Plader

Ebony Bones: Bone of My Bones

Skrevet af Anna Møller

Ebony Bones’ debutalbum er dekonstrueret, smittende og legende, og det er en flot start, der dog nok deler vandene rent publikumsmæssigt.

»Er de japanske?«, spørger min mor skeptisk, da jeg sætter Ebony Bones på og spørger, om de ikke er fede. Tydeligvis ikke, kan jeg læse på hendes undskyldende mine, for hun spørger, om det er okay, hun lukker døren mellem hende og mig.

Ebony Bones lyder ikke som noget, jeg har hørt før – medmindre M.I.A., Basement Jaxx og The White Stripes i en vild brainstorm har lavet en plade, jeg ikke er stødt på før nu. Bandet er london’ske Ebony Thomas plus diverse musikervenner fra bl.a. Japan og Mexico, og projektet er startet i bedste Myspace-gør det selv-stil med nummeret “Don’t Fart on My Heart”, der blev lagt op på det dengang ukendte Myspace som en joke til Thomas’ venner. Den fik imidlertid massiv respons, og før Ebony Bones overhovedet udgav debutalbummet, nåede hun at optræde med bl.a. Basement Jaxx og opnåede vild hype i hjemlandet. Debutalbummet er nu udkommet, og det hedder Bone of My Bones.

Musikken lyder, som om den er skabt af et (meget musikalsk) barn, der er sluppet løs i en musikbutik, hvor ALT skal afprøves, og alle musikgenrer passer sammen. Og det gør de også i Ebony Bones’ tilfælde, selvom sangene ofte tenderer det direkte kaotiske. Derfor er Ebony Bones ikke for alle, og jeg forestiller mig, at man enten synes, blandingen af især electronica og march lyder mere som larm end noget andet, eller man synes, at den larm er energisk, smittende, nyskabende og fed. Jeg hører klart til den sidste gruppe, min mor til den første.

Ebony Bones’ visuelle udtryk er i høj grad en del af pakken, og hendes ekstreme kostumer – inklusive de karakteristiske, farvestrålende kæmperinge, der sidder om hendes hals, arme og håndled, hendes makeup og resten af selviscenesættelsen – har klart været med til at øge den hype, der har været omkring hende, og hun skal nok blive populær på live-scener og MTV-stationer rundt om i verden.

Men hypen er også velfortjent og hænger ikke bare sammen med hendes ekstreme image. Ebony Bones’ musik er lettere kaotisk og kan til tider virke tilfældig i sin dekonstruktion, men den indeholder et barns umiddelbare begejstring, og energien i marchrytmerne smitter ud gennem højtalerne. På åbningsnummeret “W.A.R.R.I.O.R” dominerer marchtrommer og klaprytmer den enkle tekst: »We march / like a warrior,« og nummeret kunne spilles både til et karnevalsoptog og til et clubbing-arrangement i Londons undergrund. Jeg elsker det! I andre sange blandes fløjter med replikker, der meget vel kunne stamme fra en Tarantino-film, og min eneste anke er i virkeligheden til de første sekunder af “W.A.R.R.I.O.R”, der starter med en stemme, der i dyb tone siger: »This is the sound of Ebony Bones…,« hvorefter den fader ud. Det er lidt for 90’er for min smag.

Men på trods af en enkelt skønhedsfejl er Ebony Bones’ debutalbum i dén grad en investering værd og en meget flot start på karrieren.

★★★★★☆

Deltag i debat