Plader

Niceland: Make No Sound

Skrevet af Anna Møller

Nicelands brune debutplade Make No Sound kunne jeg godt have været foruden.

Niceland albumdebuterer med Make No Sound, der ifølge bandets Myspace-side er »(…) en sart plade, en plade, man skal lytte til,« og det må i dén grad siges at være et intetsigende udsagn om et stykke musik, som det jo immervæk er svært at gøre andet med end at lytte til.

Debutpladens største force er popmelodierne, der er ganske velfungerende efter klassisk ‘singer/songwriter skriver pop’-opskrift, men dog aldrig er særlig interessante, og vokalens mangler og dominerende placering i de tekstsvage sange er albummets akilleshæl.

Numrene ligner hinanden, måske undtaget det Melodi Grand Prix anno 2009-lignende ”Breathe to Try” og det mere støvede (og bedre) ”I Can Say”. Sidstnævnte falder dog for bandets anden svaghed: de simple, fordanskede og navlepillende tekster: »I can say no / I can go home now / I’m free to grow / any way that I want to / […] / I don’t have to go along / I can say that it is wrong / and I am not sorry / I just don’t love you anymore.« Teksten virker ulyrisk og derudover særdeles uvedkommende for andre end sangskriveren selv.

Problemet med en ikke-optimal vokal, der ligger så langt fremme i produktionen, kombineret med mindre gode tekster er titelnummeret ”Make No Sound” desuden et udmærket eksempel på. Når stemmen i titelnummeret er så meget i fokus, skal lytteren drages ind i et bedre tekstunivers end det, vi befinder os i hos Niceland. Teksten »make no sound / face the ground / I’m among the ones you never want to loose / make no sound / anger bound in you« siger mig ærligt talt ingenting, og forsanger Christian Achton Friis gør heller ikke sit for at gøre universet yderligere attraktivt.

Det er i mine øjne overraskende, at det er Morten Bue – der bl.a. har produceret for Figurines og Under Byen (gammel favorit!) – der også har produceret for Niceland, men han kan åbenbart lidt af hvert. Niceland er i mine øjne langt fra et godt resultat, og Danmark har i den grad ikke brug for en endnu mere søvndyssende udgave af Tim Christensen, den gode vokal fraregnet.

★★½☆☆☆

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

Skriv et svar