Koncerter

Fuck Buttons + HTRK, 11.10.09, Voxhall, Århus

Omkring 100 udvalgte blev en helt almindelig søndag aften en del af Fuck Buttons støjinferno. Stearinlysene blev blæst ud af decibelbassen, stroboskoplyset blitzede, ja, der var næsten en lille smule af helvede på jord.

Fotos: Sofie Amalie Klougart, LiveShot.dk, sak-photo.dk

Hvor mange mennesker kan man forvente, der dukker op til koncert en rolig, regnvåd søndag aften i Århus? Det kommer selvfølgelig an på, hvem der spiller. Derfor havde jeg frygtet et næsten tomt Voxhall, for det var ikke ligefrem bekræftende efterårshyggemusik, der stod på plakaten. I stedet en engelsk duo med det hårdtslående navn Fuck Buttons. Eller nærmere FUCK BUTTONS – for navnet skal kastes lige i hovedet, hårdt, lige så hårdt som det støjinferno, duoen så effektivt leverede.

Aftenen startede lige på med opvarmningsbandet, eller rettere opvækningsbandet, HTRK. På en bund af trommemaskine skruet op til et faretruende antal decibel sendte trioen både funky bas, postrockede guitarflader og ganske ordinær vokal ud til de op mod hundrede tilskuere, der havde stimlet sig sammen lidt væk fra scenen. Selv stod jeg flankeret af en olietønde lidt til venstre, til min gru lige ud for de kæmpestore højtalere, der ubønhørligt sendte det ene maskinbeat af sted efter det andet. Stearinlyset på bordet klaprede i takt, til sidst måtte det give op og slukkedes af musikken. Det var fedt, for det var ikke stearinlysmusik, jeg havde glædet mig til. Det var det her: høj støj. HTRK spillede i en lille halv time, og det var sådan set rigeligt. Hen mod slut blev numrene forudsigelige, bassisten uhørlig og trommemaskinen irriterende. Forsangerinden Jonnine Standish lød som en popsangerinde sat på halv hastighed (spicet op med congas på stortromme), og den ellers fremragende guitarist Nigel Yang kunne end ikke med sine himmelstræbende lydflader fjerne fokus fra de lidet skjulte vers-omkvæd-strukturer og lidt for meget indøvethed. Dynamikken manglede, men lyden var god.

Instrumenterne blev hurtigt fjernet og et langbord fyldt med alverdens effekter, neonfarvede kabler og barnlige kasettebåndoptagere blev ført frem. Andrew Hung stillede sig til rette til venstre, Benjamin John Power til højre, således at de stod overfor hinanden, klar til sammen at dirigere den slagne vej til helvedes port. Efter et par hurtige lydtjek satte de ind med det nye nummer “Olympians”, der hurtigt fik publikum til at vejre deres overkroppe frem og tilbage i takt. Rigtig dans blev det, pånær et par drenge allerforrest, aldrig til, hvilket var forventeligt, men en smule ærgerligt. Jeg ville have nydt at være en del af en svedende og udgakket hob, der alle var rettet det samme sted hen – mod scenen og lyden. Jeg ville i hvert fald have stået ved siden af og syntes, det var fedt. Generelt var publikum dog med duoen, måske forstærket af, at det var umuligt at føre noget, der lignede en samtale.

“Olympians” gled over i “Colours Move” fra deres ret fantastiske debutalbum Street Horrrsing. Power gav lidt ekstra rytme vildt fægtende på den medbragte stortromme, mens Hung udtrykte musikkens vildskab i improviseret dans. Det var svært ikke at blive ført med. Numrene gled ubesværet over i hinanden og der var, især i første halvdel, en god og hurtig dynamik. Jeg genkendte et par numre til fra debuten, men koncerten blev aldrig blot en gennemspilning af deres bagkatalog. Der var plads til improvisation, drillende modrytmer og intensivering af klimaks.

Fuck Buttons spiller ikke ren støj. Der er konstant små melodier, rytmer og bevægelser til og fra klimaks, og det er det, der gør deres musik særegen. De er dygtige til både at drille og tilfredsstille lytteren. Bedst var de, når de fastholdt de ultratunge rytmer og kastede en god portion udefinerbar støj indover. Det blev så højt, at olietønden, jeg stod ved, begyndte at resonere lyden, med da de i de mest infernalske passager toppede med blitzende stroboskoplys var det lige ved, at jeg glemte alt om olietønder, stearinlys, regnvejr og søndag.

Og så med ét sluttede koncerten perfekt timet, en lille time var gået, og trods vedvarende klappen vendte Hung og Power ikke tilbage til scenen, og jeg luskede lige så stille ud til min cykel. Jeg havde stadig en hylen for mine ører mandag morgen, men alle ved, at det er den bedste måde at starte ugen på.

★★★★★☆

1 kommentar

  • Fin anmeldelse og god koncert, men det var, som du også er lidt inde på, en skam at den lå på en søndag.

    Derudover var det Surf Solar, de startede ud med og ikke Olympians. Olympians kom først halvvejs inde i koncerten og var for mig en positiv oplevelse idet den ellers enkle melodi fremstod utrolig klar og “ren” fordi den var badet ind i støj og dermed virkede smuk på trods af (og måske netop pga.) dens simpelhed.

Deltag i debat