Plader

Port O’Brien: Threadbare

En blanding af messende melankoli og poppede rytmer danner rammen om Port O’Briens fængende Threadbare. Et passende soundtrack at gå vintersæsonen i møde med. Et album med et nostalgisk islæt, uden at være ekkoer fra arkivskabet.

Da jeg første gang satte Threadbare på anlægget, blev jeg øjeblikkeligt kastet tilbage til min tidlige barndom. Der er noget ved numrene, der skaber billedet af en langhåret kvinde iført en lang, farvet kjole, som danser i midten af en flok mennesker samlet om et bål. Eller sagt med andre ord: Musikken bragte mig tilbage til en tid, hvor hippiemusikken, som på mange måder var den første musik, jeg stiftede bekendtskab med, dominerede i mit hjem.

Det skyldes til dels Cambria Goodwins næsten messende vokal, der befinder sig et sted mellem drømmende fravær og nervepirrende tilstedeværelse, men også den simple, men stadig gennemtænkte brug af instrumenterne gør sit. Det er musik, der ofte kalder på selvfordybelse frem for selvudfoldelse. Men det rigtig interessante ved pladen opstår i skiftet mellem Goodwin og Van Pierszalowskis vokaler. Her oplever vi et stemnings- og tempospring, og pludselig vågner kroppen til live, men ikke på nogen aggressiv headbanger-facon og stadig med den tidligere elektriske musiks ånd i øje.

Man kan sige, at Goodwin og Pierszalowski fungerer som dynamikkens yin og yang, der kun fungerer i kraft af den andens tilstedeværelse. Skiftet mellem det lette rytmiske og det melankolske og dybt mediterende fremhæver smukt elementerne i hver stilart. Det gør simpelthen, at lytteren bliver mere opmærksom på, hvordan instrumenterne, vokalen og dynamikken reelt fungerer.

Rent lydmæssigt er det dog ikke en pletfri oplevelse. F.eks. er lyden på den stærkt forvrængede guitar i ”Leap Year” alt for rå og upudset. Dette fungerer fint i f.eks. grunge og andre beskidte genrer, men her overskrider vi grænsen mellem kontrastskabende og upassende, for det virker direkte forstyrrende på lytteoplevelsen og har ingen funktion. Flere gange er vokalen også trukket lige lovlig langt tilbage. Den anonyme vokal er bestemt ikke altid et dårligt træk i et nummer, men når det bliver for svært at forstå, hvad der bliver sunget, bliver lytteoplevelsen til en lytteopgave, hvor man skal anstrenge sig for at få det hele med.

Nogle vil måske anklage Threadbare for at have en noget simpel lyd, og det er heller ikke de store instrumentale kompositioner, der er tale om. Men set i lyset af, at pladen er inspireret af Goodwins tab af sin bror, hvilket også skinner igennem som en tydelig inspiration, bliver det et æstetisk udtryk, der udtrykker en ydmyghed over for det følelsesmæssige musikalske udtryk, der søges. Det er en plade, der kræver tid, men bestemt også fortjener den.

★★★★★☆

Deltag i debat