Plader

Giana Factory: Bloody Game EP

Skrevet af Esben Rasmussen

Giana Factorys debut-ep Bloody Game rummer nogle lovende elementer og en pæn portion ambition, men hvad bandet rent faktisk vil med denne udgivelse, er stadig en smule uklart.

Bloody Game starter ganske lovende. Første nummer, ”Melody Melody”, byder på atmosfæriske guitarflader og en messende kvindevokal, inden programmerede trommer og diverse klik-lyde tilføjes. Nummeret bygges op over en ganske stærk og kompleks melodilinje, men der sker desværre ikke meget mere. Nummeret fades langsomt ud, og der mangler tilsyneladende en overordnet idé med sangen. De afsluttende delayeffekter og trommelyde leder ikke rigtigt videre, og man sidder tilbage med en lidt fad fornemmelse. Således forholder det sig desværre også med udgivelsens anden skæring: titelnummeret ”Bloody Game”. En lidt hurtigere sag, der trods de samme virkemidler er stærkere end dens forgænger. Igen atmosfæremættede guitarlinjer og programmerede trommer tilsat esoterisk kvindevokal – ikke helt ulig amerikanske Chan Marshalls halvt hviskede, halvt sungne røst.

Men selvom nummeret rykker en smule mere og er en smule bedre end åbneren, så fungerer det stadig ikke helt. En spændende eller bemærkelsesværdig atmosfære opnås ikke, og sangene er bare ikke så velskrevne, at de kan bære et nummer alene uden det musikalske aspekt som hjælpende underlægning. Tredje nummer er allerede et mindre hit, og ”Trippin’” er da også det nummer, der bedst indprenter sig på hukommelsen. Men det er altså mest, fordi det messende, næsten melodi-løse refræn gentages så mange gange, at det er svært at glemme; desværre ikke, fordi det er specielt fængende eller interessant.

Jeg synes uden tvivl, at lukkeren ”Heart Thief” fungerer bedst; her kombineres de elektroniske trommer på fin vis med en stærk, reverbet, næsten surf-agtig guitar (det måtte næsten komme op på et tidspunkt: Kan det være, at lillesøster Foo har lånt lidt af søsterens fascination for den maritime rock? Det er nemlig Raveonettes-bagkvinden Sharin Foos lillesøster, Lui, der udgør en fjerdel af Giana Factory). På dette nummer giver blandingen af elektronik og manuelt betjente instrumenter klart bedst mening. Først på det sidste nummer forløses de tre foregåendes ideer på en helt igennem lytteværdig måde. Det er ikke årets nummer, men det indeholder nogle af de elementer, bandet efter sigende skulle illustrere fortrinligt på en scene: Det underspillede-dansable kombineret med det messende-melodiske. Jeg ville rigtig gerne holde af denne udgivelse, fordi bandet rent faktisk virker, som om det besidder en vilje til at udfordre de prætentioner, både populær-, men også dansemusikken, er underlagt.

Desværre lykkedes projektet ikke helt. Ingen af de nævnte musikalske verdener foldes helt ud, og symbiosen er derfor et sympatisk – men desværre delvist mislykket – projekt. Jeg håber, de skriver nogle bedre sange i fremtiden og måske fokuserer endnu mere på den underspillede dynamik – for så tror jeg virkelig, gruppen kan udrette noget interessant. Som det er nu, mangler der stadig noget for at opnå netop dette.

★★★☆☆☆

Deltag i debat