Interview

Florence and the Machine – en dagdrømmer

Skrevet af Jonathan Heldorf

Jonathan Heldorf fangede sig en forkølelse i den silende regn til Beatday i august, men han fangede også Florence fra fremadstormende Florence and the Machine. De snakkede om inspiration fra Grease og lunger i bur.

Foto: Tom Beard

Foto: Tom Beard

Beatday i Valby. Hvor svært kan det være? Tja, Valby er overkommeligt nok at finde, men Beatday …? DSB’s rejseplan siger Sjælør Station, og så er det bare lige rundt om hjørnet. Fint nok, tænker jeg, okay, det regner lidt, men hva’ fa’en, jeg har jo en paraply, hvor svært kan det være? Hvad, jeg ikke har taget højde for, er, at Valby ikke bare er Valby. Valby er en rekonstruktion af Tjernobyl denne lørdag formiddag. Fuldstændig blottet for levende sjæle, føles det som at vade rundt i en forladt labyrintisk lagerbygning, mens syndfloden raser. Der er ikke en levende sjæl på gaden og ikke noget, der ligner en forretning, hvor jeg eventuelt kan spørge om vej. Hvor svært kan det være? Endelig! En at spørge om vej! Modsat retning… Ok… Og så til højre? Ok, hvor svært kan det være? Men forgæves, endnu en gang et vildspor, ikke højre, men venstre, efter broen… Ok. Broen? Grusstien? Parken? Beatday? Come on, Valby, I må sgu’ da vide, hvad og hvor Beatday bliver afholdt. Musik, I ved? Gennemblødt. Frysende. Fortvivlet. Og så langt om længe BEATDAY, haha! Men paraplyen må blive udenfor. Okay, jeg har ikke tid til at skændes om en paraply nu, desuden er jeg allerede våd helt ind til knoglerne, og snydt føler jeg mig, snydt og bedraget, da jeg som den første gæst denne lørdag bliver lukket ind på denne affolkede græsmark, hvor regnen flyder vandret imod mig. Beatday. Festivalens titel får en helt ny betydning i disse øjeblikke, for gennemhaglet og mørbanket føler jeg mig, da jeg endelig sidder i V.I.P.-loungen og dryppende venter på mit forestående interview med Florence and the Machine.

Men det er, som om det hele klarer en smule op og bliver lidt mere overkommeligt, da jeg endelig sidder i hendes skurvogn og bemærker, at også Florence har halvvådt hår. »Welcome to Denmark,« siger jeg, og isen er brudt på ærketypisk dansk vis med en lille hurtig og ufarlig snak om vejret. Men mere presserende emner trænger sig på. Jeg har ikke trodset vind og vejr for at sidde og snakke om regn med en af Englands hotteste musiknavne netop nu. Det er debutpladen Lungs, det gælder. Allerede inden pladen kom på gaden, skrev Florence musikhistorie, da hun var den første artist til at modtage den eftertragtede Critic’s Choice Brit Award uden overhovedet at have et album ude. Denne enorme interesse viste sig senere at være andet end blot varm luft, for da hendes soulrockede udspil endelig udkom, tilbragte den hele fem uger som nummer to på de engelske hitlister kun overgået af Michael Jackson.

»Det er skræmmende pludselig at være så populær, og jeg forsøger ikke at tænke på det,« siger Florence med et sky blik ned i bordet. »Jeg er jo også bare en almindelig pige, der har danset foran fjernsynet til Grease og Rocky Horror Picture Show, da jeg var lille. Man bliver nødt til at holde sine tanker væk fra succesen for ikke at blive overvældet og bange.«

Florence2Du får det til at lyde som om du anskuer din succes som en hæmsko frem for en hjælpende hånd, gør du det?
»For mig handler det om at forblive tro mod mig selv, frem for at påtage mig en karakter – det, tror jeg, skaber bare flere problemer. Men jeg har opdaget, at med al den fokus bliver det lige pludselig også vigtigt at vide, hvordan man fremstår i forhold til, hvordan man gerne vil fremstå, og det må man så forholde sig til og prøve at være bevidst omkring. Man bliver nødt til at være sig selv, men samtidig tage højde for, at man er under overvågning. Men rent musikalsk har jeg bare lyst til at udfordre mig selv, og jeg er meget spændt på at se, hvordan mit næste album kommer til at se ud, og når det kommer til stykket er det jo også rart at blive anerkendt for det, man laver.«

