Plader

The Unit Breed: Always Distance the Lonely

I løbet af de sidste 10 år har hele 35 individer været inde over The Unit Breed og det kan høres. Fragmenteringen af lydbilledet og dekonstruktionen af ideerne er altid i højsædet, og deres surf ’n’ sample-stil er overbevisende.

Hvis man lige ser bort fra track nummer syv, så er vi ude i en fragmenteret og rodet, men dog fantastisk homogen klump syret, psykedelisk progrock/-pop. Og grunden til, at vi vender det lettere blinde øje til skæring nummer syv, er simpelthen, at det er helt ude i hampen set i den større sammenhæng. Og det er helt derude, hvor ironien er så buttet, og denne leflende country/western-gimmick så obskur og malplaceret, at Johnny Cash ville blive gemen i masken. Men så igen – måske er det denne deroute, disse detour-manøvrer, der gør, at The Unit Breed har en solid fanskare, og måske er det stunder som disse, folket bl.a. elsker ved deres stil.

På sjette udspil og tiende år kører bandet derudad med en kuriøs og velsmagende stil, der river rundt med inspirationer fra øst og vest. Hvert eneste nummer, synes jeg næsten, smager som en lille afskåret humpel af noget, jeg har hørt et andet sted i en anden tid. Små bitte mærkværdige dele af noget større, der alle er rusket sammen til en virkelig forskelligartet suppe, som bare bliver ved med at rende ud fra en bundløs skål.

Flere gange har jeg undret mig over, hvornår et nummer stopper, og det næste sætter i gang, men hele konstruktionen er velovervejet, og alting flyder, som Heraklit ville have sagt. Kontinuerlige, lange, up- and downtempo, seminarrative og fabulerende fortællinger, der starter her og eventuelt slutter der… for nu. Hele tiden skal der afprøves noget nyt, og efter endt eksperiment har vi et udgangspunkt, vi mere eller mindre vendes tilbage til. Lettere forvirret må jeg alligevel indrømme, at jeg nyder det. Nyder rodebutikken og den manglende rolige holdeplads, ventepositionen i læ-busskuret (de helt gamle, store, buttede glasfibermonstre med indbyggede rundbordssiddepladser – ses mest i provinsen eller helt derude, hvor landet fortsætter), og man kan altid trykke sig selv i den luns kød, der sidder mellem pege- og tommelfingeren, og vågne op som J-Lo i “The Cell”, når hele lortet brænder. Den slags er altid kærkomment. Lidt vaklen hist og her, og det virker menneskeligt, kontra en maskinel pynteproduktion.

En fin detalje – og en særdeles overbevisende faktor for mig – er bandets syn på selve musikkens formål eller musikkens evne at være mere end bare lag på lag-konstruktioner. The Unit Breed har en nærmest rituel tilgang til lyduniverset, der helst skal være fornyet, innovativt per se, altid nyinspiratorisk og selvfølgelig undersøgende samt eksperimenterende, og til denne tilgang higer de ivrigt efter nye input. Såsom en skiftende sammensætning af bandmedlemmer. Flydende besætning for at opnå størst mulig friskhed.

Hele 35 individer har været inde over The United Breed-æraen gennem de sidste 10 år, hvilket helt naturligt giver mening, når man som lytter gennemgår musikken. Fragmenteringen af det overordnede lydbillede og selve dekonstruktionen af ideerne efter forgodtbefindende er altid i højsædet fra start til slut, og deres surf’ n’ sample-stil er dejlig overbevisende. Intet prætentiøst at finde i denne produktion, medmindre man folder sig ud som artsy-avantgardisten, der jager nullermænd i bedste, navlepillende stil, hvilket ikke giver mening i denne ombæring. Den gemmer vi til en anden god gang.

★★★★☆☆

1 kommentar

Leave a Reply