Plader

Nudge: As Good As Gone

As Good As Gone er en svævende oplevelse beregnet på et andet sted, et stille og et roligt sted. Med ambient og glitch løfter Nudge dig ind i morgenstunden, hvor de første solstråler lige så stille er ved at bryde frem.

Det første, der faldt mig i øjnene, da jeg modtog den nye plade As Good As Gone fra det amerikanske orkester Nudge, var deres pladeselskab. Kranky, stod der med de karakteristiske skrå minuskler. Kranky er et af de pladeselskaber, som jeg lige så stille er kommet til at kende og holde af. Det er en kvalitet, jeg sætter meget pris på – når det lykkes et pladeselskab, stort som småt, at skabe en profil på baggrund af de udgivelser, det udsender. Kranky gør ikke så meget væsen af sig, men kendere af genrerne glitch og moderne kompositionsmusik (en meget svært definerbar genre) kender Kranky. De står bag udgivelser af Stars of the Lid, Labradford, Windy & Carl, Godspeed You Black Emperor!, Pan American og Tim Hecker. Det var med forventning om at høre noget, der mindede lidt om de førnævnte kunstnere, jeg tog cd’en ud af dens flotte cover og satte den på anlægget. Skuffet blev jeg slet ikke.

As Good As Gone har vejrtrækningen og det cirkulære som centrum. Pladen indledes således symptomatisk med et harmoniums rolige åndedrag på nummeret “Harmo”. Den kvindelige vokalist stemmer i med et tilbageholdt »I’m walking,« et klokkespil leverer de levende, bevægende melodistumper. Der kredses om denne opbygning i nogle minutter, et lille klimaks og så tilbage til udgangspunktet. Sådan er opbygningen på hele albummet – en lydbund af harmonium, keyboard og bas skaber genkendeligheden, en guitar varierer og driller lidt, mens Honey Owens svæver hen over vandene med sin luftige vokal.

Det er yderst behageligt at lytte til! As Good As Gone gør ikke det store nummer af sig, numrene flyder sammen, glider umærkeligt over i hinanden, og pludselig er pladen slut. Alligevel er der højdepunkter at finde, for nok modellerer Nudge over den samme skabelon, men de bliver aldrig ensformige. De vil hele tiden videre, og lytter man nok til albummet, kan man spore en vis progression.

Bedst er Nudge, når de er mest afslappede og tilbagelænede. Ambiente og glitchede. “Aurolac” er én lang inhalation, nummeret trækker langsomt vejret, mens de næsten jazzede trommer og de sporadiske guitarbilleder agerer de tanker, som opstår under det syv minutter lange nummer.

Jeg fristes til at sige, at “Tito” fortsætter det samme åndedrag. Her har keyboardet erobret pladsen på bunden sammen med de små, drillende electronica-elementer. Trommerne er væk, guitaren kommer først sent ind i billedet, produktionen er enkel, og hele nummeret følger den samme rytme. Vokalen lægger sig næsten umærkeligt oven på keyboard-bunden og bliver til en del af instrumenternes rejse. Nummeret virker mediterende, det får dig væk fra virkeligheden og over i en anden, mere afslappet tilstand.

Afslutteren “Dawn Comes Light” fortsætter udviklingen. Her er al rytme forsvundet, tilbage er kun guitaren, som nu har fralagt sig sine melodier og udelukkende bruges som skaber af rumlighed i musikken. Det foregår gennem storslåede, men også en smule truende, postrockede klange, der ligger i en konstant kamp med Owens drømmende stemme. Her er inspirationen fra labelkammerat Tim Hecker helt tydelig. Nummeret er i fin overensstemmelse med titlen “Dawn Comes Light” – gennem musikken danner lytteren sig et billede, der sagtens kan være de første solstråler på en frostklar dag.

Det sidste bliver dog også en lille indvending imod albummet. Det hele har en tendens til at blive en lille smule for pænt og poleret. Man er aldrig bange for, at billedet skal krakelere, gå i stå eller eksplodere. Der er ikke særlig meget på spil, landskaberne bliver aldrig rigtig truende, og det er ærgerligt. Nudge har kontrol over deres elementer, de ved, hvordan man skaber denne og hin stemning, men de lader ikke musikken overtage. De er for kontrollerede og får ikke afsøgt deres skabte rum nok, før de lukker dem ned.

Jeg kunne sagtens forestille mig Nudge lave en plade, der er dobbelt så lang, men med det samme antal numre. Det kunne være interessant at høre; mere interessant end As Good As Gone og måske lige så interessant som nogle af deres label-kammeraters værker.

★★★★☆☆

Om skribenten

Christoffer Basse Eriksen

 

Biografi:

Studerende ved Idehistorie på Århus Universitet.

 

Hører i øjeblikket:
Atlas Sound: Logos

- Bradford Cox er en lille popdjævel, det er hvad han er. "Walkabout", "Shelia" og "Quick Canal" er alle tre mesterlige numre på et album af utroligt høj kvalitet.

 

Bill Fay: Still Some Light
-
Jeg har, på trods af mine kun 20 somre, ventet på dette album siden 1971, hvor mesterværket Time of the Last Persecution udkom. Still Some Light er en stor samling sange af meget samme lyd. Åbneren "My Eyes Open" er tårepersende smuk, og der er flere perler at finde, jeg skal bare lige have lidt tid.

 

A Sunny Day in Glasgow: Ashes Grammar

- Overset, overset album fra 2009. På en gang svævende og konkret, rum og melodi. "Close Chorus" er et instant hit!

 

Current 93 - Soft Black Stars

- Der roterer altid en C93-skive hjemme ved mig. For tiden er det den her. Ensformig, ja, fantastisk, ja!

 

Bill Callahan: Sometimes I Wish We Were an Eagle

- Et favoritalbum herhjemme. Hvert nummer er en perle, Callahans stemme er så helt vildt rig, og så er jeg fortabt i sætningen: "I used to be darker, then I got lighter, then I got dark again".

 

Fem favoritalbums:
Animal Collective: Feels
Bill Fay: Time of the Last Persecution
Justin Rutledge: No Never Alone
Beach Boys: Pet Sounds
Bob Dylan: Blood on the Tracks

Skriv et svar