Men Florence, hvor meget er Florence and the Machine et band, og hvor meget af det er dig?
»Det er primært mig selv, der laver musikken, men i og med, at jeg spiller en masse instrumenter, men ingen af dem særlig godt, er det vigtigt også at have nogen at støtte sig til, også i skabelsesprocessen, men jeg har ikke lyst til at begrænse mig i den forstand, at bare fordi, jeg har en guitarist til rådighed, så skal der også bruges guitar på alle numrene. Derfor har jeg det bedst med at sidde sammen med kun én person og udvikle mine ideer, så har jeg mere kontrol over musikken. De første to sange, jeg skrev, “Between Two Lungs” og “Dog Days Are Over”, skrev jeg på keyboardet og så bankede jeg hænderne mod væggen for at lave trommerytmer, og så har de ligesom udviklet sig derfra. Som jeg sagde, er jeg ikke særlig teknisk dygtig, det hele udspringer simpelthen af instinkt og entusiasme.«

Jeg ved, at du kommer fra en akademisk og meget kunstnerisk familie, for eksempel har jeg læst, at din mor er kunsthistoriker, har det spillet en stor rolle for dig?
»Ja, helt sikkert, jeg mener, jeg er aldrig blevet presset op på scenen, men alligevel har det været den naturlige platform for mig. Jeg har altid levet i et meget kulturelt miljø, hvor man har været i kontakt med sine følsomme sider, måske er det derfor, jeg er så vild med at drømme. Jeg elsker at drømme, og dagdrømme, og det er en kæmpe inspirationskilde for mig.«

Når man kigger på den coverart, der er på Lungs virker det kunstneriske aspekt meget gennemtænkt, ligger der en vigtig symbolik for dig i din coverart?

»Som man kan se på coveret, står jeg med et sæt lunger udenpå kroppen, det skal blandt andet vise, at lungerne skal have frie tøjler for at kunne give en stor lyd, og som soulsanger er lungerne noget af det vigtigste for mig, og når man skærer helt ind til kernen af musikken, så ser jeg lungerne som det lydskabende, og hjertet som det rytmeskabende element, og det vil jeg gerne prøve at formidle også i bookletten. F.eks. viser mange af billederne fugle, hvilket ligesom skal illustrere det tilfangetagne, ting i bure, ligesom lungerne jo er lukket inde mellem ribbenene, sådan prøver jeg at se dem som sangfugle i bur. Der er også mange billeder af frugter, hvilket til dels er en bibelsk reference til det fristende, fordi musikken skal spille på det forførende og det umiddelbare element, ikke at jeg er specielt religiøs, men jeg har altid været tiltrukket af ekstremer såsom had og kærlighed og liv og død.«

Foto: Tom Beard

Foto: Tom Beard

Og nu står du så her til Beatday og skal spille om et par timer, ser du frem til det?
»Ja, det er helt fantastisk at stå på scenen og møde publikum. Når man er på tour kan dagene godt gå hen og blive meget monotone og hektiske, og jeg kan godt have svært ved at være i kontakt med mig selv, fordi der foregår så meget omkring mig hele tiden, men så snart jeg kommer op på scenen, så kender jeg universet igen, det hele falder i hak, og jeg kan stykke mig selv sammen til et helt menneske, min hjerne og min krop bliver forenet igen, og det er skønt.«

Her bliver vi afbrudt, og jeg må ud i kulden og regnen igen efter et inspirerende kvarter i tørvejr og spirituel stemning. Men det er slet ikke så slemt nu, vinden er løjet af, og regnen er kun sporadisk. Hvis alt går vel, kan lørdagens Beatday alligevel blive en god oplevelse, tænker jeg. Desværre må jeg efter noget tid sande, at jeg stadig er helt gennemblødt, og at influenzaen ånder mig i nakken. Hvis ikke jeg tager toget hjem nu og får en kop te og noget tørt tøj på, går det galt. Ærgerligt. Jeg får ikke set koncerten med Florence, eller resten af programmet for den sags skyld, men heldigvis kan Florence and the Machine opleves igen på dansk grund den 11. oktober, hvor hun gæster Lille Vega, et spillested, jeg godt kan finde uden at fare vild og forhåbentlig også komme tørskoet frem til.

Deltag i debat