Jamie T har garanteret været enhver skolelærers mareridt. Hvis han en sjælden gang har siddet stille på stolen, har det utvivlsomt været i en obskur position, der for læreren ikke har indikeret en særlig engageret holdning til undervisningen. Selv musiklæreren må have haft sit hyr med Jamie T, for han vil ikke bare i én retning, men gerne i dem alle sammen og helst samtidig, og at følge normerne ligger ikke ligefrem til hans natur.

Da jeg først stiftede bekendtskab med Jamie T, var det pÃ¥ Myspace, hvor jeg hørte nummeret “Chaka Demus”, og jeg troede ærlig talt, at jeg havde med et, for mig, hidtil ukendt Bob Marley-nummer at gøre. Ikke blot var det overvejende laid-back reggae-rytmer, jeg hørte, men ydermere var stemmeføringen præcis den samme som pÃ¥ “Buffalo Soldier” og de andre populære Marley-mesterværker. Denne illusion blev dog eftertrykkelig brudt, da hiphoppen tog over, og da jeg senere fik Kings & Queens ind ad brevsprækken, kunne jeg godt høre, at der overvejende var tale om indiepop og indierock, men med stærke bÃ¥nd til bÃ¥de rap, reggae og punk. Pludselig lød Jamie T knap sÃ¥ jamaicansk, og reggaen var kun et underliggende element pÃ¥ nogle af pladens skæringer. Stadig stÃ¥r jeg dog ved mit første indtryk af “Chaka Demus”; der er blot sÃ¥ meget mere end reggae, og det er alt sammen sÃ¥ godt!

Jamie T har haft en lynkarriere i England, hvor han siden 2007 er blevet rost til skyerne over sin første plade, Panic Prevention. Og det med god grund – hvis man vel at mærke har en forkærlighed for den særprægede engelske lyd, der er så udefinerbar, men ikke desto mindre ganske letgenkendelig. Jamie T lægger sig nemlig i slipstrømmen af fænomener som The Clash, Arctic Monkeys og Kaiser Chiefs, men tilsætter en masse ekstra krydderier, man eksempelvis kan høre hos den canadiske reggae-rapper K-os. På den måde har han med sin drengede charme og sin gavtyvetilgang til musikken udfyldt et musisk tomrum hos de mange lyttere, der har taget hans musik til sig, fordi han forstår at dosere de enkelte elementer helt tilpas i et tiltrækkende genremix. Således er jeg også selv blevet rigtig glad for Jamie T’s krudt-i-røven-attitude, og efter at have lyttet til Kings & Queens et par gange strøg jeg da også ned på biblioteket for at låne Panic Prevention, dels fordi jeg ville høre, hvad han blev kendt for, og researche på den kunstneriske udvikling, men mest af alt fordi jeg simpelthen bare gerne ville have mere!

Med denne bagvendte indgang til Jamie T – med Kings & Queens som mit første bekendtskab efterfulgt af Panic Prevention – vil jeg derfor hævde, at fans af debuten sandsynligvis ikke vil blive skuffede. Som jeg ser det, er Kings & Queens den naturlige forlængelse af en forrygende debut, der fuldt ud lever op til de forventninger, man mÃ¥tte have. Men dermed ikke sagt, at der ikke er forskelle at høre pÃ¥ de to plader – det er der. Jamie T har pÃ¥ Kings & Queens en bredere appel end tidligere, og der er ogsÃ¥ et klarere fokus. Eksempelvis er lidt af den sporadiske legesyge forsvundet, hvilket kan spores i manglen af numre som den tidligere plades intro “Brand New Bass Guitar” og intermezzonummeret “Back in the Game”.

Kings & Queens indeholder 11 sange, der alle har en klar berettigelse i kraft af kvalitet og forenelighed med de foregående og efterfølgende numre, men i denne – i forhold til tidligere – mere målrettede og homogene tilgang mister Jamie T også en smule af den kant, der var så kendetegnende for Panic Prevention. Dette er der givetvis nogle, der vil tage ilde op, da det hurtigt kan komme til at fremstå, som om der i produktionsfasen bevidst har været fokus på en mere lettilgængelig lyd, der ville betyde øget økonomisk vinding. Men det er altså i petitesseafdelingen, at denne mangel på kant og charmerende uorden skal efterlyses, for jeg synes på ingen måde, det er en negativt bestemmende faktor for Kings & Queens.

Der er rigtig mange perler pÃ¥ Kings & Queens, med især “Sticks ’n’ Stones”, “Castro Dies” og “The Man Machine” som potentielle skyskrabere, men ogsÃ¥ Ã¥bneren, “368″, og den efterfølgende “Hocus Pocus” er af rigtig høj kvalitet. Generelt set er det en meget fuldendt plade, der kun lider en lille smule under teksterne, som ikke hele tiden virker lige stringente eller konsekvente. Alligevel fortjener Jamie T bestemt den succes, han har haft i hjemlandet, og det er mig uforstÃ¥eligt, at han ikke har vundet større indpas pÃ¥ den internationale musikscene, end tilfældet er.