Plader

I Got You on Tape: Spinning for the Cause

Skrevet af Lise Christensen

I Got You on Tape leverer på deres tredje udspil et potpourri af interessante elementer fra deres repertoire. Det resulterer i et album, der virker en anelse for bekendt og monotont, men som med tiden åbenbarer sit potentiale.

Det er fascinerende, hvordan det gang på gang lykkes I Got You on Tape at lave et album, der ved første lyt virker en anelse monotont og ’pænt’, men som lige så langsomt går fra at fremstå kedeligt til at være decideret dragende. Verden hældes endnu en gang ind ad øret, hjulpet på vej af skarpe tekster, en sprød bund af lækre guitarfiksfakserier og forsanger Jacob Bellens’ karismatiske stemme.

Der er lagt i stereoanlægget til endnu en fusion af artrock og mørk pop. Pladen syder og knitrer, mens man atter spindes ind i I Got You on Tapes univers. Men hvor adskiller Spinning for the Cause sig fra bandets tidligere udspil?

– Leger den med nye genrer?
Næ, det er ikke de store stileksperimenter, der bliver rystet ud af ærmet, men derimod den blanding af repetitive riff i et ensartet mellemtempo, der også blev prioriteret på forgængeren fra 2007. I enkelte tilfælde, som på titelnummeret “Spinning for the Cause”, lægger melodien sig endda uhyre tæt op ad stilen fra debutalbummet I Got You on Tape. Det mest markante tiltag er den voldsomt øgede brug af keyboards og andre kasser med tangenter, der klimprer med henholdsvis tunge, tunge klaverakkorder, som i “Polkadots”, og lyst klingende toner, som i den ironisk titulerede “Permanent Vacation”. Sidstnævnte reflekterer over så gamle travere som forholdet mellem liv og død, men sat i en ny kontekst af den finurlige tekst, hvilket skaber et særdeles levende kadaver af en dansepartner.

– Er det så vokalen, vi skal kaste vores sensationshungrende øjne på?
Næ, Bellens spinder stadig et komplekst net af finurlige ordspil, tungsindige refleksioner og billedrige betragtninger fremført af en nærmest messende vokal, der synes at befinde sig i et spil mellem at supplere melodien og at sætte sig ud over den. Vokalen bakkes på en stor del af numrene op af korstemmer, der lægger sig mere eller mindre anonymt i forlængelse af melodistemmen. Der leges med etablerede udtryk i sproget, som i “Spinning for the Cause” hvor der refereres til, at det er »season for a panic to attack«, og præsenteres et humoristisk sammenkog af jagtreferencer og besjælinger af panikangreb. Der kastes jævnligt verbale perler lig denne for lytteren – når Bellens gaber, kommer der ikke just fluer ud.

– Men hvis opskriften lader til at være nogenlunde lig de to foregående albums, hvorfor så investere i Spinning for the Cause?
Ud over at I Got You on Tape leverer holdbar musik, så er den første grund, der møder én på pladen, åbningsnummeret “Cabaret”. Et nummer, der lader tonstunge lag af støj falde ned over lytteren for derefter at slå over i et mere afdæmpet niveau, når Bellens’ stemme træder ind på scenen. Og derefter veksler musikken mellem at hvirvles ind og ud af støjorkanens øje. Interessant er det også at betragte kuriositeter som nummeret “Polkadots”, hvis intro grangiveligt lyder som introen til Muse-sangen “Bliss” fra Origin of Symmetry. Lidt som en lillebror martret af præstationsangst hopper den med på samme fascinerende brug af indvævede kaskader af keyboard. Oven i dette har man valgt at lade det, der mest af alt lyder som en henført smølf, synge koroverstemmen. Det er et umiddelbart umage match, men I Got You on Tape formår at få reddet det hæderligt i land. Ikke at forglemme formår bandet at sammenflikke nogle guitarstykker, der i samspil med en veloplagt bas og funky trommer gør Spinning for the Cause til en fornøjelig oplevelse, hvis blot man tager sig tiden til den.

★★★★☆☆

Deltag i debat