Plader

Early Day Miners: The Treatment

The Treatment er Early Day Miners’ mest up-tempo til dato, og der er helt sikkert blevet løsnet op i strukturerne – mod det mere poppede. Men de sætter sig mellem to stole, og det forvirrer mere, end det gavner.

The Treatment er generelt præget af få, men lange numre, der strækker sig fra det poppede til det mere triste og sløve i en eller anden form for rock- eller pop-skabelon. Early Day Miners har på deres sjette udgivelse gjort en dyd ud af at udstyre deres numre med rigelig plads til udvikling.

Deres evne til at skrive en god melodi understreges på The Treatment, og der er masser af passager, hvor man støder på elementer af noget iørefaldende, men også noget, der indikerer dybde, som f.eks. på “How to Fall”, der lyder som en dannelsesrejse på rette spor, med et let opløftende beat og en mere alvorlig vokal med hang til noget let klynkende, uden at det bliver patetisk.

Det er, som om Early Day Miners, ligesom det var tilfældet på tidligere udgivelser, søger det storladne og mere skælvende, men det forbliver uforløst. Det hele lyder lidt, som noget man har forsøgt at ramme ind med ord som: håbefuldt, opbyggende, desperat, melankolsk, intimt, dystert, forvrængende og nedtonet, men i arrangementer og produktion rammer det desværre ikke det stemningsmættede og dybfølte, som ovenstående ord kunne være med til at danne.  Hvis man lytter til “The Zip”, vil man måske kunne sætte sig lidt ind i konteksten, for her sker der uendeligt lidt, men der indikeres en masse.

Pladen står og gynger mellem en hel del elementer uden at have noget klimaks. Det bygges op hist og her, men det falder hurtigt ned igen, og så er det svært at forstå, at Early Day Miners har så stort et behov for at trække deres numre så meget ud. “So Slowly” varer f.eks. over syv minutter og “Becloud” over otte minutter, hvilket ikke havde været opsigtsvækkende, hvis der havde været en vis form for progression i tingene. Det er der bare ikke, og så undrer det endnu mere, at man vælger at slutte af med den kun to minutter lange “Silver Oath”.

Det giver ikke rigtig mening, og det er jo lidt ærgerligt, når man nu sagtens kan fornemme, at det er et band, der har evnerne til at fyre op under noget velklingende med en vis dybde. Det forbliver desværre bare ved fornemmelsen.

★★★☆☆☆

Lyt til “So Slowly”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/soslowly.mp3]

Deltag i debat