Tilsyneladende en ’lige ud ad landevejen’-rockplade. Men sÃ¥ er der det mærkelige fotografi: PÃ¥ forsiden af cd’en sidder der en sort ravn. Fint nok, tænker jeg. Det er jo bare rock. Men sÃ¥ er der det mærkelige bonmot, efterskrift, mellem alle takkene til dem, der var med. PÃ¥ bagsiden af bookletten stÃ¥r der et motto: »We, the hooded few, believe in tomorrow, we, the lost but true, believe in tomorrow… peace.« Herlig ambivalent og kryptisk, synes jeg.

Hvad er det så for en plade? I virkeligheden er der tale om en slags sang-cyklus om døden i skikkelsen af den sorte ravn. Owen Troman har selv skrevet både tekster og melodier på pladen. Det er rock med riff og smæk på trommerne. Hver anden sang er vild og hver anden mere afdæmpet. Teksterne er interessante og mindst lige så kryptiske.

Jeg tænker selvfølgelig straks pÃ¥ gode gamle Edgar Allen Poe og hans digt “The Raven”. Denne ildevarslende og kloge og store og klodsede fugl, der har set sÃ¥ meget og rejst sÃ¥ langt for bare at sidde der og stirre med sit budskab godt gemt af vejen, sÃ¥ det stakkels menneske mÃ¥ gætte sig ind i sindssygen og fortvivlelsen over at have mistet den, han elskede. SÃ¥dan er det i hvert fald i Poes højromantiske digt. Og der er ogsÃ¥ noget højromantik over Tromans poesi. Men der er ogsÃ¥ noget andet: En ironisk bevidsthed, der ligesom Poes pseudovidenskabelighed pÃ¥ én gang underbygger og dementerer projektet.

Pladen Ã¥bner med “Leaver” og dernæst følger “The Bad One/House of the Magicks”. Det er god, gedigen rock med spade, hvor pladens tema ridses op: »There’s been a complication / with a snake called Acra and a man in flames / what follows is for your consideration / from the suburbs to the dream world and home again / every one’s trying to get out of this town.« Og i næste vers: »I made up my mind long ago what was real / we are the dust of stars and what we know and feel.«

Og sÃ¥ har vi balladen. Virkeligheden injiceres med eventyret eller mareridtsfuglen, som pÃ¥ den næste skæring, med en lyd der ekkoer Iggy Pops “Passenger” og mÃ¥ske ogsÃ¥ The Doors pÃ¥ deres mere syrede numre. Og tidlig Velvet Underground. “The Bad One” viser sig i skikkelse af den sorte ravn: »Sent the blackest bird I ever saw / do you believe in spells / for he sent one upon me / to beat its wings upon my door.«

Sprogligt er Tromans virkelig interessant. Der er en interessant kombination af tydelig, engelsk, plain nutidsdialekt og en slags opdateret, villet, antikveret baggÃ¥rdssymbolisme fra 1800-tallet (eller gÃ¥r det helt tilbage til Shakespeare?). Som børn, der leger i et eventyr. Og nu flipper jeg lidt. Og overfortolker. Men det er, som om Tromans prøver at genindføre magien og ondskabsfulde guder, i hvert fald en eventyrverden lagt i ruiner af en postindustriel verden, en verden blottet for undere og magi. Det giver et virkelig interessant spændingsfelt, som fortsætter pÃ¥ “The Coast”, hvor de gamle venner John, Lucy og Mary mødes igen, mange Ã¥r efter de forlod det mærkelige hus, hvor de boede med magien, ungdommens tvivl og friheden som følgesvend. »Mary took a train to find John if she can / were all a little lost but we have more than most / I can remember when we all stayed at the coast.« SÃ¥ følger gensynet og Marys fantastiske Ã¥bningsreplik: »She speaks: “Thank God I found you, I swear there’s a halo around you / and he laughs / she frowns / I got something to tell you / I know what darkness befell you.” He smiles. He says: “Such a golden connection / I feel the sweetest injection of truth / Mary when I’m with you”.«

