Plader

The Cribs: Ignore the Ignorant

Jarman-brødrene er mere ambitiøse end nogensinde på deres fjerde udspil, hvor legenden Johnny Marr også er konverteret til Crib. Desværre står det meste af Ignore the Ignorant, trods pletskud, ikke mål med hverken ambitionerne eller fordums bedrifter.

The Cribs er ‘indie’ i den gamle betydning af ordet. De har alle ingredienser til et seriøst bredt gennembrud, såsom en enorm umiddelbarhed, catchy sange i hobetal og to snottede vokalister i Ryan og Gary Jarman. Alligevel har brødreforetagendet (lillebror Ross på trommer er sidste mand) valgt at placere sig demonstrativt uden for de store pladeselskaber og at lægge sig ud med alt, hvad der kan krybe og gå af det, brødrene opfatter som sell-out-orkestre, hvilket hidtil har indbefattet det meste britrock, der udkommer på et major label og bliver spillet i radioen. Særligt Johnny Borrell og Razorlight har været mål for spaltevis af verbale skudsalver fra Ryan Jarman, der fremstår som familiens åbenmundede, men intelligente ansigt udadtil. ‘Thinking man’s Oasis’, kunne man med rette kalde The Cribs.

De første to Cribs-plader var kendetegnet ved en musikalsk tilgang, hvor hovedet blev spændt forsvarligt fast under armen, og bandet smadrede igennem en halv times hit-and-miss, der udmøntede sig i to ekstremt uegale plader med lysende singler og masser af potentiale. På tredje og foregående plade, Men’s Needs, Women’s Needs, Whatever, tog gruppen så et kæmpe skridt fremad og leverede en virkelig fokuseret samling sange, hvor tonser-poppen havde fået selskab af et par virkelig fine, (lidt mere) afdæmpede numre og en suveræn akustisk afslutter.

Bandet tager nu endnu et gevaldigt skridt op ad ambitionsstigen med deres fjerde album med den Cribs-typiske titel Ignore the Ignorant. Pladen lyser på papiret lang væk af øget modenhed og fokus: Legendariske Johnny Marr er blevet indforskrevet som fjerde medlem, ingen sange er under tre minutter lange, en er over fem, en er over seks, og hele bandets lyd har fået et helt ekstra lag, så der er en hidtil uhørt tekstur i sangene, mens Gary Jarman, der varetager det meste af vokalarbejdet, behersker sine udbrud mere end nogensinde før.

Desværre lover pladen mere, end den kan holde, til trods for at de to første numre, “We Were Aborted” og “Cheat on Me”, er vintage-Cribs med sarkastiske og fængende omkvæd, at “Hari Kari” er snotnæsepop, som de laver bedre end de fleste, og at “Last Year’s Snow” og “Save Your Secrets” giver nye dimensioner til følsomheden i brødrenes udtryk.

For imellem disse pletskud flyder det med nye ideer, hvor bandet på ingen måde formår at skære ind til benet. En del af skylden kan gives til Marrs riff, der modarbejder det udtryk, The Cribs rendyrkede på deres foregående plade. Der er noget langstrakt og langsommeliggørende over hans guitararbejde, som harmonerer skidt med resten af bandet, der, alle ændringer i udtrykket til trods, stadig er et snotnæsepopband.

Det er svært at klandre et band for deres ambitionsniveau, men når The Cribs forsøger at gå deres mere episk orienterede og eksperimenterende idoler i bedene, går det som oftest galt. Det gjorde det på spoken word-mellemspillet “Be Safe” på den forgående plade, hvor Lee Ranaldo fra Sonic Youth gæstede, og det gør det i udtalt grad på dette albums mest u-Cribs’ede sang, den seks minutter lange “City of Bugs”, der tangerer et decideret Sonic Youth-rip-off – både hvad angår guitar og vokal – og samtidig giver køb på al bandets umiddelbarhed.

På en stor del af pladen er det i det hele taget, som om det ekstra lag i lydtapetet kvæler bandet lidt. De lyder ikke tilpas i deres nye form, og når sange som “Emasculate Me”, “Nothing” og “We Share the Same Skies” så samtidig mangler både fængende melodilinjer og omkvæd, sidder man som lytter tilbage med et indtryk af ærgerlig mislykkethed.

Samlet set står Ignore the Ignorant, sine herlige øjeblikke til trods, som et skridt i den forkerte retning, og man kan kun håbe, at Jarman-brødrene snart finder tilbage til den inciterende blanding af umiddelbarhed og fokus, der kendetegnede Men’s Needs, Women’s Needs, Whatever, som stadig står som bandets hovedværk.

Noget andet og mere glædeligt er, at Ignore the Ignorant ser ud til at have givet The Cribs et fortjent kommercielt gennembrud, idet den ved sin britiske udgivelse var ene om at blande sig med diverse Beatles-reissues i toppen af hitlisten. Må de fortsætte deres rivende udvikling, og må det blive tilbage til det bedre næste gang.

★★★½☆☆

Deltag i debat