Plader

Kris Kristofferson: Closer to the Bone

Kris Kristoffersons nye album Closer to the Bone byder på country i den eftertænksomme ende af skalaen; i længden bliver det dog for sentimentalt.

Den nu 73-årige singer/songwriter og aktive skuespiller Kris Kristofferson er musiker af samme generation som Johnny Cash, Willie Nelson og Bob Dylan. Og det mærkes i stilen på Closer to the Bone, som byder på klassisk country, primært baseret på guitar, der ikke sjældent er akkompagneret af mundharmonika. Det er ikke voldsomt spændende, men det er velproduceret og gennemarbejdet.

Desuden akkompagneres de ellers udmærkede countrymelodier af tekster, jeg har meget svært ved at sluge. Det forekommer mig, at Kristofferson på dette album er utroligt sentimental og eftertænksom; det i så voldsom grad, at det faktisk går hen og bliver for meget. De uendelige refleksioner over livet og kærligheden bliver alt for meget af det gode.

På nummeret ”From Here to Forever” lægger Kristofferson f.eks. ud med at informere om, at det er skrevet til hans børn (som han har otte af, med tre forskellige kvinder), hvorefter han så synger en tekst, der hele sangen igennem befinder sig i denne dur: »If you need a reason for living / do it for love and for me« og »I’ll love you from here to forever / and be there whereever you go.« Når man lige læser disse tekstuddrag, virker de måske ikke så slemme. Men når de synges til en næsten vuggeviselignende melodi, bliver det simpelthen kvalmt. Nogle følelser burde man måske bare give direkte videre til modtageren, frem for at dele dem med hele verden…

På nummeret ”Love Don’t Live Here Anymore” trækker Kristofferson på sin store erfaring, når det gælder skibbrudne forhold. Der synges om, hvordan man i et forhold pludselig kan føle sig som fremmede over for hinanden. På trods af, at emnet er mere sørgmodigt end kærlighedstemaet, der primært præger albummet og f.eks. også ovennævnte sang, er dette et af de bedre numre – måske netop, fordi det ikke er så kvalmt, som de fleste af de andre numre er. Desværre er det, som om Kristofferson til tider er lige på grænsen til at synge falsk, eller i hvert fald ikke er i stand til at nå helt ned i de dybeste toner på tilfredsstillende vis; og det sker uheldigvis ikke kun på dette nummer.

Endvidere lyder Kristofferson, som om en vild livsstil med sprut og smøger gør, at han indimellem bliver næsten stakåndet, når han synger. Dertil kommer en stærk tendens til at læspe, der giver voldsomme Sean Connery-associationer inde i mit hoved (noget i stil med »Moneypenny, you’re a shight for shore eyesh«). Det giver et udpræget negativt indtryk på vokalfronten, som står i skærende kontrast til det ellers velproducerede og professionelle instrumentale aspekt af albummet. Desværre trækker det for mig en hel del ned i det samlede indtryk.

Dermed er Closer to the Bone en meget blandet oplevelse. Dele af albummet er præget af Kristoffersons store erfaring som singer/songwriter; andre virker desværre mest, som om den ellers dygtige kunstner er blevet lidt for gammel, dels når det gælder det sentimentale og lettere vamle tekstuelle aspekt, der gennemsyrer store dele af albummet, dels når det gælder den noget skrantende vokal.

★★★☆☆☆

Deltag i debat