Plader

Firekites: The Bowery

Skrevet af Lise Christensen

I en flydende bevægelse fører Firekites’ debutalbum lytteren på en tur ud i efteråret. En refleksiv og charmerende oplevelse, der leger med elementer af twee, jazz og electronica på en yderst dragende facon.

Nogle plader går direkte ind under huden på en. Som elektriske ladninger stryger Firekites’ debutalbum, The Bowery, rundt i ens nervebaner og medbringer et frisk pust af efterår og eftertænksomhed. Ikke at pladen skaber den dér deprimerende ’åh nej, nu lurer vinteren om hjørnet’-følelse, men den kunne være lyden af at gå en tur alene på havnen en klar dag. Det er harmonisk, chilled, reflekterende og ganske vanedannende.

Firekites er et australsk musikkollektiv bestående af Rod Smith og Tim Mcphee, der begge synger og deles om at anvende synthesizere og akustisk guitar. Smith håndterer ydermere bassen, mens Mcphee udfolder sig på trommerne. Som tredjemand optræder Jason Tampake på violin (siden udgivelsen af pladen er gruppen ifølge bandets Myspace blevet udvidet med yderligere to medlemmer). Sammen har de lavet en plade, der er formfuldendt og øjeblikkeligt charmerer. Musikken er en god gang indiepop, blandet med hvad bandet selv beskriver som indiejazz samt elementer af lo-fi-electronica.

Indiepoppen, eller nærmere bestemt twee’en, er dog pladens hovedgenre, hvilket Firekites eksempelvis spiller på ved brugen af en god, harmonisk gang kvinde-/mandevokalsymfoni. Her har de fået Jane Tyrell med som kvindelig gæstevokal og nøj, hvor har hun en behagelig stemme. Hun udfolder sig i duetter, som på åbningsnummeret “Last Ships”, der har en vis instant pleasure-appel, med sin knipserytme, den akustiske guitar og brugen af strygere. Men også alene, som på nummeret “Worn Weary”, der skaber en drømmende stemning, indgår vokalen i et behageligt samspil med guitarmelodien. Der forekommer dog også enkelte numre, hvor fyrene hovedsageligt står på egne ben, som “Mirror Miracle”, der på underspillet vis og med et nærmest hviskende kor leverer en intens, men behagelig og på én gang foruroligende og fascinerende fortælling om menneskets fremmedgørelse.

Det er en utrolig helstøbt oplevelse at lytte til The Bowery. Numrene forholder sig stemningsmæssigt til hinanden, og det giver en lækker følelse af at tilbringe de 40 minutter, pladen varer, i en slags boble, der afskærer én fra al anden virkelighed end den, Firekites ønsker at fremstille. “Same Suburb Different Park” er et af pladens bedste numre. Tyler, Mcphee og Smith komplementerer hinanden på forrygende vis, og i et brud med pladens overvejende homogene udtryk bliver der leget med brugen af distorsion. Det er ellers umiddelbart pladens akilleshæl, at den ikke byder på den store musikalske variation. Selv de tre rent instrumentale numre “Paris”, “Skimming Rooftops” og afslutningsnummeret “New Year Has Spoken” følger så meget i resten af pladens fodspor, at man bliver helt i tvivl om, hvorvidt de er selvstændige numre eller blot en fortsættelse af de foregående. Men selvom det måske kunne have klædt pladen med flere legende tiltag, gør det som helhed ikke det store, at de instrumentale numre fremstår en anelse anonyme, for som en sammenhæng komplementerer alle elementer af pladen hinanden på fin vis.

Pladens visuelle udtryk er centreret omkring alverdens former for medier, der kan afspille musik. Fjernsynet, rejsegrammofonen, radioen og kassettebåndoptageren – et tema, der bliver brudt af en udstoppet hund og en casually placeret Firekites-plakat. Det er et udtryk, der er koncentreret om lytteoplevelsen og er koblet sammen med humoristiske indfald og en nostalgisk følelse. Pladen giver et lækkert indbydende indtryk, der siger det samme som jeg: »lyt, lyt, lyt.«

★★★★½☆

Lyt til: [audio:http://www.ownrecords.com/mp3s/Firekites_SameSuburbDifferentPark.mp3]

Deltag i debat