Plader

Twins Twins: Until Dawn

Skrevet af Anna Møller

Twins Twins har lavet alle tiders studentercafe-soundtrack, hvor de dansable popmelodier lægger bund til de neongrønne refleks-tekster.

Twins Twins siger selv i deres pressemeddelelse, at debutpladen Until Dawn er deres »bud på et soundtrack til, hvad det end er at være ung, sulten og skrøbelig« – i den forbindelse ikke et ord om forsanger Theis Ørntofts udsultede kunsterudtryk – og adjektiverne passer da også fint på albummet, der rigtignok lyder som soundtracket til en god fest (i selskab med en flok kunst- og litteraturvidenskabsstuderende).

Twins Twins har tidligere spillet support for Figurines, åbnede i sommers Roskildes Pavillion Junior-scene og skal 10. november varme op for Oh No Ono på Lille Vega (og deler derudover pladeselskab med begge). Tvillingernes første plade efter udgivelsen af deres EP Five Songs fra sidste år lyder da også som et mix af netop Figurines og Oh No Ono plus lidt storladen Kissaway Trail-lyd. Kombinationen af stadionrock, popmelodier, indievokal og brugen af synthesizere gør helt klart deres dansable sange til et sikkert ’aftenens album’ og et populært valg i enhver studentercafe og fredagsbar. Lyden er frisk og ung, og det er klart en af bandets forcer (især hvis man selv er ung og mere eller mindre frisk).

Skal nogle sange fremhæves, er titelsangen ”Until Dawn” en god popsang med stor lyd, og det klæder forsanger Theis Ørntofts vokal at bevæge sig lidt ud over den vrængende og nasale facon, der ellers er gennemgående for albummet, og som gør ligheden med Oh No Ono slående. Især når vokalen bevæger sig op i højere tonelejer til energiske og lettere storladne popmelodier, sker der noget, der gør Twins Twins til et godt bud på det næste nye indiepop/rock-band. Sangen ”Commission” har desuden en fed trommerytme, leveret af talentfulde Morten Hyldahl, mens Ørntofts vokal på førstesinglen ”Fit into My Hand” i mine øjne bliver decideret irriterende på trods af en i øvrigt udmærket melodi. Måske ”Commission” ville have været et bedre valg til en førstesingle, der både er lettilgængelig, anderledes og interessant på trods af en lidt påtaget britisk tale-slutning: »See them through places where nothing is safe / and every direction seems exciting / but when I choose one I loose everything else.«

Man befinder sig (tilsyneladende) med Twins Twins i et litterært og refleksivt univers, der drejer sig om sanselige oplevelser af byen, nætterne og kærligheden i begge to. Sangen ”Burning Buildings” er beskrevet som en betragtning af de ting, der er galt i ens liv »i et æstetisk, registrerende perspektiv,« mens ”City of the Red Night”s titel er inspireret af en roman af William S. Burroughs. Det lyder jo alt sammen meget fint, og det er derfor slående, at teksterne ikke er vedlagt i omslaget. Booklettens sider fortæller historier fra natten med stillbilleder fra barer, en tagfest med kulørte lanterner og uskarpe closeup fra den verden, sangene bevæger sig i. Det er passende som ramme for sangenes univers, men jeg savner personligt, at teksterne står klarere frem, både gennem Ørntofts nasale stemme og i bookletten. På trods af det vil jeg til hver en tid tage med Twins Twins til tagfest. Helt til daggry.

★★★★☆☆

Deltag i debat