Plader

Lusine: A Certain Distance

Lusine har skabt et album i grænselandet mellem pop og lounge, der vil gøre sig godt som stemningsmusik til festlige lejligheder og til afslapning i hverdagene.

Lusines seneste udspil er en elegant og stemningsfuld sammensmeltning af downbeat electronica og fængende poprundgange. Som ofte set i den mere loungeorienterede musik har den dybe melodiøse bas og de lette, legende trommeslag en væsentlig rolle. Der er dømt chillout, uden at det er så anonymt, at det bliver kedeligt.

Jeff McIlwain, der er det borgerlige navn bag Lusine, er bestemt ikke en mand, der ligger på den lade side. Han står både bag musikken til film som bl.a. “Snow Angels”, til serier som “CSI: Miami” samt et væld af live-optrædener og remix. Man kunne frygte, at en mand med så mange jern i ilden nemt kunne komme til at lægge for lidt arbejde i de enkelte projekter. Det er bestemt ikke tilfældet her.

Det 11 spor stærke A Certain Distance (købes albummet over f.eks. Itunes fås også et ‘disassembled remix’ af “Operation Costs”) er med sine 56 minutter og 52 sekunder en bekvemmelig oase i en ellers så hurtigtkørende musikverden. Godt nok gav Itunes pladen genrebetegnelsen “Electronica/Dance”, da jeg satte den i for at overføre dens numre til et mere mobilt medie, men den betegnelse har f.eks. Daft Punk også fået, og det er ikke meget, de to har tilfælles. Det er ikke fest, sved og hoppende dansetrin, der kendetegner stilen; et par af numrene er da relativt dansable, og dj’en vil sikkert også kunne flette et par af numrene ind i et mix, men som privatperson er det ikke en plade, der sættes på, når festen er på sit højeste. A Certain Distance skaber nærmere det mentale billede af den stilrene bar, et sted med farvet lys, sækkepuder og drinks i høje glas.

Albummet er let at gå til; det er langt hen ad vejen præget af flyvende, poppede, velproducerede skæringer, hvor der er kælet for detaljerne. Som f.eks. den svævende “Twilight”, der – blandet med Vilja Larjostos bløde vokal – flyder ud i rummet og løsner musklerne som en auditiv massage. Eller den indledende “Operation Costs”, hvor den simple, men øjeblikkeligt fængende basrytme med det samme bringer et smil på mine læber og tvinger min overkrop ind i en let rytmisk svajen.

Af de mindre poppede numre kan nævnes den lidt mere dystre “Baffle”, der godt halvvejs inde akkompagneres af guitarens bip-bip-lyde, som bringer tankerne hen til et 80’er-arkadespil. Den skaber en flot kontrast i nummeret, der – til forskel fra de gamle spil – efterlader dig med alt andet end en regulær voldtægt af trommehinden.

Helt guld og grønne skove er det dog ikke. Hvis man kigger lidt mere kræsent på flere af numrene, så er mange af dem bygget op over den samme gamle lag på lag-model, hvor vi starter simpelt, langsomt putter mere og mere på nummeret og afslutter med at pille det fra hinanden igen. Der er ikke meget fornyelse af finde i selve strukturdelen.

Vilja Larjosto, der synger på to af numrene, har også selv skrevet teksterne, som er flot produceret og smukt komplimenteret af McIlwains musik, men indholdsmæssigt er uinteressante og hurtigt glemt. Normalt er det heller ikke, fordi vi ser sangtekster som det store fokus i denne genre, men når man vælger at hive sangere ind udefra og tilmed lader dem skrive teksterne selv, kunne man godt forvente lidt mere, specielt da der kun er tale om to numre (bl.a. singleudspillet “Two Dots”). Det er derfor 100 procent musikken, der bærer pladen.

Og sidst bliver jeg også nødt til at nævne det altid tilstedeværende spørgsmål om sammenhæng. Det ses ofte, at fantastiske plader mister topkarakteren, fordi enkeltnumrene er unikummer, men helheden mangler. Og her bliver jeg lidt ambivalent. Numrene flyder ikke sammen på den velkendte ‘The Wall’-facon, hvor det ene nummer går over i det andet, men da den lette, rytmiske facon holdes pladen igennem, uden det bliver ensformige gentagelser, er der nærmere tale om 11 sammenhængende enkeltnumre.

Lusine har med A Certain Distance derfor beriget os med et album, der begår sig godt både som stemningsmusik ved festlige lejligheder og som afslapningsmusik på en hverdagsaften. Men også et album, der ikke er uden skønhedsfejl og forbiskud. Entusiasten vil nok holde fast i den i et godt stykke tid, men det er ikke en plade, der vil blive hevet frem igen og igen, år efter år. Dette gør den dog ikke mindre værd, og den er bestemt en lytteoplevelse, der kan anbefales.

★★★★☆☆

1 kommentar

Deltag i debat