Plader

J. Tillman: Year in the Kingdom

Skrevet af Nina Kock

Fleet Foxes-trommeslageren J. Tillman har med sin akustiske guitar skabt en samling fine singer/songwriter-sange – uden de store armbevægelser, men med ærlighed og enkelhed.

Fleet Foxes-trommeslageren J. Tillmans seneste soloalbum Vacilando Territory Blues fra 2008 har fået sin titel efter det spanske ord for en slags vandrer, en vagabond, og det ord beskriver egentlig også meget rammende stemningen på opfølgeren Year in the Kingdom; søgende, eftertænksom, drømmende. Stille og simpel. Tillman spiller selv de fleste instrumenter på albummet, og det lyder umiddelbart som en stor opgave, men musikken består hovedsageligt af Tillmans vokal og hans akustiske guitar. I bedste folkede vagabondstil.

»When I look back on my life,« synger Tillman som det første på intronummeret “Year in the Kingdom”, og resten af albummet er i samme reflekterende, vemodige tone. Et fint og simpelt nummer, men også en anelse kedeligt og trivielt. Det efterfølgende nummer “Crosswinds” har derimod en helt anden energi og anderledes folk-spraglet lyd; Tillmans skingre guitar og fortrolige, drømmende stemme, sporadisk percussion og ekko-agtigt kor. Man føler sig næsten hensat til en ulmende solnedgang, bål, fjerne amerikanske ørkenvinde, frihed. Udlængsel og vagabonddrømme om åbne veje og vidder.

Jeg savner flere numre som “Crosswinds”, der er et unikt nummer på Year in the Kingdom. Mere alternativ folk, flere abstrakte lydbilleder. Tillman er altid nærværende og intens, men ofte bliver det en smule kedeligt. Man behøver ikke mere end hans smukke stemme og akustiske guitar, men melodierne og arrangementerne følger samme melankolske stemning albummet igennem. Dog bryder enkelte numre ud af den umiddelbart meget ensformige singer/songwriter-stil. “There’s No Good in Me” starter dystert, stille og introvert med guitar og vokal, men mod slutningen stiger det i både tempo og styrke og fungerer som et mere udadvendt udsving på det ellers meget indadvendte album.

Year in the Kingdom er ikke nyskabende musik. Men det er smukt og unikt på grund af sin ærlighed, enkelhed og simple komposition. Skabt og sunget i ånden af folk og singer/songwriter, én mand med sin guitar, med blikket rettet udad og indad på samme tid.

★★★★☆☆

Om skribenten

Nina Kock

 

Biografi:
I mit første musikminde sidder jeg foran mine forældres højttalere med mikrofonen fra min My First Sony-båndoptager i hånden og leger radiovært. Dengang handlede alt om mig og min båndoptager og mit kassettebånd med Krumme. Senere fik jeg en cd med Shubidua, og den var jeg tilfreds med et par år frem. Efter en begyndende teenagetid med Absolute Music og høj popmusik fik jeg endelig øjnene op for noget ordentligt. Det bedste, jeg vidste, var at låne en masse cd'er på biblioteket eller bruge alt for mange penge i en pladeforretning og stene musik en hel eftermiddag. Nu køber jeg ikke særlig mange cd'er mere, men jeg elsker stadig musik.

 

Årets albums 2009

 

Danske

1. Oh No Ono: Eggs
2. Giana Factory : Bloody Game
3. Kim LAS: Boxen/Morskaben EP
4. Emil de Waal + Spejderrobot: s.t.
5. Er De Sjældne: Lyserød Lyseblå Beige
6. The Raveonettes : In and Out of Control
7. Turboweekend: Ghost of a Chance
8. Mew: No More Stories...
9. Balstyrko: Jagten Paa Noget
10. Medina: Velkommen til Medina

 

Udenlandske

1. Animal Collective: Merriweather Post Pavilion
2. The xx: xx
3. Grizzly Bear: Veckatimest
4. Atlas Sound: Logos
5. Bat for Lashes: Two Suns
6. Peter Doherty: Grace/Wastelands
7. The Dirty Projectors: Bitte Orca
8. The Flaming Lips: Embryonic
9. Bear In Heaven: Beast Rest Forth Mouth
10. jj: jj no 2
11. Rio En Medio: Frontier
12. Real Estate: Real Estate
13. Tame Impala: Sundown Syndrome EP
14. Jenny Wilson: Hardships!
15. Cortney Tidwell: Boys
16. Here We Go Magic: s.t.
17. Fuck Buttons: Tarot Sport
18. La Roux: s.t.
19. School of Seven Bells : Iamundernodisguise (single)
20. YACHT: See Mystery Lights

 

Hører i øjeblikket:
The xx: xx

The Flaming Lips: Embryonic

Peter Doherty: Grace/Wastelands

The Welcome Wagon: Welcome to the Welcome Wagon


Fem favoritalbums:
My Bloody Valentine: Loveless
Savage Rose: Dødens Triumf
Bob Dylan: Blood on the Tracks
PJ Harvey: To Bring You My Love
Joy Division: Unknown Pleasures

Skriv et svar