Kære venner, det her er altså bare ikke godt nok. Så enkelt kan det siges, men jeg vil egentlig gerne sige lidt mere, nu jeg er i gang.

Cd’en, jeg har liggende foran mig, er udstyret med fire numre, og det er virkelig heller ikke meget at skulle bedømme noget som helst på, men ikke desto mindre er det et forholdsvist godt pejlemærke for, hvor vi sådan cirka befinder os. Vi snakker instrumentale tilløbsstykker, dronologi og repetitive lydflader, opskriften på en forvrænget og opskruet minimalistisk agenda eller med andre ord: en temmelig lang jammer i øveren.

Alle de karakteristika, som denne stil skal indeholde, er mere eller mindre til stede. Dogmer skal overholdes, bevares. Der skal bygges op og pilles ned. Sættes noget i spil, der så skal jammes i smadder, og ud af det opstår et nyt mønster, som sejler videre på resterne af det gamle. Op og ned. Blødt mod hårdt. Bakke og dal. Og så videre. Noget af det, som Mogwai eksempelvis mestrer til vanvid, og som stadig kan imponere, når man oplever dem live.

Jeg er til gengæld ikke synderligt imponeret eller begejstret over det, jeg hører her. Jeg er sikker pÃ¥, at The Manipulated Living fremkalder en meget sjovere, mere vedkommende og mere overbevisende stemning live end den her lunkne, fesne fornemmelse, man sidder tilbage med efter et sted mellem ottende og tolvte gennemlytning af Prelude to Oblivion. Musikken er alt for gennemskuelig, forudsigelig og decideret kedelig i længden, og der følger en lind strøm af øvelokalelugt efter hvert track, hvilket bare ikke kan fÃ¥ mig til at klappe pÃ¥ lÃ¥rene af fryd. »Hej, stem E-strengen ned i mindst et ’D’, og sÃ¥ kul pÃ¥, til du segner,« er ikke nok til, at stilen, som eksempelvis Boris, Sunn O))), Bardo Pond eller Earth behersker med elegance, er gennemført. Der mÃ¥ gerne være nuancering, iderigdom og lidt mere pÃ¥ hjerte. Det virker fedtfattigt. Nuvel, nogle steder kan man høre inspirationen fra ovenstÃ¥ende plus lidt Godspeed You Black Emperor!, A Silver Mount Zion Memorial Orchestra and Tra La La Band og til dels Explosions in the Sky, hvilket klæder instrumenteringen godt, men nÃ¥r sÃ¥ selve guitarriffet i f.eks Ã¥bningsnummeret “Platypus” genkalder reminiscenser af Dizzy Mizz Lizzy, sÃ¥ fiser betongassen altsÃ¥ hurtigt ud i atmosfæren igen.

MÃ¥ske er dét i virkeligheden et af mine pillerier i ligtornen. Jeg synes, langt størstedelen af de riff, der bliver kørt i stilling pÃ¥ pladen, er for jævne og uinteressante, og de vidner stilfærdigt om en ‘hurtigst muligt’-løsning. I min optik handler skabelsen af gode riff ikke bare om at finde den hurtigste og nemmeste vej mod en model, hvor to-tre guitarer kan fÃ¥ lov til at lege en fin lille selskabsleg ved løbende at bytte kasketter med mærkater a la ‘kvint’, ‘kvart’ eller ‘oktav’.

Der ligger i det hele taget en smÃ¥fed sky af utilstrækkelighed over hele projektet. En slags ‘springen over, hvor gærdet er lavest’, hvor det umiskendeligt lyder, som om den første og bedste ide i hvert track er blevet brugt uden nærmere selvjustits eller rentabel kritik. Den slags holder selvsagt ikke i det lange og tunge løb, men hvis det er, fordi disse gutter bare vil ud og fyre den af live og dreje samtlige indstillinger pÃ¥ ampene helt mod øst, sÃ¥ er det i og for sig ogsÃ¥ helt cool med mig. Det giver straks mere mening, hvis denne skive skal fungere som en type appetitvækker – eller en gulerod af den lede slags, da den saftsusemig skal fedtes grundigt ind i dyrebar økologisk honning, før jeg vil hænge pÃ¥ pinden, for ellers er vi jo bare tilbage i navleleg.

Misforstå mig ikke, jeg er tosset med drone og repetitive instrumentale monumenter og murstenstykke to-tre-akkords-diligencer, hvor lyden og kun lyden får lov til at sætte en dagsorden uden så meget pis og forstyrrende elementer. Men denne skive kræver en kærlig hånd. Den kræver en kontemplativ stund, hvor man dissekerer den fuldstændig og med et kirurgisk indgreb adskiller de plagende tumorer fra den innovative organisme, således at der stadig er håb for patienten. For der findes også gode stumper på Prelude to Oblivion. Der er bare ikke så mange, og de gemmer sig godt nok også lidt, så det tager en luns tid, før de stille og roligt kravler ud fra deres skjul.

Sluttelig mÃ¥ det ogsÃ¥ tilføjes, at navnet The Manipulated Living mest af alt minder mig om et nummer af samme navn pÃ¥ soundtracket til “Donnie Darko”, der ligeledes er instrumentalt, og som er ondskaben selv i lyd og tempo. Føj, hvor er det fantastisk i grunden. Jeg ville ønske, at Prelude to Oblivion kunne lulle mig ind i samme ondskabsfulde, foruroligende stemning, hvor den psykotiske stilstand gradvist forværres, og tingenes tilstand momentvis erklæres som værende forrykte.

Karaktermæssigt drister jeg mig til at give skiven to en halv, hvor man så skal være opmærksom på, at de halvanden gives for musikken, mens det sidste hele U gives for coveret, som er en skøn, fucked, cut-up og ansigtsdissekeret collage i sort-hvid. Den slags trækker op.