Koncerter

The Drones, 03.10.09, Lille Vega, København

The Drones ignorerede et halvtomt lokale og et lidet engageret publikum og leverede uforfalsket rock’n’roll fra skridtet af.

Fotos: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Åh! Det var bare en af de dage. Det havde regnet konstant, og de grå skyer var så påtrængende, at de havde belejret mit hoved. I mit trygge kammer kunne jeg isolere mig, beskytte mig selv, opbygge styrke, men den styrke kunne hurtigt blive blæst omkuld af den friske efterårsvind, der havde frit spil på Københavns mørkvåde gader. De to gamle Soft Machine-medlemmer Robert Wyatt og Daevid Allen havde aet mig på ryggen med deres afdæmpede jazzrock hele dagen, og derfor var udsigten til noget tung aussie-punk ikke ligefrem den mest fristende gulerod i verden.

Men af sted kom jeg, og opvarmningsbandet The City Kill gjorde sit bedste for ikke at give en alt for brat opvågning med deres mørke, stemningsfulde sange, der langsomt byggede store rum, der havde en svag blues- og country-afsmag med slideguitar og twang. Deres sange blev samtidig intensiveret med støj og slag på bassen, så man ikke slumrede helt væk i deres sovekammer.

The Drones gik på med noget mere kraft. Gareth Liddiard var fra starten helt tydelig tændt, og resten af bandet fulgte hurtigt efter. På plade er tempoet i sangene ofte slæbende, og et stort rum udstrækkes, hvor bitterheden i sangene kan udfolde sig. Live blev lydbilledet langt mere komprimeret, farten og intensiteten blev sat op, så det var svært ikke at smile over, at rock stadig kan lyde så vital. Til trods for et ikke imponerende fremmøde og ej heller et særlig engageret publikum, fik The Drones dog hurtigt skabt kontakt til publikum. Eller måske var det i virkeligheden publikum, der kontaktede dem først, med ønsket om få skruet op for guitarerne. Men de var meget opmærksomme på kommentarer fra publikum og fangede især en, der proklamerede, at bandets næste sang ville være verdens bedste sang, hvilket bandet bestemt syntes lød plausibelt og advarede mod, at nogen af os ville dø, andre gå hjem gravide.

Det var nu ikke verdens bedste sang. Det var en god sang, men det er ikke The Drones’ styrke. De er heller ikke et specielt originalt band. De leverer til gengæld den gamle rock’n’roll-myte så levende, som Chuck Berry, The Rolling Stones og The Gun Club bl.a. har gjort før dem. Det var lige på og råt, drevet af ildelugtende testosteron. Det var en nødvendighed. Bandets indlevelse sugede mig ind i det her famøse nu, hvor de fleste har så svært ved at være til stede, fordi de mindes i går eller planlægger i morgen. Det var fysisk, sådan som ægte rock’n’roll skal være. Ingen forklaringer, bare udlevelse. En adrenalin-rus, der erstatter den gode gamle oplevelse af at jage og nedslagte et dyr. Ikke noget pis.

★★★★★☆

Deltag i debat