde begyndelsesår en intens kamp mod efterdønningerne fra apartheid: Et afrikansk band, der på så skamløs manér tog fjendens – den hvide mands – musik til sig, blev der ikke set på med milde øjne i hjemlandet.

Alene denne baggrund er dybt interessant, for hvor de ‘hvide’ amerikanske og vesteuropæiske bands modtager ros for globalt udsyn, postmoderne bevidsthed og kulturliberalisme, når de tager den afrikanske musik til sig, ja så blev BLK JKS altså hånet for at adoptere en musiktradition fra et andet kontinent. Set i dette lys er der to indgangsvinkler til den kulturhistoriske betydning af bandets virke; enten besidder de en nærmest transcendental evne til at se bort fra etnicitetens, pragmatikkens og historiens lænker og skaber et udtryk, der bygger på en autentisk opfattelse af musikkens formåen som et samlende kulturpolitisk statement, eller også sælger de sig selv og deres oprindelige kulturelle arv for at blive en del af den verden, der har udplyndret, udnyttet og bedraget deres kontinent i små 600 år.

At dette er en noget højpandet indgangsvinkel, kan man sagtens argumentere for, og pladen må vurderes på dens ni sange lige så vel som på dens historiske og sociale kontekst – og hvordan lyder de så, disse ni skæringer? Det korte svar er: godt. Det lange svar lyder nogenlunde således: Gennem ni sange, der snarere kan betegnes som kompositioner end som banal sangskrivning, formår bandet at vise en imponerende rytmisk kunnen, højtravende kompositoriske evner og en vilje til at spille medrivende rockmusik på tværs af sprogbarrierer og æstetiske prætentioner.

Pladen starter i hæsblæsende tempo, og åbneren, “Molalatladi”, blander et – for det gængse vestlige øre – udechifrerbart refræn med nogle sporadiske engelske fraser, men ordet, der går igen, og som giver fremragende mening, er det opløftende »Away.« Musikalsk ekstase gennem vilde, impulsive, ekspressionistiske guitarsoli og et opmuntrende løfte: Vi tager væk. På en elektrisk bølge af medrivende trommer og vilde melodiske ideer bæres sangen til en slutning, men går straks over i den svært rytmisk komplekse “Banna Ba Modimo”. Voldsomt synkoperet trommespil og Santana’sk jazzguitar driver sangen gennem det ene temposkift efter det andet. Det er lyden af et meget umiddelbart, men samtidig dybt konstrueret musikalsk udtryk: Den primale percussion og den teknisk avancerede melodieksekvering. Men denne øjensynlige gordiske knude er ikke uløselig; det fungerer, fordi den nærmest animalske almenhed underlægger sig de musikalsk-litterære prætentioner.

“Standby”, pladens tredje skæring, er det nummer, der kommer tættest på decideret fokuseret sangskrivning, og den fungerer som en underspillet overgang til pladens naturlige og fortrinligt udførte midtpunkt, “Lakeside”. Forsanger Linda Buthelezi synger »Happiness is near,« inden bandet begiver sig ud på et to minutter langt katartisk ridt ind i et nærmest postrocket klimaks. Og man tror på ham, for det er virkelig medrivende, og her forenes bandets gut-shaking rytmik med den højtravende, melodiske eskalering på bedste vis.

Desværre falder albummet lidt i niveau efter dette højdepunkt. Næste nummer, “Taxidermy”, overdriver desværre den ekstreme rytmik og lyder lidt som en kompliceret stiløvelse ud i synkoperet trommespil. Den følgende “Kwa Nqingetje” (hvilket jeg ingen anelse har om, hvordan bør udtales) er i begyndelsen en mere tilbageholdende sag, men formår at udvikle sig til et larmende inferno af ødelagte guitarer og diverse percussion-hjælpemidler. Denne næsten avantgardistiske quiet/loud-dynamik er et glimrende eksempel på blandingen af den arkæiske stammemusik og den moderne, guitarbaserede beatmusik. Mellem utallige synkoper holdes rytmen stramt om de sejt rykkende guitarer for senere at vende tilbage til en tilbagelænet, næsten jazzet passage, og dette nummer må betegnes som albummets andet højdepunkt, med “Lakeside” som nummer et.

Nummer syv, “Skeleton”, lægger sig med sine ska-inspirerede betoninger lidt uden for resten af albummets ellers ganske homogene lyd, og lukkeren, “Tselane”, lyder som en dekonstrueret, afrikansk vuggevise, med sit fløjlsbløde klokkespil og knasende sprøde guitaranslag. Dette er ikke dårlige numre, men især pladens første fire numre demonstrerer en rytmisk kunnen og melodisk kohærens i deres primale korarrangementer og reelle tekststumper, der gør After Robots særdeles vellykket.

For nu at tage fat i det tidligere så højtsvævende præmis om bandets kulturhistoriske betydning, så virker dette album heldigvis mest af alt som en dybfølt og nødvendig demonstration af den transkontinentale musiks muligheder. Albummet er således vigtigt, fordi det udtrykker et andet bevægelsesmønster end det klassiske, hvor underkueren stjæler fra den underkuede, og netop derfor legitimerer albummet både sit eget udtryk, men giver også den førnævnte vestlige scene lødighed gennem musikken – altså musikken uden sociale og politiske undertoner, men med transcendentale og forenende egenskaber. Derfor er albummet en sand fornøjelse at være vidne til (hvad enten det er rent auditivt eller gennem litterær analyse), fordi dets latente statement er så opløftende: Det er muligt at sammensmelte de mest grundlæggende udgangspunkter for to kontinenters musik; det messende rytmiske og det litterært melodiske. Og selvom After Robots ikke indeholder hverken de store, mindeværdige refræner eller det enorme lyriske overskud i symbiosen mellem det engelsk- og afrikansksprogede, er det på mange måder et vigtigt og flot udført album.

★★★★½☆

Lyt til “Molalatladi”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/molalatladi.mp3]

Deltag i debat