De første mange gange, jeg tændte for Mimes of Wine-cd’en (og ja, stadig faktisk), var det første, jeg bed tykt mærke i, mest af alt den slÃ¥ende lighed mellem PJ Harvey, Tori Amos og sÃ¥ Laura Loriga, der er frontsangeren og primus motor i Mimes of Wine. Nærmere betegnet er vi ovre i noget, der minder om et fragmenteret mix; en semisvær hybrid mellem PJ Harveys vokal, to arme og 10 fingre fra Tori Amos’ torso blandet med de bevidste slÃ¥fejl fra Chan Marshalls – bedre kendt under navnet Cat Powers – hænder.

Min kæreste nævnte spontant ved en af gennemlytningerne, at det var alt for artsy. Jeg må give hende medhold i den sag. Det virker uhyre søgt og i en overvældende grad for frelst. Enerverende i længden. Udmattende, belastende og uoverkommeligt at bevare koncentrationen og viljen til at blive henrykt.

Opskriften er noget i stil med, at Loriga arbejder på sangene til pladen i tre år, mens hun transporterer sig frem og tilbage mellem Californien, Bologna og Paris. Sangene bliver omsider indspillet, og til det har hun erhvervet sig en skare af vældig søde venner og bekendte, som alle bidrager med baggrundsstemninger, der er skabt af alverdens instrumenter. Men i grundtræk er Loriga nu mest mutters alene og synger side om side med sit piano. Det er ikke helt min stil og en kende for ballade/musical-agtigt uden rigtigt at stå ved det. Pianowriting, kalder vi stilen.

Jeg tænker, at hendes musikalske og narrative univers måske ville komme bedre til sin ret, hvis hun havde udskiftet hele eller dele af ensemblet med to-tre musikere på bas, guitar og lignende og så ellers havde fyret op for Bosch Distortion-pedalen og lidt shoegazer-vokal, så at der var kommet nerve og kant ind i billedet. Hele skiven lyder som en lang, kontinuerlig, vulgær sang, kun afbrudt af bittesmå mellemrum, hvor jeg forestiller mig, at Loriga forlader klaviaturet for at tørre sved af panden eller skænke sig en Urtekrams-grøn/hvid-fairtrade-dyrket på højdedraget ved grænsen mellem Kina og Vietnam-te.

Jeg kan slet ikke have den slags, og alle mine overvejelser omkring hendes kunstneriske, musikalske udtryk bliver skudt i sænk, fordi jeg, som en anden samurai i et gammelt, unikt Commodore 64-spil fra 1982, skal kæmpe mig igennem en hær af mærkværdige modstandere og til sidst stå face-to-face med den frygtindgydende hersker af lyd, der på ingen måder kan overkommes. Subjektivt, selvfølgelig. En temperamentssag. Men en svær plade at knokle sig igennem.