Plader

Maps: Turning the Mind

Skrevet af Signe Palsøe

Maps’ seneste album inviterer dig med tilbage til 1999. Der er dance og drømmerier på dagsordenen, og det er ikke helt skidt, men er det relevant i dag?

Flashback: årtusindeskifte. Ungpigeværelse. Fredag. Glimmer. Og sort neglelak. Oh yeah. Halbalstiden. Øl, fisse og hornmusik for 12-årige. Det vil sige måske ikke så meget øl og fisse, men vi kunne godt lide Pet Shop Boys, og Nightlife var lige udkommet, og vi kunne trampe derudad til ”I Don’t Know What You Want But I Can’t Give It Anymore” til den lyse morgen – eller i hvert fald til vi blev hentet kl. 12.

Ja, det var tider, men lige meget hvor meget tider, det egentlig var, er det nok ikke tider, jeg nogensinde ville ønske mig var nutid igen. Og lige meget, hvor overskruet nostalgisk jeg endnu kan blive over at høre Nightlife, må jeg indrømme, at dens eftertænksomme dancepop ikke er sluppet for at ældes over den forgangne dekade. Faktisk lyder den meget som noget, der var typisk for sin tid, hvor netop dance, trance, elektronisk pulseren og udfadede, forvrængede stemmer var ‘the shit’. Derfor er det en smule problematisk, at Maps’ nyeste album, Turning the Mind, her i 2009 er opbygget af mange af de samme elementer.

Siden forrige års We Can Create har Maps’ James Chapman ladet det udpræget elektroniske få en mere dominerende rolle i hans shoegazede lydbillede. Det varer dog lidt, før man opdager det, da både åbneren, ”Turning the Mind”, og den efterfølgende ”I Dream of Crystal” lægger sig i forlængelse af numrene fra We Can Create ved netop at benytte shoegazede, men synthbårne lydflader og lade primus motor være Chapmans indtagende vokal, der ikke sjældent synes at formidle sit budskab med samme behagelige fortrolighed som Sparklehorses Mark Linkous.

Først ved tredje skæring, ”Let Go of the Fear”, sker noget virkelig nyt, der til gengæld kommer temmelig abrupt. Et pulserende dance-beat driver nummeret gennem elektroniske programmeringer, mens Chapmans forvrængede stemme maskinelt skifter mellem i dybe og høje tonelejer at messe et monotont budskab med en narkomans passive utrættelighed. Det er poleret, dansabelt og virkelig, virkelig 1999 – faktisk bringer alt fra nummerets førnævnte grundpiller over Chapmans Neil Tennant’ske stemmeføring til albummets overordnede tema om det menneskelige sinds respons på stimuli mindelser om førnævnte soundtrack til min ungdom, der også havde nattelivets forvrængede tanker og relationer som omdrejningspunkt.

Kan man acceptere disse vilkår, som gør sig gældende for resten af albummet, er Turning the Mind ikke ringe, selvom numre som ”Love Will Come” og ”Die Happy, Die Smiling” ender med at blive enerverende i deres ensformighed. Melodimaterialet er som regel i orden, og Chapman er stadig mand for til tider at opbygge en fin og luftig atmosfære. Det er dog ikke tilstrækkeligt til at aflede opmærksomheden fra det temmelig overskyggende faktum, at Turning the Mind lyder lidt for meget som en pastiche på en tid, man egentlig ikke hungrer efter et genhør med.

★★★☆☆☆

Deltag i debat