Plader

Brother Ali: Us

Brother Ali fremlægger verden for sin lytters ører over klassiske hiphopbeats, men en time over samme skabelon tager energien ud af lytteoplevelsen.

For nylig noterede jeg mig en tendens fra emorap-lejren, der viste, at de begyndte at inkludere punk som musikalsk baggrund for deres rap frem for mere traditionel sampling fra soul og jazz. Med Brother Alis nye album bemærkes det, at den tendens ikke er solid. Us er nemlig fyldt med klassiske beats, blues og soul så blød, at man knap kan sidde op, når man hører albummet.

Til trods for, at Brother Ali er så hvid, som man fysisk kan være ‒ han er albino ‒ omgiver han sig stadig med sort musik. Hen over gospel-backingkor og blueset klaver bliver han introduceret af en præst, der leverer en højstemt opfordring om at ignorere samfundets opdeling i race, sociale klasser, alder osv. og tage ansvaret på sine skuldre for at ændre uretfærdighederne, da politikerne har svigtet os. Og så bliver Brother Ali præsenteret som en soldat i krigen for kærlighed, en soldat, der bærer et budskab om sand håb og fred. Så er temaerne på plads, og hvis man kender til Brother Ali i forvejen, kan det ikke komme som en overraskelse.

Akkurat som Atmosphere, som han ofte turnerer med, leverer han personlige fortællinger om verdens tilstand og skaber derigennem et øjebliksbillede af den virkelighed, han lever i. Derigennem påpeger han indirekte problemerne med sit samfund, der langt hen ad vejen kan overføres på resten af den vestlige verden og i nogle tilfælde har international relevans.

“Tight Rope” skildrer eksempelvis tre skæbner, indvandreren, den homoseksuelle og skilsmissebarnet, der på den ene eller anden måde er fanget mellem to verdener, og deres kamp for at balancere mellem splitpunkterne og stadig få plads til sig selv, mens de alligevel forsøger at please deres nærmeste på bekostning af dem selv. Ved denne semi-neutrale skildring af nogle universelle problemstillinger får Brother Ali leveret sine budskaber i en klar og ligefrem tone, der giver plads til lytterens egne refleksioner.

På “The Travelers” ‒ der i øvrigt er drevet af en fed xylofon-melodi, som kunne være taget fra et af Tom Waits’ 80’er-album ‒ påtager han sig dog rollen som “The Preacher”, som han også præsenterer sig som i det indledende festnummer med hylende guitar og stormblæste trompeter. Her fortæller han malerisk slavernes frygtelige historie og behandler sin egen skyldfølelse over den ugerning, som han har arvet gennem sin hudfarve. Men her bliver den prædikende tone lidt for direkte: »This is actually true / now stop and imagine that’s you / now stop imagining unravel the truth and ask just who is it happening to / everything that the passenger do, the driver experience too / so if humanity is one then we all get burned when it’s hell that we’re traveling through.« Den slags direkte skyldfølelse-indsprøjtning kan godt virke lidt frelst, og jeg er i hvert fald selv langt mere modtagelig for den klassiske show and tell-metode, der virker langt stærkere, fordi harmen over uretfærdigheden kommer fra én selv og ikke bliver pålagt udefra.

Derfor virker “Slippin’ Away” også så meget stærkere, med sin personlige fortælling om Brother Alis opvækst sammen med en af sine venner, der kæmper for at gøre det rigtige med sit liv, men økonomisk er presset til at sælge stoffer, samtidig med at han driver en tøjbutik, og ender med at blive slået ihjel. Eller “Babygirl”, der handler om en pige, der er blevet misbrugt som barn og kæmper for ikke at lade sit liv styre af de psykiske ar.

Det lyder jo som nogle dystre emner, og de fylder også mest på albummet, men der er da heldigvis også den funky “Fresh Air”, hvor Brother Ali hylder sit liv, sine børn, sin udvikling fra outsider til en succesfuld rapper med alle de gode kort på hånden. Produktionerne er skarpe og fængende og omkvædene fyldt med sjæl, men lidt over en time med sange, der er bygget over den samme vers/omkvæd-skabelon, bliver alligevel en anelse trættende, og når Brother Ali bruger sin formanende tone, kan jeg også godt blive lidt småirriteret. Men derudover må jeg indrømme, at han stadig formidler sin kærlighed og bekymring for verden med et imponerende overskud og engagement, og Us er en vitaminrig opfordring til forandring.

★★★★☆☆

2 kommentarer

Deltag i debat