Det er sgu da smukt. Og dybt. Og Ã¥ndssvagt pÃ¥ én gang. Tromans hæver og sænker sine billeder pÃ¥ samme tid. Og Mary fortæller, at de er nødt til at redde Lucy, der sidder alene tilbage i huset ved kysten, fanget af slangen Acre ovre i staterne. Hvor syret kan en redningsaktion ikke være, altsÃ¥. SÃ¥dan vælger jeg i hvert fald at høre den her plade. Numrene kan sagtens høres løsrevet, men det giver noget at dæmpe lyset og iføre sig en god flaske whisky og en klap for øjet, tror jeg. Der følger i hvert fald nu en rejse med ravnens sørøverskib over Atlanten. Og det lader sgu ikke Barda fra DR1 noget tilbage. For selvfølgelig lider de skibbrud, og selvfølgelig er kaptajnen blind, og selvfølgelig er de alle sammen døde: »Through ancient seas I was trailing / but the guns hit the last nail in / and everything was slow and everything was black / and the water is warm but the boots hold you back.« Jeg har ikke set det før, den her mærkelige blanding af gammelt og nyt. For det er jo en fortælling det her. Som fortsættes pÃ¥ “Crew of the Raven”. Pragtfuld skildring. Hvem kender ikke det at være strandet pÃ¥ et imaginært skib i Biscayen eller ah, oh, pÃ¥ Bobi-bar? “The Dead-Eyed Man” er næsten Beatles’sk. Hey-ho, bungalow Bill-rytme. Tekstligt kredser den igen om fortabte sømænd, der gÃ¥r igen foran vores havelÃ¥ger. Det er meget ildevarslende, hr. Troman. Man kan næsten se ham stÃ¥ med kunstige, opspærrede øjenæbler og lang, lang sort goth-jakke foran en piges ejendom i Manchester eller Liverpool. Mens han mumler: »Kiss my skull, cross my bones / sister don’t you know that I’m coming home.«

Men teksten ligger hele tiden og vipper. For tager man den for pålydende, er der jo en direkte kontakt til det hinsides og det, vi mennesker ikke har kontrol over, men som viser sig indimellem som sprækker i fornuften, det vi ikke kan forklare, besøget fra de døde mænd fra skibet, der gik ned: »Oh Mary looked up, and she saw her fate, in the dead-eyed man passing by the gate.« Musikalsk endnu et ’gang i den’-nummer. Og det er det, som er fedt ved hr. Tromans lyrik; at det kan læses begge veje, vrængende af romantikken og symbolikken på død og undergang, og så den anden vej, nemlig så man faktisk tror på billedet af den unge pige, der får sin kæreste hjem fra havet og sidder og hviler på hans knæ, uden at bemærke de mørke, mørke øjne i hans blege ansigt. Urrgh: »The dead-eyed man gave a fond look of love / and charmed Marys heart which was pure as a dove / Hi ho for the dead-eyed man.«

Og der kunne man tro, den skulle ende lykkeligt, sÃ¥dan næsten Beatles’sk, Bungalow Bill-festligt. Men sÃ¥ kommer ravnen: “A Terrible Bird”: »Here come old death like a terrible bird / you gotta give that son of a bitch the respect he deserves.« PÃ¥ en listende vellyd af stille guitar og dæmpet sørgmodig sang. Og selvfølgelig skal den døde sømand med hjem: »For each man and woman, you will have your time / when he will greet you by name / for death unlike love is not blind.« Nej, det er sÃ¥ sandt, som det er sagt, eller som Shakespeare siger: »Oh death where is thy sting.« Det mÃ¥ sÃ¥ være det, der bliver sagt i det punkintermezzo, der følger før “Acre” – hvor Owen vender hjem til huset pÃ¥ bakken for at redde sin sambo (og elskede), den mystiske Lucy, fra slangen Acre, der har hÃ¥r som Jesus »before he got caught,« men det er ikke værre, end at slangen Acre sørger for en dejlig sidste nadver: »Then the miracle girls / and the entrance of their king / and the song / and the beer / and the pills he brings / oh Acre, Acre, he carries us all / allows us to stand tall.«

SÃ¥ følger ravnens opgør med slangen. Og det er kosteligt, hør bare den filmiske vrængen – næsten Tarantino-indledning pÃ¥ “To Vanquish a Serpent”: »First a call, then a plane / then a car and a call again / and a house on a hill / and there was no time to kill.« Væk er slangen og ravnen, men ingen kan redde Lucy. Hendes intermezzo med slangen Acre har sat sine spor pÃ¥ pigen i det mystiske hus. One last Lucy song: »So look at the stars and consider our condition / not trapped by work or the latest edition / singing songs of pirates in our dreams / I’ll spend my whole life trying to understand you / mystical goddess of the lost but true / but I feel I need another scene.«

Ligesom Lucy i Beatles-sangen “Lucy in the Sky With Diamonds” er LSD i længden mere stenet end ædel. Og Tromans’ Lucy kan ikke reddes. Hun er tabt i staterne. Det er tragisk, men det er ogsÃ¥ smukt at vide, at der bor en mystisk kvinde, der mÃ¥ske har taget lidt for mange slangepiller og sprøjtet lidt for mange hugorme ind i sit blod – i et hus, pÃ¥ en bakke, i et landskab, der hviler pÃ¥ det yderste af virkelighedens skrænt. PÃ¥ bakken mellem slangen og den sorte ravn. Fem fucking stjerner, mr. Tromans. Now that is poetry. Gid vi havde flere poeter, der turde den slags i Danmark.