Plader

Morten Barfoed: No Sign of a Sign

Tilhører du den befolkningsgruppe, der jubler ved tanken om et genopdaget album fra den danske, psykedeliske undergrund? Så er juleaften kommet tidligt i år. Orpheus Records har støvet en gammel kending af.

I videnskabens verden taler man om anomalier, når der opstår afvigelser eller noget ganske uventet under et forsøg. Ting, der ikke umiddelbart kan forklares, og som forskubber det allerede eksisterende verdensbillede. I musikkens verden dukker der med jævne mellemrum kunstnere frem, der virker fuldstændig malplacerede. Som om de kommer fra en anden planet og pludselig ændrer verdens gang med deres nye impulser, stilart og tone.

Andre kunstnere kan derimod fremstå som levende koryfæer og repræsentanter for en hedengangen tidsalder og kan altså give deres lytter lidt af et flashback. Et sådant flashback udspilledes for mine øjne, da jeg satte Morten Barfoeds album ”No Sign of a Sign” på. Jeg blev transporteret tilbage til slutningen af 60’erne, til det tidspunkt hvor eksperimenterende, psykedelisk musik havde sin storhedstid. Barfoed er en discipel af denne tid, og selvom albummet består af sange optaget omkring 1986, kunne det snildt være et genopdaget album med en ukendt dansk kunstner, der huserede for 40 år siden. En direkte inspirationskilde kunne være Syd Barrett og hans album The Madcap Laughs. Der er fællestræk. Begge bevæger sig i et landskab af drone-agtige gentagelser kombineret med en tyst stemmeføring og en grundstemning af let depression.

Jeg håber ikke, Barfoed bogstaveligt trådte i Syd Barretts fodspor og forsvandt fra musikscenen i en negativ spiral af stofmisbrug og psykiske problemer. Han fortjente en bedre skæbne, og det er prisværdigt, at Orpheus Records har fundet det umagen værd at genudgive materialet. Samtidig må det nævnes, at vi i særklasse har at gøre med musik for afficionados af dansk, hengemt, psykedelisk musik. Albummet og kunstneren lever simpelthen i deres helt egen verden, hvor ambitioner om berømmelse, spilletid på P3 og interview i aviser ikke eksisterer.

Barfoed har siddet hjemme i sin lejlighed og har kreeret sine sange med sin firespors-båndoptager, sin guitar og nogle effekter. Denne isolation skinner igennem i sangene, der handler om paranoia, ensomhed og uheldig kærlighed. Musikken er bygget på gentagelser og simple guitarfigurer kombineret med masser af rumklang, hjemmelavede overdubs og en god portion gør det selv-ånd. Samtidig sniger der sig enkelte poptoner ind undervejs, som f.eks. på ”My Puzzle” med sit sitar-agtige tema. Der er heldigvis plads til lyspunkter undervejs.

Det skal ærligt siges, at en vis skepsis og en vis undren bredte sig i stuen under første gennemlytning. Jeg overvejede, om dette overhovedet burde have været udgivet, og ordet ‘dilettant’ og ‘håbløs amatør’ indgik i tankestrømmen. Ved nærmere lyt ændrede jeg holdning. Der er sange på pladen, der virker håbløst anakronistiske og simpelthen irriterende. Der er dog også små lommer, hvor man kan mærke, at vi har at gøre med en ganske unik musiker, der lever i sit helt eget univers. Men det er nok kun for kendere eller folk med en fetich for netop denne stilart.

★★★☆☆☆

6 kommentarer

  • Hej Undertoner, mange tak for anmeldelsen af min LP! Jeg er ikke trådt i Syds fodspor, Livets ned-og opture har jeg klaret som en korkprop, når jeg har ligget på bunden længe nok, vil jeg op! hilsen fra en anomali, M.B.

  • Det er ærgeligt at anmelderen er så inkompetent og/eller har så få og ringe referencerammer at benytte sig af. Specielt hentydningen til at Martin skulle være en dårlig musiker har noget at gøre med sangenes kvalitet. Hvis man er af en sådan overbevisning, må jeg henvise til band som Dream Theater, Yngwie og Toto. Det er klart at skulle man kaste sig over disse mastodonter af klamhed, mister man enhver ret til overhovedet at udtale sig om noget – især glemt lonerfolk.

    Værre endnu er det at historien om Martin, og omstændighederne omkring udsendelsen af No sign of a sign, fylder mere end selve kommenteringen på indholdet. Det fremstår uprofessionelt, slapt, direkte frækt på grænsende til det arrogante.

    Martins plade er på alle måder et mesterværk. Den er ihvertfald i min top 10 liste af bedste danskproducerede plader nogensinde.

  • Jeg kender morten, og ved derfor, at anmelderen har været yderst skarpsindig. Det er morten i en nøddeskal! Lige bortset fra, at Morten faktisk altid, har drømt om, at blive berømt! Musikken falder ikke lige i min smag, men smag og behag, er jo heldigvis forskellig! Og jeg er glad på dine vegne, stort tillykke herfra! :-) ;-)

  • Ps.: Det var med et glimt i øjet, at jeg skrev min kommentar, til Morten, d.21/3, d.å. Har aldrig haft den fornøjelse at, lytte til pladen, til det færdige resultat. Og der var. faktisk et par af de numre, han spillede for mig, den gang, for længe siden, da vi stadigvæk var unge, smukke, håbefulde, søgende og nysgerrige, etc. ;-) , der var ret gode! (Vi var begge drømmere)! Ang., det med at ville være berømt, bare en joke! Morten ville noget med sit liv, ville udrette noget! Og det gjorde han så, godt gået Morten! :-)

Deltag i debat