»Endnu en singer/songwriter. Hvorfor skal jeg lytte til Claus Handberg?«, tænker du måske. Det skal du, fordi han har en varm og ru stemme, der mætter sangene på dette album, som solen varmer dig en dag i juni, netop som du er kommet op af det stadig kolde hav.

Hvis Handbergs stemme var noget spiseligt, ville den være mørk chokolade. Han formår at skabe et roligt og stemningsmættet debutalbum, som omfavner genrens klicheer, men samtidig inddrager instrumenter, som tilfører nyt liv og et alternativt perspektiv. Med bl.a. orgel, harpe, lapsteel, banjo og rhodes udfører Handberg og de øvrige musikere nogle interessante genfortolkninger af en genre, der ellers hurtigt kan fremstå som én samlet masse.

Albummet indeholder tre rent instrumentelle numre, hvilket er lige i overkanten. Samtlige tre numre består kun af Handbergs guitar, og det bliver en anelse for stenet, idet der ikke inddrages andre instrumenter eller underlige undertoner som på pladens øvrige numre. For mig har numrene samme effekt som en pauseklovn eller en publikumsopvarmer. De skal underholde mig, indtil det, jeg i virkeligheden vil se/høre, indtræffer, og derfor bliver de lig med nulpunkter eller det, der er værre. Selvom afskaffelsen af de tre numre ville betyde, at pladens varighed på lige knap en halv time ville blive endnu kortere, er kvalitet jo til enhver tid at foretrække frem for kvantitet.

Selvom jeg overordnet synes, det er en behagelig og dejlig udgivelse, kunne de lyriske skruer være strammet bedre. Jeg må indrømme, at jeg havde forventet mig lidt mere af In a Sense, fordi det er komponeret af Handberg selv, som har en fortid som digter. Jeg havde håbet på flere stort opslåede tekster, som netop bar præg af hans baggrund, men teksterne fremstår vage. Og da det primært er Handbergs stemme og tekster, jeg er interesseret i at høre, er det også grunden til, at jeg skuffes over hele tre numre uden vokal. Dermed ikke sagt at pladens musikere ikke kan deres kram, og at musikken ikke er teknisk veludført.

Pladen går på mange måder også hånd i hånd med Handbergs image og udtryk, fordi han måske i virkeligheden ikke er den type, der blæser sig op til at være noget kæmpestort, men blot en simpel lyriker, der tager tingene på bedste taoistiske vis: Som de kommer. På samme måde afspejler hans optrædener et roligt gemyt og en afslappet holdning til livet og det, det byder ham.

En fin, lille detalje, jeg bliver nødt til at have med, er, at Handberg på titelnummeret indleder sangen med et »en, to, tre, fire« samtidig med, at han stilfærdigt slår hånden mod sin guitar. Det er den eneste gang, han flasher sine danske rødder, og netop derfor står det så stærkt. På samme måde som Depeche Mode kun optræder én gang in persona i musikvideoen til ”Wrong”. Nogle gange husker man tingene bedre, når de manifesteres én gang og på den måde fastnagles med syvtommersøm.

Der er afgjort nogle originale aspekter ved denne plade, og det er, som om Handbergs stemme rækker ud i rummet for at være sikker på at ramme dig, når du sidder og lytter. Det lyriske og det musikalske aspekt supplerer hinanden godt og fylder rummet ud på en behagelig og afslappende måde, der kan få den mest stressede newyorker-forretningskvinde til at geare ned og slænge sig i sofaen. Så selvom, der er nogle skønhedsfejl på dette album, er det helt sikkert værd at sætte på en rolig eftermiddag, hvor benene skal op og tempoet ned.