Plader

Karo: Sing Out, Heart

Skrevet af Lise Christensen

Ærlige og kærlige Karo har fået fingrene i en guitar, lært et par akkorder og klimprer nu ellers derudad i klassisk singer/songwriter-stil.

Den følgeseddel, der sendes med et anmeldereksemplar af en plade, tager ofte lovprisning til et helt nyt niveau. Sjældent bevæger den sig dog over i en decideret iscenesættelse af kunstneren som værende del af et moderne eventyr.

Men det er netop, hvad der sker i fortællingen om autodidakte Karo, der med en “Guitar for begyndere” og en båndoptager lærte sig selv at synge og spille. Dog var den arme pige så plaget af sceneskræk, at det tog hende adskillige år, før hun turde spille noget offentligt. Men da hun først stod på scenen til et open mic-arrangement, modtog hun så ubetinget beundring, at folk ikke engang turde bestille drinks under showet af frygt for at forstyrre. Et eventyr, der næppe var gået for sig i den danske nydelseskultur. Derefter var det bare med at oprette sig en Myspace-profil og puf – ind strømmede tilbud fra så fjernt som det store udland.

I sandhed en mageløs fortælling om, at det kun er ens fantasi, der sætter grænsen for, hvor langt man kan nå med lidt knofedt og spolebånd. Men hov, lyder det ikke foruroligende meget som plottet fra “Coyote Ugly” (romantisk komedie fra 2000)? Karo er, lig den bly Violet Sandford, også en singer/songwriter med følelserne uden på tøjet.

Sing Out, Heart er debutpladen fra den tyske solist. Musikken er hovedsageligt koncentreret om Karos simple guitarspil, som danner rammen for tekster, der som oftest lader hjerte rime på smerte. Dette kommer på fineste vis til udtryk på ”Not in Love Song”, som er et af pladens stærkeste numre. Det er et lækkert popnummer, som fokuserer på post-breakup-længslen efter at gense den tidligere hjertenskære, og det selvbedrag, der som oftest ligger i dette ønske, eksemplificeres ved sanglinjen »I’m not in love / I just want to seeeeeee you.« Interessant er også den mere dystre ”Gold Star”, der med et minimalt brug af trommer og keyboard og med udgangspunkt i tekststykker fra Bob Dylans ”Lay, Lady, Lay” leverer en sarkastisk og feministisk pastiche.

Stilmæssigt minder Karo mig om danske Tina Dickow, hvis kompositioner dog er mere simple, samt om norske Susanna Karolina Wallumrød fra Susanna and the Magical Orchestra. Selvom Karo holder sig til den klassiske, folkinspirerede singer/songwriter-stil med personlige tekster, som eksempelvis i ”Schweinfurt”, der referer til Karos studieby, er der også plads til mere rockede indslag. Det høres i numre som ”All Is Night” og den hævnlystne ”My Heart Is Bent”, hvor der skejes ud med et mere råt udtryk. Som titlen angiver, synger Karo ganske rigtigt sit hjerte ud. Et hjerte, der angiveligt har været udsat for en del svigt og smerte.

Kompositionen af pladen er ganske god, og der veksles fint mellem stille guitarpillerier og mere udtryksfulde sange, som lader det emotionelle skinne igennem ved en mere hidsig brug af instrumenter og vokal. Det er en ganske behagelig oplevelse at lytte til Karo, men også så ganske uforpligtende og forglemmeligt. Det er svært ikke at synes om naboens pige, så er du til eftertænksomme sange på et let niveau og med masser af herlige gentagelser, der kan skråles med på, og har du en hang til fængende popmelodier med en snert af folk, så velkommen til Karos eventyr.

★★★☆☆☆

Deltag i debat