Plader

Jarvis Cocker: Further Complications

Skrevet af Jesper G. Kaufholz

Rock’n’roll! Ungdommens idol er blevet voksen, og i stedet for at dyrke freden giver Jarvis Cocker den fuld gas på Further Complications. Det klæder ham godt.

Sommeren 1995 stod i britpoppens tegn, og i kølvandet på Oasis og Blur kom Pulp rasende efter med Jarvis Cocker som det absolute midtpunkt. Så det kan næppe komme bag på nogen, at manden stadig er musikalsk aktiv. Cocker var på banen i 2006 med albummet Jarvis, som i denne anmelders verden ikke var noget særligt.

Så er det jo dejligt at kunne sige nogle pæne ting om Further Complications, som først og fremmest er en uhæmmet rock’n’roll-skive. Lyden i Steve Albanis produktion er fantastisk, og selvfølgelig mestrer Cocker og band både de hårde og hurtige og de bløde ballader. Tag f.eks. den dejlige “Angela”, hvor Cocker rocker sig ned mellem brysterne på en 23-årig pige. Eller “I Said I Was Deep”, hvor Cocker satirisk gennemhuller enhver forestilling om, at han skulle have været den intellektuelle på britpoppens parnas. Hans humoristiske sans er forblevet intakt, og det er bl.a. hans til tider rablende lyrik og det store glimt i øjet, der hæver Further Complications over det jævne.

Når albummet alligevel får lov at samle støv på hylden, er det mest, fordi der er så lidt variation. Sangene hopper mellem det skamløst rockende og det stille, mere introverte. Det er ikke nødvendigvis skidt, men det bliver heller aldrig til mere end det. Det er ikke en plade, som giver lyst til at blive hørt, den sætter sig simpelthen ikke fast. Der er en håndfuld sange, som kan bære sig selv, specielt de tre første, med den næsten instrumentale “Pilchard” som en personlig favorit. Også den fremragende og direkte “Fuckingsong” er værd at fremhæve her.

Men ellers er albummet præget af ujævn sangskrivning og sangene er lidt ligegyldige og lette at glemme. Det kan Cockers lyriske evner ikke ændre på, og lige pludselig går det op for en gammel fan, at Jarvis Cocker simpelthen ikke er en særlig dygtig komponist, hans indlysende, mærkværdige karisma og ganske intelligente lyrik til trods. Her har han ikke haft det modspil, som hans tidligere kolleger leverede, og som sikrede Pulp en plads i musikhistorien, inden britpoppen gik i glemmebogen igen. Further Complications når aldrig fordums højder, men det er alt andet lige modigt, at Cocker forsøger sig med noget andet, også selvom det ikke helt virker.

Men, som manden også synger: »This is my CV, I’ve got no-one else to blame / so I will state my case, I will state it again.« Det gør du bare, Jarvis. Og hvis du får bedre styr på den gode sang, vil der nok også være masser af lyttere til dig.

★★★☆☆☆

Deltag i debat