Koncerter

Porcupine Tree, 18.10.09, Store Vega, København

Skrevet af Zenia Menzer

En mere eller mindre helstøbt koncert leveret med apokalypse-lignende elementer og akustiske akkorder. Alt sammen udført med professionalisme og nærvær i et stemningsmættet og tryllebundet Vega.

Fotos: Sara Jeffries, LiveShot.dk

Det er oplevelser som den, Porcupine Tree leverede, der gør det værd at gå til koncerter. Bandet ved, hvordan de skal gøre en entré, som både fanger, fastholder og drager publikum som møl til en flamme. De trådte anonymt ind på en stort set mørklagt scene, hvorfra de spillede ud med ”Occam’s Razor”, der flydende bevægede sig over i ”The Blind House”. Ved sidstnævntes slutning lød der et »good evening« fra frontmand Steven Wilson, og noget, der skulle vise sig at blive en forrygende aften, blev dermed sparket i gang.

Koncertens første set bestod af det 55 minutter lange The Incident, som er et spændende og atmosfærefyldt udspil fra bandets hånd, og det nyeste skud på stammen. Som udført på pladen blev numrene kædet sammen som perler på en snor på et stramt og professionelt niveau, og Porcupine Tree fik fra starten markeret deres musikalske overlegenhed.

The Incident var lækkert at opleve live, fordi det er et album, der er bygget op omkring kontrapunktiske og kontrasterende elementer og på den måde er kreeret omkring både mørke og lyse sider, der legesygt bevæger sig ind og ud af hinanden. Det mørke og dæmoniske stod netop stærkere, når det efterfulgte en akustisk passage. Hvis der kun havde været stille numre, havde jeg nok kedet mig, men hvis der omvendt kun havde været mere tempofyldte numre, var min hjerne sikkert blevet overbelastet af de til tider intimiderende sanseindtryk. Samspillet mellem de hjemsøgende, mørke sider og de lyse og akustiske sider fungerede rigtig godt, og bandet leverede en holistisk og stemningsfyldt oplevelse.

Det musikalske aspekt blev ledsaget af billeder, der blev vist på en storskærm bag bandet, og det visuelle udtryk gik fint hånd i hånd med musikken. Et lille kritikpunkt er dog, at der under de to første numre var et mindre clash mellem lys og billeder, så billederne ikke stod helt klart. Det var lidt ærgerligt, for det havde i højere grad underbygget den stemning, bandet forsøgte at skabe, hvis der havde været mere mørkt på scenen. I løbet af koncerten kom der heldigvis mere styr på dette, og billederne stod klarere frem.

En ting, jeg kom til at tænke på under koncerten, var, at det i virkeligheden var en koncert, jeg sagtens kunne have oplevet uden det visuelle aspekt. Idealsituationen for mig ville have været at ligge på en blød dyne i totalt mørke og lade musikken omslutte og indhylle mig. For mig var musikken så insisterende, at billederne nogle gange udtrykte en unødvendig form for banalitet. På samme måde mener jeg, at fragmenterne af lyrikken på storskærmene sagtens kunne være udeladt.

Det er klart, at den visuelle side underbygger og repræsenterer en stor del af bandets image, og deres samarbejde med den danske fotograf og filmskaber, Lasse Hoile, blev da også nævnt under koncerten. Der er på den måde ingen tvivl om, at denne del af koncerten har optaget bandet, men jeg ville personligt have ønsket nogle lidt andre måder at gøre det på. Selv om jeg ikke altid var helt enig i bandets måde at udtrykke sig visuelt, skal det dog siges, at der var en del billeder, der fangede min opmærksomhed og interesse.
Jeg var specielt optaget af de billeder, der ledsagede de mørke sange, mens jeg var knap så begejstret for de nærmest psykedeliske og rene animerede baggrunde, der kørte under nogle af de lidt mere stille numre.

I det hele taget var jeg mest begejstret, når bandet viste tænder og præsenterede en mørkere og mere dyster side af sig selv. Et par enkelte gange under opførelsen af The Incident stod jeg og faldt en smule hen, når de akustiske stykker fik lov at dominere. Selv om jeg synes, de mørke og lyse sider supplerede hinanden godt, skal der ikke herske nogen tvivl om, at Porcupine Tree står stærkest, når de manifesterer deres mørke side og hypnotiserer publikum med deres uhyggelige billeder og dunkle undertoner. Den side fik bandet i aller højeste grad også udtrykt, og den smule støj, der var i starten af koncerten, blev meget hurtigt jævnet ud, så samtlige instrumenter og Wilson stod klart, rammende og dæmonisk.

Andet set bød på en rundtur i bandets gamle album, og på den måde var der noget for enhver smag. Deres nyeste album dominerede første set; de gamle blev udfoldet under andet set. Porcupine Tree har en respektindgydende diskografi, som de fik leveret på elegant og insisterende vis. Samtidig fik de vist, at de med deres nyeste udgivelse har kræset for detaljerne i musikken og er yderst bevidst om, hvilke elementer de bringer i spil hvornår. ”Occam’s Razor”, ”The Incident”, ”Octane Twisted” og ”Circle of Manias” var helt klart med til at lægge tyngde på første set, og det var gennem numre som disse, at bandet fik hamret fast, at de ikke var der for at lege.

Bandmedlemmerne var i deres helt rette element, og både instrumenter og Wilsons vokal gik klart igennem. Jeg stod og frydede mig de par gange, hvor Wilsons stemme blev presset til en grad, hvor den var tæt på at knække over, men ikke gjorde det, for det var blot et udtryk for, hvor meget energi og følelse, der var involveret i aftenen. Alle bandmedlemmer var enormt præcise og professionelle, men særligt trommeslager og bassist kørte en ekstrem tight stil, der fastlagde tyngden i bandets lyd og trylleband publikum. Colin Edwin (bas) og Gavin Harrison (trommer) fik naglet publikum til jorden med deres fængende og dybe rytmer, der nok skulle vække folk efter de akustiske passager, The Incident indeholder.

Jeg kan godt ærgre mig over, at de ikke spillede “What Happens Now?” og “Sleep Together”, men det er jo et af vilkårene for at gå til koncert. Man kan ikke få det hele, og det er i virkeligheden måske godt nok, for på den måde efterlades man med en spænding og ønsket om at opleve bandet igen. Ud over et par enkelte skønhedsfejl, som i virkeligheden er ubetydelige, og kritikpunkter omkring det visuelle udtryk, leverede Porcupine Tree mere end jeg havde forventet, og de spillede en forrygende koncert for et veloplagt publikum, der heller ikke kunne tillade sig at være andet.

★★★★★☆

1 kommentar

  • Dejlig anmeldelse, kunne vel ikke være mere enig, eller, mener helt bestemt at det visuelle var velvalgt og ville ikke have undværet det. Numrene fra In Absentia fik det til at løbe koldt ned af ryggen, intet mindre end fantastisk. Første gang jeg så PC, men helt bestemt ikke sidste, flot lyd og meget imponeret af bassist og trommeslager, fotryder bestemt ikke at jeg sprang i bilen og tog turen fra Jylland til Kbh.

Deltag i debat