Niceland albumdebuterer med Make No Sound, der ifølge bandets Myspace-side er »(…) en sart plade, en plade, man skal lytte til,« og det må i dén grad siges at være et intetsigende udsagn om et stykke musik, som det jo immervæk er svært at gøre andet med end at lytte til.

Debutpladens største force er popmelodierne, der er ganske velfungerende efter klassisk ‘singer/songwriter skriver pop’-opskrift, men dog aldrig er særlig interessante, og vokalens mangler og dominerende placering i de tekstsvage sange er albummets akilleshæl.

Numrene ligner hinanden, måske undtaget det Melodi Grand Prix anno 2009-lignende ”Breathe to Try” og det mere støvede (og bedre) ”I Can Say”. Sidstnævnte falder dog for bandets anden svaghed: de simple, fordanskede og navlepillende tekster: »I can say no / I can go home now / I’m free to grow / any way that I want to / […] / I don’t have to go along / I can say that it is wrong / and I am not sorry / I just don’t love you anymore.« Teksten virker ulyrisk og derudover særdeles uvedkommende for andre end sangskriveren selv.

Problemet med en ikke-optimal vokal, der ligger så langt fremme i produktionen, kombineret med mindre gode tekster er titelnummeret ”Make No Sound” desuden et udmærket eksempel på. Når stemmen i titelnummeret er så meget i fokus, skal lytteren drages ind i et bedre tekstunivers end det, vi befinder os i hos Niceland. Teksten »make no sound / face the ground / I’m among the ones you never want to loose / make no sound / anger bound in you« siger mig ærligt talt ingenting, og forsanger Christian Achton Friis gør heller ikke sit for at gøre universet yderligere attraktivt.

Det er i mine øjne overraskende, at det er Morten Bue – der bl.a. har produceret for Figurines og Under Byen (gammel favorit!) – der også har produceret for Niceland, men han kan åbenbart lidt af hvert. Niceland er i mine øjne langt fra et godt resultat, og Danmark har i den grad ikke brug for en endnu mere søvndyssende udgave af Tim Christensen, den gode vokal fraregnet.