Koncerter

Florence and the Machine, 11.10.09, Lille Vega, København

Skrevet af Anna Møller

Florence and the Machines trailer med alle instrumenter brændte lørdag, men deres vigtigste instrument overlevede flammerne: Florences stemme.

Jeg synes selv, jeg har en hektisk start på min søndag aften, men finder i Lille Vega ud af, at jeg ikke er den eneste, der oplever lidt karma-modvind. Kl. 19.30 er min billet til aftenens koncert pludselig forsvundet, min printer virker ikke, og da jeg vil besvare et uskyldigt spørgsmål (hvem er egentlig opvarmningsband?) udløses noget af en overraskelse fra vega.dk: Florence går på kl. 20, og ikke kl. 21, som jeg ellers fejlagtigt havde noteret i min kalender. Op og af sted med mig i en taxa, hvor jeg ankommer til Lille Vega 20.10, og hvor opvarmningsbandet (svaret var nemlig Annasaid) i virkeligheden ikke går på før 20.30. Hurra for Vegas langsommelighed!

Florence med lille gås. Den var dog ikke med på scenen i Lille Vega. Foto: Tom Beard.

Florence med lille gås. Den var dog ikke med på scenen i Lille Vega - og forhåbentlig er den ikke omkommet i branden. Foto: Tom Beard.

Århusianske Annasaid er unge og indierockede, og efter deres særdeles tighte start lader de så bomben springe: »Vi har lige været med Florence i Amsterdam, og deres trailer med al deres udstyr er brændt af, så de har lånt sig til al deres udstyr i aften. Så I skal tage godt imod dem, når de kommer. Gys gennem publikum! »Men de spiller godt alligevel«, når forsanger Martin Sahlertz at forsikre os om, inden han og Annasaids resterende tre medlemmer velspillende (om end lidt skrighalsende) afrunder deres opvarmnings-gig.

Så fremtoner Florence Welch og hendes maskineri efter en kort pause og fortæller publikum om bandets selvantændte trailer og hendes i øvrigt forfærdelige dag, hvor Florence ydermere har slået sit hoved ude i omklædningen. Alt det synes immervæk ret irrelevant, når Florence så præsenterer publikum for det mest centrale instrument, der heldigvis overlevede flammerne: hendes stemme.

Bandet åbner med ”I’m Not Calling You a Liar”, hvor bare stemmen og en harpe (anført af Tom Monger) bærer sangen, og det fungerer rigtig fint på både det nummer og det næste, ”Drumming Song”, og da ”Kiss With a Fist” maksimerer lyden med trommer og keyboard fra resten af the Machine, eksploderer dansegulvet og publikum rives velvilligt ind i Florences energiske lydunivers, hvor det er meget svært at stå stille. Live rammer Florence and the Machine energien i sange som ”Drumming Song” godt, og på trods af, at det faktisk kun er Florence, der bevæger sig på scenen, er det svært ikke at forestille sig, man er med i musikvideoen til selvsamme sang, hvor Florence, som på scenen, drejer rundt om sig selv som Super Karla på lykkepiller i det sædvanligt dramatiske outfit. Denne søndag aften består det af kort, sort kjole med strudsefjer og sorte paillet-hot pants indenunder, som første række havde frit udsyn til, når Florence – stærkt opildnet af publikums hujen – tog sine dreje-ture rundt på scenen og fik kjolen til at lette. Det er mildest talt svært at få øjnene fra hendes røde lokker, og på trods af et velspillende maskineri, så er det i høj grad Florence Welch og hendes unikke stemmebånd, der er i centrum på scenen. Florences anatomi er jo sådan, at hun består af 50% lunger, 10% ildrødt hår og 40% ben, og det er en særdeles god kombination på en scene – også selvom pladsen er trang, og ens instrumenter er brændt.

Under ”Howl”, der som de øvrige numre er fra debuten Lungs, prøver Florence at få publikum til at efterligne hendes fuldstændigt sindssyge hyl, og da det ikke går, eksploderer dansegulvet i hoppende takt under ”Dogs Days are Over”. »This is a funeral to our instruments but a celebration that we’re still alive. Let’s celebrate the things we lost in the fire!« forkynder Florence, og under ekstranummeret, der er bandets coverversion af nummeret “You’ve Got the Love”, er det nemt at mærke kærligheden fra publikum til Florence, der (som mig) synes at have haft noget af en op-ad-bakke-dag. Florence and the Machine afslutter med ”Rabbit Heart (Raise It Up)”, og min eneste anke til aftenens energiudladning er i virkeligheden bare, at de korte 45 minutter gik for hurtigt. I toget hjem er det alligevel godt at trøste sig med, at Florence and the Machine venter hjemme i cd-hylden og på mp3-afspilleren, hvis jeg vil have mere af Florences eksplosion af en stemme – så må jeg jo tænke mig til sorte strudsefjer, paillet-hotpants og ildhavet om hendes hoved.

★★★★★☆

Deltag i debat