Plader

The Big Pink: A Brief History of Love

Skrevet af Anna Møller

The Big Pink blander pop og støj, og det fungerer sådan set fint – det er bare ikke fandens interessant.

Tanke: Hvis jeg nu kunne skrabe den værste støj væk fra The Big Pinks debutalbum, A Brief History of Love, og fjerne beatets sandkorn, ville jeg så ikke bare sidde med et blankt stykke pop? Det er der jo sådan set heller ikke noget i vejen med, pop, men på et støjpop-album som The Big Pinks må der være noget ekstra, der binder elementerne sammen, så der er kontinuitet i numrene, og man ikke taber interessen.

The Big Pink er britiske Robbie Furze og Milo Cordell, og debutalbummet er produceret af Rich Costey, der også har produceret for bl.a. Muse og Interpol. Milo er desuden manden bag pladeselskabet Merok, som bl.a. har været med til at lancere både Klaxons og Crystal Castles, som jeg er frygtelig begejstret for.

The Big Pink har til tider lidt af Interpols kvaliteter, som på albummets titelnummer, “A Brief History of Love”, samt på åbningsnummeret “Crystal Visions”, der er blandt de mere vellykkede. Her er popmelodierne langtrukne og minder i deres bedste tamburin-øjeblikke også om The Raveonettes med mere lyd og rockvokaler. På andre numre, som “Dominos” og “Tonight”, bliver det hele for simpelt. Førstnævntes messende omkvæd, »These girls fall like dominoes,« bliver gentaget i det uendelige, og på trods af at et billede med piger, der falder på stribe som dominobrikker, er nok så morsomt, er det dybt enerverende at få det gentaget igen og igen – så irriterende, at jeg under gennemlytningerne flere gange måtte springe sangen over, fordi jeg SIMPELTHEN ikke orkede den igen. Så fald dog, for satan. Tekstskrivningens simplicitet er med til at understøtte omkvædenes messen, som i “Tonight”, hvor omkvædet, »Tonight you take a part of my life,« går ind og bliver den gentagede trivialitet, der langsomt vækker min begyndende hovedpine.

De fleste numre er dog ganske gode, og når bandet på et nummer som “Velvet” både kan opretholde den potente melodi, en god energi og tilpas med støj til at give nummeret bid, kan man godt forstå den hype, der har været om bandet, siden de sidste efterår var opvarmningsband for TV on the Radio. I parentes kan det nævnes, at “Velvet” er mixet af Alan Moulder, der tidligere også har lavet lyd for My Bloody Valentine, Smashing Pumpkins og Yeah Yeah Yeahs.

The Big Pink er i mine øjne bedst, når de holder et stramt udtryk og husker deres nok så nødvendige støj, men i de øjeblikke er de skam også ganske gode.

★★★½☆☆

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

Skriv et svar

boeger