Plader

Simon Gylden: Stoopid Love Songs

Skrevet af Esben Rasmussen

Stoopid Love Songs er det første album i en trilogi, der kredser om kærlighed, død/sex og ensomhed. Om det ikke er tre sider af samme eksistentialistiske sag, kunne man nok diskutere, men albummet tager i hvert fald sit emne ganske let.

Den hyperaktive Simon Gyldens femte album, der bærer titlen Stoopid Love Songs (og ja – det er fandme dumt), er samtidig det første album i en endnu ikke færdiggjort trilogi, som kredser om sangskriverens interesser med hensyn til sin kunstneriske udfoldelse: kærlighed, død/sex og ensomhed.

Om det ikke er tre sider af samme eksistentialistiske sag, kunne man nok diskutere, men første album i serien tager i hvert fald sit emne ganske let. Og det i mere end én forstand. Udtrykket er præget af en halvskramlet lo-fi-æstetik, folkede melodier og let fjollede vokalharmonier, og samtidig er lyrikken en omgang ganske underfundige forsøg udi den tilsyneladende ikke så svære kærlighed. Jeg ved ikke helt, hvordan albummets 15 skæringer skal tolkes; er det 15 forskellige forhold, den kære sangskriver her beskriver, eller er det en stribe meget ens betragtninger over et mindre antal? I hvert fald er udgangspunktet for næsten samtlige sange den akavede kærlighed, hvor misforståelser og fejltagelser blokerer vejen for den underdanige herre og den beundrede dames evige lykke.

En stribe nyfortolkede ridderviser, kunne det næsten tyde på, og det er bestemt heller ikke uden charme. Og netop charmen er, hvad pladen og dens bagmand lever højt på. Fra pladen starter med den, ja, dåmme ”Me & Nursie Poo”, til den slutter med den instrumentale ”Postludium – Guitarra Amor” (som det tydeligt fremgår, er albummets titel ganske velvalgt!), udforskes hjertets kvaler med Gyldens akustiske guitar som primus motor – tilsat lidt mundharpe og stiliserede orgeltemaer – på en måde, der gør, at man ikke kan lade være med at trække på smilebåndet. Det er den samme blåøjede, uskyldige stemning, som bl.a. Devendra Banharts Rejoicing in Hands excellerede i, og til tider fungerer det faktisk rigtigt godt. Den fine ”Sweetest Apples for My Baby” er en opløftende sag med naivistisk lyrik, approaching train-trommer og dejligt underspillet saloon-stemning fremmanet af diverse ‘wu-hu’-tilråb (ja, det ser dumt ud på skrift, men prøv at høre nummeret, det fungerer trods disse lingvistiske kvaler ganske godt!).

Sådanne momenter er der et par stykker af, og ”Karen” er endnu et fint eksempel på Gyldens kvaliteter: den hjertevarme tone og den simple melodi. Men 15 numre er for meget. Der rammes til tider helt ved siden af, og de rockende instrumenteringer i ”You Need Love” og ”Blow Your Horn” klæder ikke rigtigt hverken pladens projekt eller den generelle melodifornemmelse. Ligeledes lyder de dybe baggrundsvokaler på ”Aint Got No Mind” fuldstændigt upassende og fungerer slet ikke efter en hensigt, jeg ærlig talt heller ikke kan gennemskue.

Men det overordnede problem med albummet er, at der ikke er så pokkers meget at sige. Det er til tider fint, andre gange knap så fint, men mest af alt er det bare lidt formel vellyd. Der er ikke den hjernebrydende lyrik, og der er ikke de enorme melodier. Det er bestemt ikke et dårligt album, men jeg har svært ved at finde på mere at sige om det; det er decideret svært at bryde sig specielt om sangene, men der er nok heller ikke mange, som ville lægge dem for had. Det er et album, man måske vil høre med et halvt øre, mens man foretager sig noget andet og derfor trænger til lidt uprovokerende baggrundsstøj, men det er bare ikke nok for et album med et så defineret projekt. Der er lovende momenter på skiven, og det bliver da også spændende at høre de næste to i den planlagte trilogi, men der skal helt grundlæggende bare bedre sange til, hvis det for alvor skal blive mindeværdigt.

★★★☆☆☆

Deltag i debat