Lou Barlows andet soloalbum er bygget op omkring to elementer, og det er de kendte smagsvarianter, der har overtaget.

Første element – forretten – er sprælsk og fyldt med power. Der lægges ud med “Sharing” og “Goodnight Unknown” i en punket og fuzzy stil. Tonerne er energiske, fandenivoldske og lover godt for resten af pladen. Der serveres en appetizer, som sætter gang i forventningerne omkring et lidt nyt og mere udforskende Lou Barlow-univers. Men, men… SÃ¥ kontroversielt gÃ¥r manden dog ikke til værks, og element nummer to, som er en hovedret og en dessert i en og samme omgang, byder pÃ¥ velkendte balladesange, som hverken overrasker eller frastøder. Her spiller Barlow sine stensikre kort i form af skitseagtige numre, der fÃ¥r et skvæt folk, pop og lo-fi hist og her, men i bund og grund er det singer/songwriter uden de store dikkedarer.

Det er for sÃ¥ vidt vældigt udmærket, men man savner lidt bund i kompositionerne. Her kunne et mere talstærkt band for alvor give rum og fylde til numrene og fjerne lidt af den irritation, der opstÃ¥r, nÃ¥r f.eks. “Too Much Freedom” og “The One I Call” ikke forløses, selvom de i grundsubstansen er velskrevne og ambitiøse.

Balladerne har altsÃ¥ overtaget pÃ¥ Goodnight Unknown, og der er da gode melodier iblandt lo-fi-skabelonerne. “Don’t Apologize” og “One Note Tone” er helt klart iørefaldende og appellerer til den indre bløde bamse. Formlen er dog (for) velkendt, og det er her, der gÃ¥r lidt ‘Jensen′s Bøfhus’ i den for Lou Barlow. Det er den sikre stil a la frokostbøf med whiskysovs og kartoffelskiver.

Det er der for så vidt ikke noget galt i, og Barlow har gjort det så mange gange før, men det er ærgerligt, at han ikke har mere lyst til at sætte en ny dagsorden for sin solokarriere, som han f.eks. har været med til i Dinosaur Jr., The Folk Implosion og Sebadoh. Det virker skødesløst og alt for sikkert. Sangene er udmærkede, men ikke så interessante, at de tager stikket hjem til sidst. Var der mere af forretten – altså de to indledende numre – ville konklusionen være noget anderledes. Men vi må nøjes med mindre, og i dette tilfælde bliver det til en præstation lige over middel.

Lyt til “Sharing”:

Lyt til “The One I Call”: