Plader

The Parlotones: A World Next Door to Yours

Skrevet af Jesper G. Kaufholz

The Parlotones er på banen med et lidt ligegyldigt album, som forkæler med velkomponeret radiorock. Desværre bliver det ikke til mere end det.

Sydafrika? Ja, selvfølgelig har Sydafrika en musikscene, og selvfølgelig må noget af den musik også komme nordpå – i dette tilfælde i form af The Parlotones’ A World Next Door to Yours. Bandet har efterhånden seks år og et par album på bagen. De har vundet masser af priser i deres lokalområde, og deres musik har været underlægningsmusik til reklamefilm. Og det passer meget fint til deres udtryk, der netop er rocket, velproduceret og af den radiovenlige slags, men i det store og hele mangler The Parlotones at komme ud over det velkalkulerede, for der er ingen overraskelser at hente på denne plade.

Bandet lægger ud med et forsøg på at vise kant med forvrængede guitarer og galopperende trommer, men alligevel ryger det hurtigt over i ren P3-rock, og det er, som om de ikke rigtig har noget at byde på. Det er alt sammen meget pænt, og det er alt sammen lidt ligegyldigt. Og det kan nok så meget poseren for kameraerne ikke ændre på.

Gennem pladens meget korrekte 41 minutter plus nogle sekunder bliver vi ikke ligefrem overraskede. The Parlotones spiller på det sikre, og alle sangene ekkoer af musik fra andre artister; gerne dem, der er oppe i tiden. Åbningsnummeret er en tryg radiorocker, “Play On” er en ganske fin, lille, indie-inspireret sag, “Sun Comes Out” er ovre i ballade-territoriet, og “Pointing Fingers” og “Only Human After All” er electrorockere, der emmer af Ladytron og Klaxons. The Parlotones er meget velspillende, og hele albummet virker meget gennemarbejdet. De kan deres kram, også når der går stadionrock i den, som på “Other Side of the Moon”. Og selvfølgelig slutter pladen med en følsom, akustisk kærlighedssang.

Men når det hele alligevel ikke fænger, er det mest af alt, fordi A World Next Door to Yours aldrig bliver mere end en sikker plade – og det med livrem og seler. The Parlotones tager ikke nogen chancer, og musikken glider ubemærket ind som så meget andet lyttevenlig rock. Det er musik, du kan høre på arbejdet, og som umuligt kan fornærme nogen, og selv de største pophoveder vil vel nikke lidt med. Dét kræver selvfølgelig også et talent, men bandet virker for optaget af at løbe efter deres vestlige konkurrenter, i stedet for at finde et udtryk som er helt deres eget. Det er en skam, for det er langtfra deres kunnen, som står i vejen for at skubbe grænserne lidt.

★★★☆☆☆

Deltag i debat